Den danske teolog og religionskritiker Johannes Aagaard har engang sagt, at efter postmodernismen kommer buddhismen. Jeg kom til at tænke på det udsagn, da jeg hørte DR-programmet »Pilgrim – på rejse i troens univers«, søndag den 5. oktober. Det var en reportage om den seneste succes med mindfulness-gudstjenester i en kirke ved Aarhus.
Jeg finder det problematisk, når man uden reservationer kobler mindfulness med kristentroens sprog og praksis.
Mindfulness stammer fra buddhismen, men er i en blød vestlig version mere kendt som meditationsteknik særligt i forhold til stress og rimer positivt på overskud og sund livsstil. I de sidste par årtier har mindfulness fundet tiltagende indpas i bl.a. skoler, sundhedsvæsenet og kirker.
Mindfulness betegner en tilstand, hvor en person er bevidst om sine tanker i nuet uden at bedømme eller vurdere dem. Det er en praksis, som vil udvikle visdom og lidelsesfrihed ud fra en buddhistisk tænkning. Erkendelse er, alt er forgængeligt med ingen længsel efter frelse. Hermed understøttes i realiteten vejen mod nirvana, den store tomhed, frigjort af genfødsler og dermed det ultimative mål for åndelig stræben.
Møde det moderne menneske uden Gud
Med mindfulness-gustjenester er ønsket at række ud til det moderne menneske, som i hverdagens hastige tempo efterspørger et rum for tilstedeværelse i øjeblikket, i kroppen og åndedrættet - som søger at finde indre ro uden at høre om Gud eller kristendom.
Der er ingen Gud i buddismen, for dér hersker den store tomhed. Det personlige forhold til Gud er i meditationen gået til grunde i individualismen.
For mange er netop meditation blevet kanalen til at finde ind til »det sande jeg«. Her råder tolerance i betydningen »accept af alt« (ingen religiøse sandheder), og at alt er forgængeligt (derfor er alt også relativt). Med mindfulness bliver forståelsen af virkeligheden flydende og subjektiv.
Kristentro giver bedre svar end buddhisme
I kristendommen tror vi på Gud, og forståelsen af tilværelsen er anderledes end den buddhistiske. For alt er ikke tomhed og forgængeligt. Kristus er det levende håb, der bryder med den tankegang. Tolerance betyder ikke total accept, men at tåle og udholde, som Jesus har lært os.
I kirkens tradition og kristen mystik findes der et væld af inspiration til en sund bønspraksis, som vi hellere skulle tage i brug end at snige buddhismen ind ad kirkens bag- eller fordør.
