Er det Jørgen Blochs hjemmelavede kaffe eller de corona-indpakkede fastelavnsboller fra Føtex, der er årsag til den højlydte latter, som runger i missionshuset i Randers i midten af februar? Måske er det i virkeligheden, fordi der er tre medarbejdere fra Indre Mission, som ikke fysisk har været sammen med kolleger i flere måneder, og som nu deltager i en minikomsammen.
»Jeg har det super, for jeg har ikke set nogle kolleger i flere måneder. Jeg oplever, at vi har et hyggeligt og nært fællesskab, selv om vi ellers ikke kender hinanden,« fortæller Birthe Kristine Mikkelsen, og de to andre medarbejdere, Jørgen Bloch og Jens Bækgaard Dahl nikker med store smil.
»Det er helt anderledes at være her end at deltage i et kollegialt onlinemøde. Her får jeg anerkendende nik og kan mærke jeres respons,« siger Jens.
Medarbejderne sidder henslængt i hver deres sofa med to meters afstand, men deres snakketøj er ligesom køer, der om foråret bliver sluppet ud på græs, når de sætter ord på deres erfaringer med at arbejde som missionærer i coronatiden.
Deres udgangspunkt er ikke ens. De er forskellige i alder, kommer fra hver deres region og har forskellige erfaringer som ansatte. Jens er 27 år, er tilknyttet Region Aarhus og har været ansat et par år. Birthe er 54 år og fra Himmerland med base i Region Nord. Hun har været ansat godt et halvt år. Jørgen er 67 år, bor i Randers og arbejder i Region Midt. Han er den gamle rotte i missionærfaget, som er gået ned på halv tid.
Anderledes arbejdsdag
Det svinger meget, hvornår Jørgens arbejdsdag begynder, mens det er mere vigtigt for hans unge kollega i Aarhus at have struktur på dagen, så Jens er tidligt oppe.
Der er fælles grundmønstre i medarbejdernes arbejdsdag, som er præget af, at aktiviteterne i missionshusene er lukket ned. De bruger hver dag tid på computeren, hvor de fordyber sig i bibelske emner, som de kan anvende i forkyndelsesopgaver, eller arbejder med udvalgsopgaver.
»Det er rart at have fået noget tid forærende til at få læst op på mange ting, så jeg er godt forberedt, når det bliver muligt for mig at komme rundt i IM-fællesskaberne,« fortæller Birthe, der blev ansat i september og derfor ikke rigtig nåede at komme i gang med en normal hverdag inden nedlukningen.
De tre missionærer har også vagter på Indre Missions sjælesorgslinje. Jens sender hilsner til de klubber, hvor han er med som leder. En gang om ugen kaster Jørgen sig over en ugehilsen, som sendes rundt til IMfællesskabet i Randers med link til ugens onlinemøde, en åndelig hilsen og små nyheder.
Det bliver vildt skønt den dag, hvor vi kan snakke mere om Jesus og mange andre emner
Både Jørgen og Birthe bruger også tid på at ringe rundt til de IM-fællesskaber, som de har en særlig kontakt til.
Onlinemøder fylder meget
En del af medarbejdernes tid foregår med at holde møder over nettet.
»Det er ikke unormalt, at jeg har fire til fem onlinemøder i løbet af ugen,« siger Jens, og Jørgen tilføjer: »Jeg har aldrig haft så mange online-udvalgsmøder og samtaler med mennesker.«
Nogle dage har han dog været ekstra på, fordi han både skulle deltage i et online- teammøde og stå for hjemmeskoling af et barnebarn.
Medarbejderne er glade for deres ugentlige teammøde med kollegerne i deres region.
»Oftest snakker vi arbejde, men andre gange er der fokus på hyggetingene over en kop kaffe. Der er en omsorg i det, som er vigtig,« understreger Birthe.
Jørgen fremhæver inspirationen fra de andre kolleger til anderledes initiativer.
»For eksempel er jeg begyndt at være i missionshuset en eftermiddag, så folk kan komme forbi til en kop kaffe og en snak.«
Birthe er rigtig glad for, at hun har en leder, der spørger ind til hendes trivsel. Det kunne Jørgen godt tænke sig fyldte noget mere.
»Jeg kunne godt bruge lidt mere fokus på, hvordan vi har det,« tilføjer han.
De tror, at udvalgsmøderne online er kommet for at blive i en eller anden grad.
»Man sparer både tid og transport,« konstaterer Jens, men der er også store svagheder ved det, understreger Jørgen.
»Når jeg holder et forkyndende møde online, så mangler jeg samspillet med tilhørerne.«
Han er bevidst om, at det er nødvendigt at bevæge sig fysisk med alt det stillesiddende arbejde.
»Hver dag går jeg fem kilometer med min kone,« siger Jørgen, og Jens nikker.
»Jeg bor i en toværelseslejlighed, så jeg har hver dag brug for at få luft.«
Birthe indrømmer, at det er en udfordring, men hun prøver at få gået hver dag.
