”Som kristne kirker og fællesskaber ønsker vi, at åbenhed, frihed og tryghed skal kendetegne alt, hvad vi er og gør. Derfor ønsker vi at forebygge enhver oplevelse af overgreb både menneskeligt og åndeligt og på alle niveauer.”
Sådan indledes dokumentet Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem. Et etos er et sæt etiske værdier, som kendetegner et fællesskab eller en kultur.
Mod negativ social kontrol
Dokumentet er blevet til i forlængelse af konferencen Når kirken svigter, som blev afholdt i efteråret 2021, og som satte fokus på problemer med overgreb og negativ social kontrol i kristne fællesskaber.
Konferencen gjorde det klart, at det ikke kun er afstumpede magtmennesker som begår overgreb og skaber utryghed. Velment omsorg og vejledning kan også misforstås og opleves grænseoverskridende, når man glemmer respekten og følsomheden overfor hinanden.
Dokumentet taler derfor om, at "vi vil undgå stram kodeks og uhensigtsmæssige regler for den rette kristne adfærd" og at "vi vil undgå tvivlsom retorik omkring Djævelen og Helvede." I stedet opfordres til at modarbejde negativ social kontrol ved blandt andet at "vejlede kristne familier i åndelig dannelse og respektfulde indbyrdes relationer og at give børn og unge plads til at være på vej, i tvivl og helt eller delvist uenige."
Handleplaner på plads
”Troens liv trives kun i et miljø af frihed og frivillighed, og vores forkyndelse og undervisning må aldrig blive manipulerende eller få karakter af åndelig tvang”, forklarer Jens Medom Madsen, som glæder sig over den brede opbakning bag initiativet. Han peger på, at Indre Mission allerede har klare politikker og handleplaner omkring håndteringen af overgreb, og at Indre Mission sidste år oprettede en såkaldt whistleblower-ordning, hvor både ansatte og frivillige helt anonymt og sikkert kan anmelde ulovlige eller kritisable forhold i IM eller DFS.
IM og DFS driver en fælles akuttelefon, som kan benyttes i tilfælde af ulykker, overfald eller seksuelt overgreb på f.eks. lejre eller andre arrangementer. Den findes på indremission.dk/kontakt.
Tidligere er også udsendt folderen Trygge rammer som giver anbefalinger til en høj etik og gode omgangsformer i børne- og ungdomsarbejdet.
Udvidelse af straffeloven
Etos-dokumentet blev offentliggjort den 1. juli, samme dag hvor paragraf 220 i straffeloven blev udvidet, sådan at den nu også inkluderer præster og religiøse ledere i forbuddet mod at misbruge deres autoritet til at tiltvinge sig samleje. Hidtil har det været meget vanskeligt at anmelde den slags seksuelle overgreb til politiet, fordi der ikke har været lovhjemmel til at køre straffesager.
Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem kan findes på indremission.dk/dok hvor også Trygge rammer kan hentes. Whistleblowerordningen findes altid i foden nederst på indremission.dk