Åndelig oprustning er blevet et modeord. Danskerne mangler mere ånd, mener mange politikere. Én af dem er den 81-årige venstrepolitiker Bertel Haarder, der, som den længst siddende minister blandt andet har bestredet poster som undervisningsminister og kirke- og kulturminister.
Han har længe efterlyst mere åndelig interesse i samfundet. Derfor glæder det ham, at også andre i den politiske verden nu er begyndt at italesætte det. Han har ikke noget imod, at andre bruger ordet oprustning i denne sammenhæng, men personligt synes han, at det kommer til at lyde lidt for militært.
»Det kommer til at lyde, som om vi skal bruge ånden til et eller andet formål. Og for mig er det meget vigtigt, at det åndelige har en egenværdi. Ganske som kunsten har en egenværdi. Og hver gang man prøver at spænde kunsten eller kulturen for en politisk vogn, så går det galt. Det er der utallige eksempler på,« understreger han.
Derfor taler han hellere om åndelig bevidsthed og åndelig opblomstring.
Det usynlige som betyder alt
Ånd er ifølge Bertel Haarder alt det, man ikke kan se – det usynlige, som dog betyder alt.
»Jeg sammenligner det med det mørke stof i universet, hvor astrofysikeren Stephen Hawking jo siger, at det udgør 70 procent af al masse. Det er det, der holder galakserne og solsystemerne på plads. Men vi kan ikke se det,« forklarer han.
»På samme måde er det med ånd. Ånd er selvfølgelig mange forskellige ting, men det er det, der holder alting sammen. Et eksempel kunne være tillid. Hvis ikke der er tillid, så bryder samfundet sammen. Hvis ikke der er tillid, så kan man ikke have verdens højeste skattetryk. Hvis ikke der er tillid, så kan man ikke få folk til at lade sig vaccinere. Og hvis ikke der er tillid, så bryder familierne jo også sammen. Det hele bryder sammen.«
Jeg har ikke noget imod, at kristendommen bliver lidt mere udfarende. Og det tror jeg også, tiden er til
Et andet eksempel er fællesskab, fortsætter han.
»Vi er som mennesker totalt afhængige af vores fællesskaber. Det kan man se ved, at man jo egentlig skulle tro, at det var dejligt at være ensom, for så skal man kun tænke på sig selv. Men vi ved jo alle sammen, at det er ikke dejligt at være ensom, for fællesskab betyder alt. Derfor plejer jeg også at sige, at selvom folk ikke ved det, så er de åndsmennesker, fordi de er dybt afhængige af tillid og relationer til andre mennesker. Man taler så meget om mistrivsel blandt unge. Det er jo rigtigt i nogle tilfælde, men meget af det har jo også med navlebeskuelse at gøre. Altså mig-mig-mig-kulturen som træder i stedet for fællesskab. Så ånd er noget meget reelt, som det er nemt at forstå.«
Åndløsheden i samfundet
I efteråret udgav Bertel Haarder bogen Sjælespark, som blandt andet tager fat på den åndløshed, han ser i samfundet.
»Jeg skrev bogen, fordi jeg som kulturminister syntes, at der var så meget ny kunst, som var åndløs og ligegyldig. Det gælder også mange moderne teaterstykker og film, som måske udløser en tom latter, men man får ikke noget med hjem. Der er ikke åndelig føde i det. Det er bare underholdning, som ikke skubber til sjælen. Som ikke rører sindet. Som ikke gør, at man er en anden, efter man har oplevet det.«
Mangel på frisind
Den tidligere minister ser manglen på frisind som et af tegnene på, at det danske samfund i dag er åndeligt fattigt.
»Frisind er, at fordi man selv tror på noget, så accepterer man, at andre også tror på noget. Det er mere end tolerance. For tolerance kan også indebære en form for ligegyldighed,« forklarer han.
