Jeg har en veninde, som er på den modne side af 75 år, og hun er, ved siden af at være et fremragende menneske, et kæmpe forbillede for mig i mit liv – og i særdeleshed mit bønsliv.
At sidde ved siden af hende, mens hun beder, er en opmuntrende og på samme tid voldsom oplevelse. Fysisk er der ikke meget bevægelse, bøjet hoved, lukkede øjne, foldede hænder. Åndeligt set sker der til gengæld vilde ting, og det mærkes tydeligt. Det er tydeligt at mærke den åndskamp, der udspiller sig, og hvor min veninde, uafhængigt af vigende fysisk styrke, er en sværvægter i bøn.
Takkevækkende
Hun fortæller, at hun i store dele af sit liv har spurgt mennesker, hun har mødt på sin vej, om hun måtte bede for dem. Hun har kun mødt to-tre personer, som ikke har ønsket at blive bedt for, ud af alle dem, hun har spurgt igennem årene.
Jeg har slet ikke den samme mængde erfaring som min veninde, men min oplevelse er den samme. Uanset om de, jeg har spurgt, har en personlig relation til Jesus eller ej, så har de svaret positivt på min forespørgsel. Det synes jeg, er »takke-vækkende« og opmuntrende.
Forbøn virker
Jeg ved godt, at det for mange af os er at overskride en vilkårlig, socialt konstrueret grænse at spørge et andet menneske, om vi må bede for dem. Jeg arbejder på selv at skubbe til den grænse og udfordre mig selv lidt. Det gør jeg både for min egen skyld og for de menneskers skyld, jeg beder for.
Jeg tror, forbøn virker, uanset om jeg hører den bedt ind over mig eller ej. Samtidig er jeg lige så sikker på, at min personlige oplevelse af forbøn er en anden, hvis jeg hører en konkret bøn blive bedt ind over mig, og jeg bliver mere opmuntret i min tro. Jeg oplever, at forbønnen bliver til større velsignelse for mig, og derfor vil jeg gerne bede for andre. Lad os opmuntre hinanden til at bede, både med og for hinanden. Det vil være til glæde og gavn for os alle.
