Alt er tilladt men ikke alt er morsomt

Standupkomikeren Jakob Svendsen har ikke mange hellige køer, men tror på en hellig Gud.

Jakob Svendsen vil være en dygtig professionel komiker, der også er kristen. Foto: Per Arnesen

Jakob Svendsen optræder som komiker i mange sammenhænge, og for ham er det at tjene Gud og være kaldet ikke forbeholdt de få. Det kan man uanset branche.

»Jeg har en aftale med Gud om, at jeg får lov til at arbejde som komiker, fordi han har givet mig det talent at få andre til at le. Evnen til at finde på og sige noget, ikke alle kan slippe afsted med. Vi skal alle bruge de evner, vi har fået. Det er også det, lignelsen om de betroede talenter handler om. Talent skal ikke graves ned, det skal bruges,« siger Jakob.

Han er kristen og har ofte bedt aftenbøn med sine to sønner. Først en fri bøn og så fadervor som et opsamlingsheat.

Elsket

Ordet hellig betyder udskilt og indviet. Udskilt som noget særligt betydningsfuldt og som troende indviet til et liv med Gud. Det kan sætte spor i liv og hverdag.

»Helliget blive dit navn er i høj grad en reminder til mig selv om, at Gud er til. At Gud er hellig og levende og med alle steder. Han viser, at han elsker mig. Hvis man elsker en, vil man have, at vedkommende har det godt. Jeg får lov til at stå på scenen og have det sjovt uden at vanhellige Gud. Gud er med i detaljen – både når jeg forbereder mig, og når jeg optræder. Det er det, jeg oplever. Også hvis jeg har en flad dag, hvor jeg især lægger det hele over til Gud. Så handler han. Som da jeg træt var på vej hjem fra et job i Kolding en sen aften og så et vejskilt med blandt andet bogstaverne SØN. Han siger konkret til mig – du skal bare være min søn. Mit barn. Elsket. Det er mig, der er på arbejde.«

Ytringsfrihed

Jakob Svendsen erfarer, at religion for mange kan være et sårbart emne at tale om. Især når det skal være sjovt. Han holder fast i, at han som komiker ikke gør grin med hverken kristendommen eller det at være troende. Først og fremmest gør han grin med sig selv via alle mulige emner. Han mener, at publikum hellere vil høre på en, der er i kontakt med sine egne fejl og mangler end at høre på folk, der har alt på det tørre.

»Nogle komikere fremhæver ofte, at ytringsfriheden giver os ret til at gøre grin med hvad som helst. Det er jeg sådan set enig i, for hvem skal være dommer i, hvad man må sige og ikke sige? Jeg oplever, at der i standupkredse ikke er behov for at skubbe til ytringsfriheden, men hvis du vil være et ubehageligt menneske, synes jeg, man skal droppe det. Så skal man lade emnet falde. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Der kan humor være et farligt redskab.«

Gud er med i detaljen – både når jeg forbereder mig, og når jeg optræder

 

 

Over bæltestedet

Komikeren prøver at være opmærksom på, hvad der virker og ikke virker hos publikum, og han improviserer ofte på scenen. Han har sin egen etiske vurdering på, hvad han vil og ikke vil:

»For mig er der ingen grænser for, hvad man kan gøre grin med. Alt afhænger af den kontekst, man er i, og måden at sige noget på, kropssprog med mere. Der er emner, hvor jeg tænker mig rigtig godt om, inden jeg fyrer noget af, men det meste kan jeg behandle på en ordentlig måde. Man kan lave jokes om hvad som helst. Barren for, hvor sjovt det skal være, er dog hævet, og det skal være rigtig godt, for at jeg vil lave det. Det er vigtigt for mig, at jeg har gennemtænkt hvert led i en joke, og dermed også ordvalget. Når jeg snakker om emner, der ligger på grænsen, så er jeg forsigtig med at improvisere, fordi ord i den situation kan falde uden at være tænkt igennem. Det er forcen ved improvisation. Og at sige noget forhastet om emnet indkøbsposer har mindre konsekvens end at sige noget ugennemtænkt om emnet Helligånden.«

Humor forløser

Dengang man begyndte på standup for 25 år siden, handlede det meget om at sparke fra sig fra scenen og svine andre til. I dag handler det meget mere om at vende fingeren indad, mener Jakob. Det er også den slags komik, han bedst selv kan lide, fordi den er ærlig og går tæt på, så det er den, han især arbejder med.

