Der er mange forventninger til forældreskabet i dag. Både fra forældrene selv, fra samfundet, børnene og mange af os andre. Forældreskabet er for mange ikke noget, man glædes over og hviler i. Det er i højere grad blevet en af de kompetencer, der hele tiden skal udvikles og justeres.
Da trivselskommissionen sidste år kom med deres rapport og anbefalinger om børns trivsel, var det da også med en række anbefalinger til forældre. En af de vigtigste var: sænk skuldrene.
Vov at være uperfekte
Rapporten pegede på, at forældre i dag er meget optagede af at gøre det rigtige for deres børn, og i den stræben bliver de mere usikre. Derfor anbefales forældrene også at turde være til stede og være nærværende og vise kærlighed – også i form af tydelige rammer for deres børn. Børn har brug for voksne, der ikke er bange for at begå fejl, men som tør forsøge at være tydelige, selv når det indebærer at være uperfekte.
For mange børnefamilier kommer presset som sagt indefra. Tiden er knap i en ofte hektisk hverdag, hvor forældrenes opgave i høj grad handler om deres børns trivsel.
Støt og giv plads
Noget af det, trivselskommissionen også peger på, er, at trivsel vokser frem i relationer. Måske ikke en banebrydende viden. Men jeg tror, det er en sandhed, som er gyldig for alle aldre og ikke kun for børn og unges trivsel. Når forældre oplever, at de ikke står alene med det at være familie, men at andre bærer med, så løfter det også trivslen.
En af de vigtigste opgaver for alle vores fællesskaber er, at vi tør være til stede i hinandens liv som livsstøtter og ikke nødvendigvis bare giver hinanden velmenende råd. Det er en kæmpe styrke at kunne være i et fællesskab med andre, hvor der er plads til børnene og forældrene, fuldstændig som de er.
Det kan være enkelt. At blive hængende lidt længere. At dele et måltid. At spørge – og blive i samtalen. At give plads til børnene, også når de fylder. At lade hverdagen få lov til at være en del af fællesskabet.
Det ændrer ikke alt. Men det ændrer noget.
Forældreskab er ikke noget, der først og fremmest skal læres. Det er noget, der leves – ofte bedst sammen med andre.
Og måske er det netop det, vi kan give hinanden: ikke flere krav, men mere plads til at være dem, vi allerede er – også som forældre.