»Lidt er bedre end ingenting,« siger hun.
Frustrationen i arbejdet
Jørgen og Jens er taknemmelige for, at de ikke er hjemsendt, som de var sidste forår, da landet var lukket helt ned.
»Jeg foretrækker absolut, sådan som situationen er nu. Da jeg var hjemsendt, følte jeg mig sådan bundet på hænder og fødder, for jeg måtte ingenting arbejdsmæssigt,« forklarer Jørgen, og Jens tilføjer:
»Det var en hård overgang fra ikke at kunne gøre noget i foråret til igen at måtte arbejde på fuldt tryk. Det tog mig lang tid at finde ind i en arbejdsrytme.«
Medarbejderne er ved godt mod, men det er svært for dem, at de ikke kan udføre deres missionæropgaver, som de plejer.
»Det er frustrerende, at jeg ikke kan komme ud og aflevere det, jeg skal,« fortæller Jørgen.
»Jeg får jo min løn gennem frivillige gaver, og det har fyldt meget, om jeg er min løn værd. Derfor er det frustrerende, at jeg ikke kan lave alt det, der står i min arbejdsbeskrivelse,« fortsætter Jens.
Det får ham dog ikke til at sidde med hænderne i skødet.
»Så må jeg prøve at se nye muligheder, for jeg tror, at Gud vil meget med os.«
Birthe savner at komme rigtig i gang med sit nye arbejde.
»Det er lidt underligt, at jeg ikke kan udføre det, jeg er blevet kaldet til. De få ting, jeg havde i kalenderen i efteråret, blev aflyst,« siger Birthe, der fremhæver, at det er guld værd at mærke, at hun bliver mødt med tillid fra ledelsens side. Det vilkår gælder også de to andre.
Bekymring for fællesskabet
De anderledes arbejdsforhold har medført et rigere trosliv for medarbejderne.
»Det har givet mere ro til bøn og fordybelse i Bibelen,« siger de tre samstemmende. Jens fremhæver også trossamtaler med gode venner, når de har gået en tur i Aarhus.
På et tidspunkt oplevede Jørgen, at der kom den tanke snigende, at Indre Mission ikke fungerer, uden at han som medarbejder er i gang.
»Så blev jeg mindet om, at verden ikke afhænger af, om jeg lykkes i de ting, jeg gør. Det er Gud, der har al magt, og vi er afhængige af ham som enkeltpersoner og som bevægelse,« understreger den garvede missionær.
»Jeg har ikke min identitet i, om jeg lykkes, men i at jeg er Guds barn.«
Der er flere ting, som bekymrer ham.
»Det er farligt for troslivet, når man ikke kan komme afsted til møde i missionshuset. Men det er lige så farligt, når det kører derudad, for så tror du, at du kan det hele, men det kan du bare ikke,« siger Jørgen.
Han var meget spændt på, hvor mange der ville komme til det første møde i missionshuset i Randers efter den første nedlukning i juni. Men det væltede ind med folk.
»Jeg håber, at det bliver sådan igen. Alligevel har jeg en bekymring for, om nogle holder sig hjemme, fordi de er blevet bange for at møde de andre på grund af risikoen for at blive smittet,« siger Jørgen, der selv kender den frygt.
Drømmer om håndtryk
Det får Birthe til at udbryde: »Jeg ser frem til den dag, hvor vi kan blive fri af frygten for at blive smittet.«
Under hele samtalen har der været en tone i medarbejdernes udsagn, at de længes efter det kristne fællesskab, hvor de kan være sammen på kryds og tværs.
Jeg har en bekymring for, om nogle holder sig hjemme, fordi de er blevet bange for at møde de andre på grund af risikoen for at blive smittet
»Jeg ser frem til det, vi kender, hvor vi kan være sammen uden restriktioner,« siger Birthe. Selv Jens, der trives rigtig godt i sit eget selskab, er nu nået til det punkt, hvor det er nok.
»Jeg savner at møde folk og give noget videre,« fortæller han.
Jørgen længes efter noget helt særligt. »Jeg drømmer om, at vi igen går rundt og hilser med hånden. Jeg øver mig i at gå rundt og nikke til folk, men det er ikke det samme som at sige goddag og kigge hinanden ind i øjnene,« forklarer Jørgen, der ser frem til kaffebuffeten ved møderne.
»Det er dejligt med alt det mylder omkring kagen, hvor vi står tæt og snakker med hinanden.«
Jens er så træt af, at al snak i hverdagen drejer sig om corona.
»Det bliver vildt skønt den dag, hvor vi kan snakke mere om Jesus og mange andre emner,« fortæller han. De tre medarbejdere tænker ikke i de store fester, man kan holde i det kristne fællesskab, når det hele åbner op igen.
»Vi glæder os bare til en helt normal hverdag,« lyder det fra dem.
