Den 17. november var Indre Missions Hovedbestyrelse (HB) samlet for sidste gang i år. To punkter fyldte meget på mødet. Det ene var en samtale med landsudvalget for Indre Missions Ungdom (IMU), og det andet var nogle af de reaktioner, som vejledningen omkring tværkirkeligt samarbejde har medført. Vejledningen er tidligere omtalt i impuls nr 22.
Samtalen med IMU havde især fokus på dels »generationsbroen« og dels forkyndelsen.
Forskellige kulturer præger dagens unge sammenlignet med de voksne. Jeppe Bech Holmgaard fra IMU’s landsudvalg pegede på, at det er vigtigt, at kulturerne mikses på en måde, som ikke bliver på den ene eller på den andens præmisser. Og Rasmus Kiilerich Breindahl fra HB fremhævede de mentorordninger og ønsker om medvandring, som trods mange gode intentioner stadig har svært ved at udfolde sig konkret. Særligt udfordringerne ved medvandring vil landsleder Filip Fyhn og generalsekretær Jens Medom Madsen arbejde videre med.
IMU kunne også fortælle, at de for tiden er særligt optaget af at styrke lokale relationer og netværk – ikke mindst via sociale medier. IMU ønsker at gøre ungdomsfællesskaberne åbne og »vækkelsesparate«. En arbejdsgruppe om forkyndelse arbejder netop med denne udfordring.
Reaktioner på vejledning
Vejledningen om forholdet til tværkirkeligt samarbejde har affødt en del reaktioner, både positive og negative, og bestyrelsen måtte tage til efterretning, at ikke alt er blevet hørt og læst, sådan som det var ment.
Det blev besluttet at række ud til nogle af dem, som har udtrykt sig kritisk. Bestyrelsen ønsker i det hele taget at arbejde for en god dialog omkring vejledningen og at lytte til kritikken, sådan som den bl.a. er blevet bragt frem i et indlæg på Sempermagasin.dk.
Vejledningen er udformet som en opfordring til, at man både lokalt og på landsplan overvejer, hvordan IM bedst kan fremme en sund evangelisk-luthersk tro, og det har været vigtigt for bestyrelsen, at den også må blive læst sådan. (Se også modsatte side).
Strukturen til eftersyn
Et strukturudvalg har gennem nogen tid haft IM’s medarbejderorganisering til eftersyn med henblik på at overveje, hvordan strukturen bedst understøtter IM’s formål samt medarbejdernes trivsel og relationen til IM’s venner. Bestyrelsen fik præsenteret udvalgets foreløbige tanker, og den gav sin tilslutning til, at udvalget kan arbejde videre på det fremlagte grundlag. Resultatet af dette arbejde vil blive præsenteret i det nye år.
En presset økonomi
På mødet godkendte bestyrelsen næste års budget og personalenormering.
Økonomichefen understregede, at IM’s økonomi er presset i disse år. På trods af, at IM faktisk har oplevet en stigning i antallet af givere, har gaveindtægterne svært ved at følge med inflationen. Det betyder, at man skal prioritere skarpt og vende hver en krone. Ikke desto mindre kunne HB godkende et budget i balance.
Endelig blev der også tid til at vende rapporterne fra formanden og fra Daglig Ledelse. Herfra kan nævnes, at med ansættelsen af Niels Brande som ny redaktør for impuls frigøres der flere ressourcer til kommunikationsarbejdet. Bestyrelsen blev også orienteret om opfølgningen på forårets omdømmeundersøgelse, som der skal konkluderes på ved januar-mødet.




