Mens kassererne navigerede gennem komplekse krav fra Skat samt Slots- og Kulturstyrelsen, kastede andre sig over Fremtidsværksted 2026 og spørgsmålet om, hvordan Indre Mission, både lokalt og på landsplan, også om 10 år kan udfolde sit formål og opleves relevant.
Ligeledes var der fokus på, hvordan vi skaber stærke fællesskaber på tværs af grupper, alder og livssituationer. Analysen af IM’s image blandt danskere blev drøftet, og de muligheder, som undersøgelsen åbner for, blev draget ind i overvejelserne om det lokale arbejde.
Det har været en stor fornøjelse at møde så dedikerede ledere. Deres engagement har givet mig værdifuld inspiration med hjem til landsarbejdet – både til konkrete tiltag og til, hvordan vi bedst understøtter det lokale arbejde.
Et nuanceret blik på fremtiden
Det er nemt at lade pessimismen råde, når man ser på statistikkerne over antallet af IM-fællesskaber, den stigende gennemsnitsalder og det negative omdømme. Men ser vi nærmere efter, tegner der sig et mere nuanceret billede:
• I Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) ser vi en spredning i børnenes viden om kristentroen. Det skyldes i væsentlig grad, at mange af børnene kommer fra hjem uden stærk kirkelig tilknytning.
• I IMU er der ganske vist færre lokalforeninger end tidligere, men det samlede antal IMU’ere stiger.
• I IM ser vi mange steder unge familier, der engagerer sig – både i de traditionelle forkyndelsesaftener, i bestyrelsesarbejde, fredagstræf, alternative mødeformer eller som ledere i børneklubber.
• Omdømmeundersøgelsen viser os, at der trods de negative fortællinger også er stor åbenhed over for evangeliet og IM’s arbejde.
Billedet er mangfoldigt. Nogle steder mærker vi en fornyet energi og nye muligheder, mens vi andre steder må erkende, at tilslutningen er vigende.
Omfavn jeres ledere
Min opfordring er enkel: Støt jeres lokale frivillige! Vi er en rig bevægelse, fordi så mange tager ansvar for at kalde forkyndere og bygge sunde fællesskaber. Men det er også de samme ledere, der ofte står for skud, når svære beslutninger skal tages.
Lad dem møde omsorg, opbakning og forbøn. Konstruktiv feedback og et anerkendende skulderklap gør en verden til forskel for motivationen og for modet til at fortsætte arbejdet.
STIL SPØRGSMÅL TIL IM-LEDEREN
Lyt til podcasten Værd at tale om, hvor Asbjørn Asmussen tager IM-lederen på ordet og stiller spørgsmål til budskaberne. Få dine egne spørgsmål med – skriv til imleder@indremission.dk senest onsdag kl. 12 efter udgivelsen. Podcasten Værd at tale om udkommer fredag i ulige uger og findes på imedia.dk og der, hvor du lytter podcast.
Lyt her




