Det moderne menneske har aldrig haft flere muligheder for at være i kontakt med andre, og alligevel råber trivselsmålingerne på hjælp. Mistrivsel blandt unge, en snigende ensomhed på tværs af generationer og et konstant pres for at levere og præstere fylder samfundsdebatten.
Vi lever i en tid, hvor værdi i stigende grad måles på præstationer, udseende og succes. Og resultatet er smerteligt tydeligt: Mennesker bliver forpustede, ensomme og mister fodfæstet.
Ind i denne virkelighed har Bibelen et budskab og kalder til et fællesskab, som samfundet har et historisk stort behov for.
Opgør med præstationskultur
Kernen i evangeliet er kendetegnet af det ultimative opgør med præstationskultur. Hos Gud er vi elsket, før vi har præsteret én eneste god gerning. Hans nåde er betingelsesløs, og i hans øjne har ethvert menneske uendelig værdi.
Når det budskab får lov at præge vores fællesskaber, kan vi blive et vigtigt modkulturelt fristed i en nådesløs verden.
Vores missionshuse, IMU-fællesskaber og lokale grupper skal være hjem. Steder, hvor man træder ind over tærsklen, smider støvlerne og trækker vejret helt ned i maven. Hjem, hvor ens værdi ikke afhænger af ugens resultater, hvor ofte man kommer til møde, eller hvilke "møder" i missionshuset man kommer til.
Lad Bibelen sætte standard
Det stiller krav til os som bevidste fællesskaber. Vi må ærligt spørge os selv, om vi nogle gange kommer til at opstille usynlige krav og forventninger til, hvordan man skal engagere sig, se ud og tro for at passe ind.
For også i kristne fællesskaber kan teologi og kultur snige sig ind med præstationskrav, som ikke har bibelsk grund under fødderne. Den teologi og kultur kan vi være et modstykke til, hvis vi lader Bibelens budskab forme vores fællesskaber og sætte standarden for vores forståelse.
Lad os gøre vores fællesskaber til steder, hvor ensomheden brydes af ægte nærvær, og hvor mistrivsel mødes med en åben dør og et nådefuldt blik. Vi har ikke alle svarene på tidens trivselskrise, men vi kender ham, der har sat os fri fra præstationsræset, og vi har et fællesskab at dele.
Lad os række det videre – ikke som en pligt, men som et hjem for enhver, der har brug for at lande.
