Den første IM-leder i 2026 kunne være et tilbageblik på 2025 eller et nytårsforsæt for det kommende år. Men jeg vil hellere pege på mit håb for missionens folk og for kirken som helhed.
Jeg håber, at vi også i år kan og vil stå sammen om at lede mennesker til et møde med Jesus – både dem, der aldrig har mødt ham, dem, der har forladt ham, og dem, der har brug for at få styrket deres relation til ham.
Ligesom Jesus blev sendt
Som døbte brødre og søstre til Jesus er vi sendt til denne verden i direkte forlængelse af Jesus’ sendelse julenat. Han blev sendt ind i en jordisk tilværelse på godt og ondt for at gøre det muligt for alle mennesker at få genoprettet forbindelsen til Gud.
Enhver, der har oplevet et brud på en relation, ved, hvor krævende det kan være at genoprette den nødvendige tillid. Det kan koste undskyldninger, tilgivelse og viljen til at give afkald på sin egen ret. På samme måde ønskede Gud at genoprette forbindelsen til os – og han tøvede ikke med at gå hele vejen. Den åbne favn, vi møder nu, er mulig, fordi han selv betalte den ultimative pris i påsken.
Vores kald i hverdagen
Jeg håber, at vi i 2026 må leve ud fra forståelsen af, at vi er sendt med den samme opgave, som Jesus blev sendt med. Og at vi – ligesom Jesus – er villige til at gå den vej, som vi er sendt ad.
Vi skal ikke gentage, hvad Jesus én gang har gjort. Men uanset om vi er bagere, ingeniører, pædagoger eller arbejder i kirkelige sammenhænge, er vi alle missionærer. Vi er alle sendt for at fortsætte Jesus’ tjeneste: at kalde mennesker omkring os til at få genoprettet forholdet til Gud.
Mit håb er, at hver og en af os ser, hvilken tjeneste vi særligt er kaldet til. Om den kommer til udtryk gennem ord, omsorg eller noget helt tredje, er ikke det afgørende. Det vigtige er, at du ved, hvad din personlige gudstjeneste er – også i dagene mellem menighedens fælles gudstjenester.