»Det mærkelige er jo, at i vores tid, hvor man somme tider skulle tro, at alting er tilladt, kan vi ikke længere tilgive. Jeg tænker blandt andet på de folkedomstole, som under overskriften MeToo har afsagt livstidsdomme for nogle mennesker. Der har aldrig været en rettergang, og man ved ikke, hvad der er op og ned i sagen, men de er bare færdige resten af livet. Det er jo fordi, tilgivelse er forsvundet ud af vores tankeunivers. Og det tror jeg hænger sammen med, at når skyld, skam og samvittighed ikke længere er noget, vi taler om, så forsvinder tilgivelsen også.«
Politikeren mener, at der er gået det galt, at samfundet har mistet de kristne grundbegreber.
»Hvis man for eksempel ikke regner begreber som samvittighed, skyld, skam, kærlighed, ondskab og ufortjent tilgivelse – alle de begreber som vi kender fra det kristne univers. Hvis vi smider dem ud, fordi vi nu skal være sekulære, så indebærer det en fattiggørelse og en udtørring af åndslivet. De begreber er jo helt vitale for vores kultur.«
Han fortæller, hvordan han har oplevet, at sekulariseringen har marcheret frem i hele hans levetid, og han er sådan set tilhænger af sekulariseringen.
Missionsfolk har ofte mere sans for, at man skal have lov til at mene noget andet. Det har meget mere med frihed at gøre end mange af de selvudråbte frihedsapostle, som tror, at friheden skal føre til lige præcis det liv, de lever
»Men jeg er tilhænger af den, fordi man i vore dage skal gå frihedens vej og åndens vej, hvis man for eksempel vil overbevise nogen om, at kristendommen er noget værd. Så håndterer vi det jo på en anden måde, end man gjorde tidligere. Og det er jeg varmt tilhænger af,« siger Bertel Haarder.
»Jeg er jo også grundtvigianer. Men jeg er ikke ukritisk grundtvigianer, for jeg synes, at grundtvigianerne somme tider er lidt for sorgløse og indimellem også lidt for intolerante overfor dem, der tror på noget. Og min bog Sjælespark er faktisk et stort forsvar for folk, der tror på noget.«
Han husker tilbage på, da han fra 1994 til 2001 sad i Europa-Parlamentet, hvor Italien på et tidspunkt ville udpege en kommissær, som var dybt troende katolik. Han havde det klassisk katolske syn på emner som kvindelige præster, prævention og homoseksuelle ægteskaber. Disse synspunkter gjorde, at han blev kasseret som kommissær.
»Det oprørte mig dybt. Jeg vil ikke have et Europa, hvor man ikke har lov at være en gammeldags katolik. Det synes jeg, man skal have lov til,« slår han fast.
Børn skal møde det kristne
Bertel Haarder er selv kirkegænger og betragter sig absolut som troende – med en lille tro, men den er der, understreger han. Men debatten om ånd handler for ham ikke om kristen mission, men om det kulturtab, han ser, samfundet lider under.
»Jeg respekterer kristen mission og synes i virkeligheden, at vi måske skulle have noget mere af det. Men det er ikke det, min bog handler om. Bogen handler om det kulturtab, der sker, hvis man skyller det kristne begrebsunivers ud med det sekulære badevand.«
Han fremhæver forfattere som Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan samt filmskabere som Bille August og Lars von Trier, der ifølge ham alle bygger deres litteratur og filmkunst på de kristne grundbegreber.
»Jeg er ikke sikker på, at nogen af dem har gået særlig meget i kirke, og nogen af dem har direkte været modstandere af kirken. Men det kristne univers har betydet utrolig meget for dem.«
For at få en større bevidsthed om de kristne grundbegreber, mener Bertel Haarder, at man skal bevare kristendomsundervisningen i skolerne netop som kristendomsundervisning og ikke som religionsorientering.
