Gud har ikke åbenbaret sig kønsneutralt

Vi må ikke give afkald på det bibelske gudsbillede for at tilpasse os tidens politiske korrekthed.

Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

I forsommeren rejste debatten sig atter om Guds køn, da en ny lærebog Frygt ikke! Indføring i kristen dogmatik udkom. Den er skrevet af to Aarhus-teologer, som mener, at vi har brug for et »rigt, mangefacetteret og inkluderende sprog, når vi taler om Gud«.

Vel er der ansatser i bogen, som er værd at drøfte nærmere. Disse er dog grundlæggende præget af en såkaldt konstruktiv teologi. Det betyder, at nok er Gud for så vidt hævet over skaberværket og heller ikke blot en projektion af menneskers forestillinger. Men skal vi forstå Gud, må vi forsøge at konstruere nye sammenhængende teologier, der tager højde for modernitetens og post-modernitetens kritik af klassisk teologi, som eksempelvis feministisk teologi, øko-/klimateologi og queerteologi.

Mangfoldighed i gudsforståelsen

Det resulterer i, at sandt og falsk afhænger af sammenhængen. Det gælder også fortolkninger af kristendommen, gudsforståelsen og synet på mennesket, som fraskrives en særlig plads i skabelsesberetningen.

Ud fra den tilgang hævder forfatterne, at Gud ikke er en person, men blot personlig. Gud har ikke et køn, er hverken mand eller kvinde og omtales som både mor og far. For at anerkende dette henviser de til Gud ved at benytte forskellige pronominer (stedord for køn). Desuden mener de, at forskellige kønsidentiteter blandt mennesker også må gøre sig gældende i forståelsen af Gud: »Pluraliteten i verden må reflekteres i en tilsvarende mangfoldighed i gudsforståelsen.« Derfor mener de, at det ikke giver mening at tale kønnet om Gud og fejlagtigt at omtale Gud eksklusivt med ét bestemt køn.

Ikke give afkald på det bibelske gudsbillede

Det syn er jeg uenig i. Vi bør fastholde det eksisterende bibelske sprog om Gud. Han er et åndeligt væsen, en faderlig person med stor moderomsorg. Gud har åbenbaret sig i Kristus, og han lærte os at sige far til Gud. Jesus kalder sig selv søn og taler om Gud som en far, der også kan handle som en mor. Bibelen bruger mange og forskellige billeder på Guds mangfoldighed, som både mænd og kvinder kan spejle sig i. Og det skal vi bestemt blive bedre til at få frem!

Som mennesker er vi skabt i Guds billede og med et køn, og når Gud åbenbarer sig, gør han det ikke kønsneutralt. Vi må ikke give afkald på fundamentet i det bibelske gudsbillede for at tilpasse os tidens politiske korrekthed.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste blogindlæg
Lad sproget bygge bro
Ældrebyrde og forkælede unge er begreber, som splitter og skaber afstand. Lad os i stedet understøtte fællesskabet med sproget …
Bak op om din leder
Vi har forventninger til vores ledere, men hjælper vi dem til at trives i opgaven og fokusere på det vigtigste?
Støt med hjertet
Givertjeneste handler ikke om blot om at donere penge. Det er en måde at gøre arbejdet til en hjertesag