Ferie, ferie, ferie - slap nu af!

Der skal være plads til at gøre det unyttige, det spontane, det ikke planlagte og frem for alt plads til at kede sig og hvile sig på hver vores måde

Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

Det er ferietid, og det betyder hjemme hos os en hel del planlægning, både fælles, på børnenes vegne og sammen med familie og venner. Det kan godt virke en anelse kaotisk i sammenligning med den mere rolige og genkendelige hverdag.

I hverdagen har vi vante systemer og skemaer, der får tingene til at hænge sammen, men når vores systemer ophører, bliver vi udfordrede på helt andre måder – så skal vi til at finde ud af, hvad vi har lyst til at bruge vores tid på, eller hvordan vi har lyst til at slappe af.

Før skolernes sommerferie i år kom vores ældste søn med lidt livsvisdom til os.

Han fortalte os, at han glædede sig til de par uger, hvor vi ingen planer havde lagt. Bum! Den sad! Hvilken indsigt fra en 11-årig. Tak for det.

Dronningens gode råd

I Go’morgen Danmark italesatte en dansk sognepræst forleden udfordringerne ved at skulle holde ferie med sine børn i seks uger. Han talte om at blive udmattet ved tanken. Det blev til en samtale om forventningspresset på, hvad en ferie skal indeholde, og hvor det kommer fra. Det fik mig til at tænke på vores dronnings gode råd for et par år siden:

»Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!«

Det er i sig selv en svær øvelse, da de fleste ting, vi foretager os ender med at have et eller andet formål. Men pointen er god nok. Mit mål for ferien i år er, at der skal være plads til at gøre det unyttige, det spontane, det ikke planlagte og frem for alt plads til at kede sig og hvile sig på hver vores måde.

En nyttig unyttig hviletid

På den syvende dag lavede Gud ingenting.

Hviletid rimer for mig på ingen planer, på total afslapning. Det kan have mange former, og se helt forskelligt ud i den enkeltes liv. Men vi har brug for den.

Jeg ønsker for dig, at du enten har haft eller må få en god hviletid hen over sommeren. En nyttig unyttig hviletid, der kan give dig en fornyet energi til dagligdagen.

Seneste blogindlæg
Vær opfindsomme og nysgerrige
Lad os være åbne for, hvad tiden tilbyder af nye veje til at forkynde evangeliet der, hvor vi bor
Læren om alles frelse er ikke ny
Vi kommer ikke uden om, at Jesus også taler om Guds vrede og om evig straf
Det er skærmenes skyld
Vi opfordrer til at prioritere tid med familien, tage del i fællesskaber og finde balancen mellem teknologiens muligheder og nødvendigheden af nærvær …