Fokusområder
Forkyndelse og ledersparring
Lidt om mig selv
Jeg er gift med Anja, som kommer fra Bedsted Lø, og vi har 5 børn spredt over 15 år. Vi bor i Grindsted. Jeg er født og opvokset i Bække nær Vejen, hvor jeg også har gået på gymnasiet efter at have været på Sommersted Ungdomsskole i to år. Som regionsleder føler jeg mig altså vældig godt hjemme i Region Syd.
Jeg er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, og i februar 2019 blev jeg ordineret som præst i folkekirken og IMU i Haderslev Domkirke. Fra 2013-2023 var jeg ansat i IMU som henholdsvis ungdoms- og undervisningskonsulent og til slut som landsleder. Fra 2023-2026 var jeg præst og konsulent i IM i Syd, hvor jeg nu fungerer som regionsleder og præst. I alle årene er det blevet tydeligere og tydeligere for mig, hvor vigtigt det relationelle er i forhold til den kristne tro, og det er derfor også ofte det, der præger min forkyndelse og samtaler generelt.
I min fritid nyder jeg at være sammen med familie og venner, se film, spille spil, læse bøger, spille musik, bygge med LEGO og være kreativ på forskellige måder.
Jeg kan tilbyde
- Inspiration og sparring
Som regionsleder er jeg meget interesseret i at få alle de inputs og tanker, som I sidder med rundt omkring i Region Syd. Måske sidder I med en ny idé eller en frustration, som I har brug for at dele, og så vil jeg bare opfordre jer til at tage fat i mig, så vi kan få en snak om det.
- Forkyndelse og undervisning
Jeg vil gerne tale hos jer. Mit fokus vil ofte i udgangspunktet være fællesskabsrelateret, men I må også altid spørge mig til et specifikt emne. Se evt. emnekataloget nedenfor.
- Gudstjenester
Jeg holder meget gerne gudstjenester på lejre, stævner, til en familiedag, eller hvor det ellers giver mening. Kontakt mig gerne, hvis I går med tanker om at holde en gudstjeneste.
- Sjælesorg og teologisk vejledning
Har du brug for en samtale med en fortrolig, så ring eller skriv til mig. Det gælder i alle forhold, men især, hvis der er noget ved den kristne tro, som du har svært ved at forstå, eller som anfægter dig. Jeg vil ikke love, at jeg kan give dig et fyldestgørende svar, men jeg vil love, at jeg vil lytte, så godt jeg kan. Som præst er jeg selvfølgelig underlagt den skærpede tavshedspligt.
Emnekatalog
Herunder er 10 forskellige eksempler på emner, som jeg har talt om:
- Hvad tror vi på?
- Gud bruger mennesker (Elias)
- Min plads i fællesskabet
- Brobygning i fællesskaberne
- Byg et alter for Herren
- Paulus, thessalonikerne og det levende håb
- Taknemmelighed som drivkraft
- Nøglen til fællesskab med Jesus
- Jesus på korset. Hvordan blev det en sejr?
- Byg og voks – kristent arbejdsfællesskab
Jeg vil også gerne holde bibeltimer, hvor vi sammen læser og gennemgår tekster i Bibelen. Jeg er særligt på hjemmebane i Paulus' skrifter, men vil også være frisk på at dykke ned i andre tekster i Bibelen.
Du kan også søge på mit navn på imedia.dk og finde mere forkyndelse med mig der.
