Unge ønsker fællesskab med ældre

Efter et møde med Børkop Højskoles elever kørte jeg både opmuntret og udfordret hjem.

Nogle af de virkelig inspirerende og opmuntrende arbejdsdage, jeg har, er, når vi på Indre Mission Hus (IMH) får besøg af eleverne fra Børkop Højskole.

For nylig havde vi besøg af efterårsholdet, og endnu en gang kørte jeg både opmuntret og udfordret hjem fra dagen.

Dagen bød på en præsentation af det mangefacetterede arbejde, vi laver i Indre Mission, samt en rundvisning på IMH. Alt sammen for at inspirere og vise, at man kan være en del af Guds store mission på rigtig mange forskellige måder.

Drømme og visioner

Over middag brugte vi tid på at se fremad. Vi talte om drømme og visioner for Indre Mission frem mod 2031.

I mindre grupper kom de hver især med forslag til, hvad vi bør gøre mere af, og hvilke nye initiativer og tendenser de gerne vil være med til at skabe.

Jeg havde fornøjelsen af at lede snakken ud fra deres forskellige input, og jeg brugte det meste af tiden på at lytte, nikke anerkendende og ikke mindst smile. For alle grupper var det et gennemgående ønske, at mennesker gennem en dybere forankring i troen på Jesus bliver sat i frihed og i brand for, at flere mennesker må høre budskabet om ham. Som landsleder i IMU må jeg bare sige: Det tegner godt – både for kirkens nutid og fremtid.

Fællesskab mellem generationer

En anden opmuntrende og gennemgående pointe i alle grupper var vægtlægningen af fællesskab på tværs af generationer. Alle pegede på velsignelsen ved, at vi som kristne brødre og søstre ikke kun er sammen med jævnaldrende, men også mennesker i andre livssituationer. Meldingen var klar: Vi vil lære af hinanden, vi vil inspirere hinanden, vi har brug for hinanden.

Trosfællesskab på tværs af generationer er ikke nemt, men det er vigtigt, og der gemmer sig store velsignelser, når det lykkes. Derfor vil jeg opmuntre til, at vi hver især overvejer, hvordan vi kan lære hinanden bedre at kende på tværs af generationer – både i missionshuset, kirkerne og familierne.

Nysgerrige og åbne spørgsmål kombineret med bøn om mere kærlighed til den, vi taler med, skaber ofte gode forudsætninger for stærke, gensidigt velsignende relationer, uafhængigt af den aldersmæssige afstand.

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Seneste blogindlæg
Ledere med hjerte for opgaven
Syv byer har i år lagt lokaler til vores formands- og kasserermøder. Her mødtes ledere fra udvalg og bestyrelser i IM, IMU og Danmarks Folkekirkelige…
Hjertet er vigtigere end den pæne facade
Glem den uofficielle tjekliste for, hvad der kendetegner en »rigtig IM’er«. Relationen til Gud bygger på hans barmhjertighed. …
Forældre – sænk skuldrene
Slip de høje krav til forældrerollen. Det er ikke en kompetence, der skal læres, men en praksis, der skal leves - helst i et støttende og rummeligt…