Balancen mellem tydelighed og rummelighed

Hvis vi er mere optagede af at korrigere et menneskes liv end af at lære vedkommende at kende og pege på Jesus, kan vejledningen komme til at stå i vejen for det, vi ønsker.

At skabe fællesskab er en udfordring, især på tværs af alder, social baggrund og livssituation. Som kristne fællesskaber står vi desuden med en særlig opgave: Vi skal være tydelige om vores tro, værdier og etik og samtidig give plads til mennesker, som tænker anderledes og måske ikke indretter deres liv efter fællesskabets kristne værdier. De to hensyn behøver ikke at være modsætninger. Men det kræver omtanke at holde dem sammen i praksis.

I Indre Mission er vores udgangspunkt, at Gud har skabt os, givet os sit ord og vil os det godt. Derfor tror vi, at Bibelens vejledning er god, og at vi skal lade den forme vores liv og fællesskaber. Det grundlag skal vi stå ved og tale tydeligt om. Også når vi selv fejler og kommer til kort.

Velkommen i fællesskabet

Den svære balance viser sig i mødet med mennesker, som ikke deler vores forståelse af, hvordan livet skal leves. Hvordan giver vi dem plads i fællesskabet samtidig med, at vi står ved, hvad vi tror på? Og hvordan taler vi om kristen etik, så mennesker møder både vores overbevisning og vores omsorg?

Vi må kunne byde mennesker velkommen i det kristne fællesskab, uden at de først skal være enige med os i alt eller have ændret deres liv. De skal kunne deltage, stille spørgsmål og opbygge relationer, også mens troen og dens betydning for deres liv endnu er uafklaret. Samtidig skal de kunne mærke, hvad fællesskabet står for.

Jesus' kærlighed forandrer

Vi tror, at Guds vejledning er god for os. Men hvis vi er mere optagede af at korrigere et menneskes liv end af at lære vedkommende at kende og pege på Jesus, kan vejledningen komme til at stå i vejen for det, vi ønsker: at mennesker møder ham og får en levende relation til ham.

Det er mødet med Jesus' kærlighed, der forandrer os. Det gælder både nye i fællesskabet og os, der har kendt ham længe. Vi har alle brug for hans nåde og for fortsat at blive formet i hans billede.

Vi er kaldet til frimodigt at stå ved vores tro og pege på Jesus som grunden til vores håb. Samtidig skal vores fællesskaber give mennesker plads til at høre til, mens de undersøger troen og kæmper med dens betydning for deres liv. Den balance kræver kendskab til Guds ord, Helligåndens vejledning og vilje til at lytte til det menneske, vi står over for.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Seneste blogindlæg
En græsrodsbevægelse i udvikling
Indre Missions fremtid er helt afhængig af det lokale medansvar, engagement og de frivillige ildsjæle.
Vi kan rigtig meget sammen
Vi må opsøge samarbejdet overalt, hvor det er muligt, uden at give køb på en sund, bibelsk og evangelisk luthersk forkyndelse. …
Mere IM’ere end vi tror
Samtalerne om Indre Missions fremtid viser, at drømmen om at dele budskabet om Jesus rækker langt ud over den faste kerne i missionshuset. …