»Der er utvivlsomt store dybder og elementer af livsfilosofi i både hinduisme, buddhisme og måske også islam, som kan være vigtigt at leve på. Men det er sådan set ret ligegyldigt, hvis man lever i Danmark. For Danmark er et kristent land, og den danske kultur er ikke gennemsyret af buddhisme, hinduisme og islam. Den danske kultur er gennemsyret af kristendom. Derfor er det af kulturelle grunde helt afgørende, at alle børn møder det kristne univers. Man skal være fortrolig med det kristne, og så kan man derudover blive orienteret om de andre religioner.«
Indre Mission kan bidrage
Fokuseringen på åndelig oprustning er ifølge Bertel Haarder en enestående chance for folkekirken til at vise kristendommens betydning.
»Man kan jo ikke få folk til at tro, hvis de ikke har lyst til det, men man kan åbne deres sind for åndelige værdier og især for det åndeliges betydning i tilværelsen. Jeg har ikke noget imod, at kristendommen bliver lidt mere udfarende. Og det tror jeg også, tiden er til,« fortæller han.
Også en organisation som Indre Mission har noget at bidrage med i debatten, pointerer den tidligere minister. Han fornemmer nemlig, at man i Indre Mission er ekstra gode til at respektere andres frihed til at tro på noget andet, end man selv gør.
»Jeg har fået større og større respekt for Indre Mission, for frisind står stærkere hos mange missionsfolk end hos mange grundtvigianere. Mange grundtvigianere forfalder til at mene, at når de nu har det og det syn på for eksempel kirken og på familielivet, så skal alle have det samme syn. Der har missionsfolk ofte mere sans for, at man skal have lov at mene noget andet.
Men samtidig står de selv fast på det, de tror på. Det har meget mere med frihed at gøre end mange af de selvudråbte frihedsapostle, som tror, at friheden skal føre til lige præcis det liv, de lever.«
Selvom han roser Indre Mission, har han dog den kritik, at missionsfolk kan forfalde til at fokusere for meget på synd og glemme tilgivelsen.
»Det, der skiller mig fra Indre Mission, er de elementer af fordømmelse, som man indimellem kan finde, hvis man går i kirke hos en missionsk præst. Altså mørkemænd og dommedagsprædikener – det bryder jeg mig ikke om. Vi skal bevare begreber som samvittighed, skyld og skam, men vi skal også huske kærlighed og tilgivelse. Og derfor skal der være grænser for udskamningen, « slår han fast.
Rovdyrenes tid
Behovet for åndelig opblomstring har i den grad at gøre med verdenssituationen i disse år, understreger Bertel Haarder.
»Det er jo virkelig rovdyrenes tid, vi lever i. Og netop i denne tid, hvor rovdyr som Putin, Xi og Trump jo glammer rundt omkring os, har vi brug for at mobilisere alle tænkelige fællesskaber – inklusiv det europæiske, det nordiske og det nationale fællesskab. Det er jo en åndelig bestræbelse, og hvis nogen vil kalde det åndelig oprustning, så gerne for mig.«
Han har svært ved at forstå, at der er nogen i Danmark, der synes, at Putin har fat i noget rigtigt, når han fordømmer den vestlige sekularisme.
»Vi ser, hvordan Putin på det groveste misbruger kristendommen og omfavner den ortodokse kirkes leder på den mest ulækre måde. Det er jo fuldstændig grotesk, at en grusom KGB-mand, med al den tortur, han har stået for, skal gøres til bannerfører for noget åndeligt. Det kræver jo et åndeligt svar.«
Samtidig understreger han, at tiden kalder på en vestlig selvransagelse.
»Der er jo noget om, at de vestlige lande synes at være i vildrede med deres egne værdier. Der er jo noget om, at vi bestemt ikke har fundet de vises sten, når det gælder familien og måden, vi lever sammen på. Vi bliver jo beskyldt for at være dekadente, og man ser vores frisind som et tegn på, at vi mener, at alting er tilladt, og at Gud er død. Det skulle vi måske tænke lidt over. Vi har i Vesten de bedste samfund i verden, men har vi også de bedste liv i verden? Det er jeg ikke altid sikker på. Alting har en pris, og når frihed bliver det eneste saliggørende, er der nogle fællesskaber, der ryger.«
