De ord, vi vælger, former både vores tanker og forståelse af virkeligheden og vores syn på hinanden. Derfor er det vigtigt at reflektere over, hvordan vi taler om og med hinanden på tværs af generationer. Vi har nemlig brug for hinanden
Hver generation bidrager med noget unikt og uundværligt til fællesskabet. Men hvis sproget distancerer os fra hinanden, risikerer vi at miste denne værdifulde samhørighed.
En belastning eller en ressource
Tag for eksempel ordet »ældrebyrde«. Det signalerer, at ældre er en belastning snarere end en ressource. Sådanne ord må aldrig få fodfæste i vores sprogbrug. På samme måde skal vi undgå udtryk, der indirekte eller direkte nedgør yngre generationer.
Nogle udtryk er tydelige i deres distancerende effekt, mens andre er mere snedige. Begreber som »generationskløft« eller »fremtidens generation« kan lyde uskyldige, men de kan også skabe en kunstig afstand mellem mennesker.
I stedet bør vi fokusere på det, der binder os sammen.
Ikke opdelte generationer
I kirken og missionshuset er vi ikke opdelt i nuværende og kommende generationer – vi er alle en del af kirkens liv her og nu.
Kirkens samlede generation anno 2024 handler ikke kun om de unge eller de gamle, men om hele fællesskabet. Hvis vi lader vores sprog understøtte denne tanke, kan vi modarbejde en kultur, der skaber skel.
Overvej sætningen: »Der skal være plads til børnefamilier – de er kirkens fremtid.« Den er velment og på sin vis sand. Men kan den ubevidst signalere, at teenagere, midaldrende og ældre er mindre vigtige? For nogle kan den lyde som en opdeling i A- og B-hold, hvor bestemte grupper prioriteres højere end andre.
Vi må være opmærksomme på, hvordan vores sprog enten bygger broer eller skaber afstand.
Spørg dig selv: Skaber de udtryk, vi bruger, sammenhold og værdsættelse – eller gør de det modsatte? Lad os være bevidste om vores ord og vælge dem, der styrker vores fællesskab.