Når komikeren laver grin, er hans yndlingsemne Jakob Svendsen med egne fejl og mangler! Der, hvor han kommer til kort, når han for eksempel er mere selvoptaget end næstekærlig. Det kan andre spejle sig i. Mange kan også godt lide, når han skubber til det billede, en del stadig har af kristne a la sortseende fiskere på vestkysten for et århundrede siden. Han vil gøre opmærksom på, at de kristne i dag er ret almindelige mennesker, bosat i hele verden.

Med hverdagen som udgangspunkt griber Jakob fat i hverdagssituationer, detaljer og kedsommeligheder og serverer det på et fundament af selvironi. Emner som familie, ægteskab, børn, arbejde, overbevisning, menneskers usympatiske sider og uheldige situationer bliver vendt. Hvis han ikke kan lave joken sjov nok, lader han emnet falde:

»Jeg vil også gerne lave sjov med Gud, og jeg vil gerne snakke kristendom. Jokes skal være sjove, så i min forberedelse spørger jeg af og til min bror, der er teolog, om, hvad der kan være af problemer i min idé. Om det er helt forkert. Noget af min tid går også med at genfortælle bibelhistorier for mennesker i mange kirker. Det kan sagtens gøres underholdende. Jesus brugte også humor. Det skal vi også gøre, fordi humoren kan afmontere vanskelige emner.«

Oplever Gud som hellig

Jakob boede i Qaqortoq i Sydgrønland, fra han var 7-10 år. Det gav ham en særlig forståelse for at have fokus på det, mennesker kan enes om. Deroppe var der ikke mange kristne grupperinger, som der er herhjemme. Der koncentrerede man sig mere om ligheder i troen end forskelle, når man mødtes. Det har præget ham. Han kan godt lide mangfoldighed. I dag kommer han sammen med familien i en Oase-valgmenighed.

Ordet hellig er positivt for mig. At jeg må opleve Gud som hellig og ophøjet – som noget ganske specielt

 

 

Er Jakob så en kristen komiker eller en komiker, der er kristen? Til det svarer han hurtigt:

»Jeg vil ud og måles i den virkelige verden, at jeg regnes for at være en komiker. Jeg er professionel komiker, og derudover er jeg kristen. Det er to ting, selvom jeg naturligvis står på scenen som hele mig. I mine shows vil jeg gerne have en morale med, men den skal først og fremmest være sjov, så folk går derfra med et smil på læben. Emnet religion er ikke altid med. Slet ikke,« siger han.

»Ordet hellig er positivt for mig. At jeg må opleve Gud som hellig og ophøjet – som noget ganske specielt. Helliget blive dit navn betyder for mig, at Guds navn skal blive helliget på jorden. Det skal tages alvorligt. Vi skal bære det ind i vores liv – ikke kun via fadervor, men have den betragtning med i hverdagen.«

Jakob Svendsen

• Debuterede som standupper i 2008. Han er uddannet cand.scient. og arbejdede som gymnasielærer til 2016. Siden har han været fuldtids komiker.

• Har lavet flere shows, blandt andet Kristen i krise og Næste(n)kærlig og Lærerne – uegnet for børn. Er aktuel med Det burde jeg vide.

• Har optrådt med Heino Hansen og medvirket i podcasten Verdens Bedste Filmklub med Lasse Rimmer. Han har lavet flere podcasts, for eksempel Alt muligt kreativt.

• Underviser i standup.

• Er ved at skrive en børnebibel, der udgives af Bibelselskabet.

• Optræder ved store velgørenhedsshows, i comedy-klubber i alle størrelser og i kirker.

 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Finn blev mønsterbryder og missionær
Efter 44 år som missionær i Indre Mission er Finn Najbjerg gået på pension. Det har været et holdepunkt for ham, at Gud er trofast. …
Den aften mødte jeg min himmelske far
Som 17-årig fandt Inger Nørgaard den tryghed og kærlighed, hun havde længtes efter, i et møde med Gud. Troen gav hende ro og styrke i de kommende år,…
Når mørket møder nåden
Jonas H. Petersens egen oplevelse med lidelse har fået ham til at skrive otte sange om klage og en ukuelig tro på håbet. Sangene er samlet på det nye…

Annoncer