Indre Mission er født ud af vækkelse. Det er en del af vores identitet, vores historie og vores selvforståelse. Men netop derfor må vi stille os selv spørgsmålet: Er vækkelse noget, vi forvalter – eller noget vi forventer?
Gennem generationer har åndelig vækkelse ofte været forbundet med bestemte former: levende vidnesbyrd, tydelig omvendelsesforkyndelse, stærke fællesskaber og et markant opgør med ligegyldighed. Det er fortsat både sundt og nødvendigt. Men vi skal passe på med at forveksle vækkelsens frugter med dens forudsætning. Vi må ikke tro, at vi kan reproducere vækkelse ved blot at gentage de kendte former.
Vækkelse er at vente på Gud
Det betyder ikke, at vi skal forholde os passive og afventende. Tværtimod. Bibelen kalder os til årvågenhed, til omvendelse og til at række det videre, som vi selv har fået. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal være aktive, men hvordan.
At være parat til vækkelse handler ikke først og fremmest om at planlægge det ekstraordinære, men om at være tro i det almindelige: forkyndelsen, bønnen, bekendelsen, fællesskabet og lydigheden. Det er her, den åndelige jord bliver bearbejdet.
Og samtidig må vi erkende, at Gud ikke har bundet sig til vores traditioner og vaner. Vi må vogte os for at beskytte formerne mere end at vente på Gud – og for kun at genkende vækkelse, når den ligner det, vi kender.
Vækkelsesparathed rummer derfor en åbenhed for, at Gud kalder mennesker på andre måder, end vi er vant til, og for at nye generationer kan gribes af evangeliet uden først at ligne os, der har været kristne i mange år.
Åndelig dømmekraft er afgørende
Det betyder ikke, at alt nyt er godt. Åndelig dømmekraft er afgørende – ikke mindst i en tid, hvor der er opbrud i kirken, og hvor åndelige strømninger kommer på afveje.
Evangeliets indhold kan ikke forhandles. Dom, omvendelse, nåde og efterfølgelse er ikke tidsbundne begreber. Men formerne, sproget og vejene må vi holde åbne.
Vækkelsesparathed kalder både på ydmyghed og frimodighed: Ydmyghed til at indrømme, at vi ikke kan kontrollere vækkelsen. Og frimodighed til at stå fast på det evangelium, som alene kan skabe den.
