På vej hjem fra børneklub i Juelsminde havde Anna Majbritt Dues to børnebørn en snak. »Jeg tror, at mormor er den eneste i byen, der tror på Gud,« sagde den ene. Den anden rystede på hovedet: »Der er flere, som tror på Gud.«
De to størrelser har fat i noget, for der er ikke så mange af Anna Majbritts slags i Juelsminde og omegn. Hun har startet en børneklub og en legestue i et kælderrum på en stille villavej, og selvom deltagerantallet er meget småt, så bliver hun tålmodigt ved.
»Det er lige meget, om der er mange eller kun et par børn. Det er vigtigt, at hvert barn hører evangeliet, ligesom jeg selv gjorde. Hvis ikke der var dumpet en flyer om en juniorklub ind ad vores brevsprække, så var det ikke sikkert, at jeg nogen sinde havde mødt Jesus og var kommet med i det kristne fællesskab. I mit hjem gik vi ikke i kirke, vi bad ikke og havde ingen bibel,« fortæller Anna Majbritt, der er 58 år og oprindelig kommer fra Vestjylland.
Hun var 12 år, da hun begyndte i juniorklubben. Hun kan huske, da hun fik sin første bibel. Hun husker også det gode fællesskab og samtalerne med lederne. Én af dem inviterede hende senere med til ungdomsmøder, og hun begyndte at komme med på lejre.
Jeg følte mig fri
Det var på en nytårslejr i 1977, at Anna Majbritt blev en personlig kristen.
»Jeg troede på det, der stod i Bibelen, men jeg følte ikke, at jeg kunne være en rigtig kristen, når jeg kom til at gøre nogle ting forkert. Jeg fortalte det til taleren på lejren, som gav mig en mønt og sagde: ‘Den er til dig’. Jeg syntes, at det var lidt mærkeligt. Så snakkede vi om noget, jeg allerede vidste, at Jesus havde frelst mig, og at al min synd var væk.
Da vi var færdige med samtalen, ville jeg give ham mønten tilbage, men han sagde nej: ‘Den er din. Den er en gave til dig.’ I det øjeblik gik det op for mig, at det, Jesus har gjort for mig, er virkeligt. Det er en gave, jeg har fået, som gælder mig. Uanset om jeg gør nogle ting forkert, tager han ikke gaven tilbage. Jesus er min frelser. Jeg er et Guds barn,« fortæller Anna Majbritt.
»Senere sang vi sangen: ‘Du, som bryder lænker’. Den fik en helt anden betydning. Nu var mine lænker væk; der var ikke noget, som bandt mig. Jeg følte mig virkelig fri.«
Efter folkeskolen ville hun gerne være »ung pige i huset«, og det skulle være hos en kristen familie.
»Jeg kendte til at bede og synge bordvers fra møderne i det kristne fælleskab, men jeg ville gerne opleve, hvordan man lever som kristen i dagligdagen,« siger Anna Majbritt, der mærkede familiens opbakning.
»Jeg slap for opvasken, så jeg kunne komme til ungdomsmøde. I mange år betalte de for min bibellæseplan, også efter jeg var blevet gift, for vi havde ikke så mange penge.«
Han accepterede mine ønsker
I de næste år skete der mange ting i hendes liv. Det blev til en HF og et ophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød. Hun blev sygehjælper, og sidenhen efteruddannede hun sig til social- og sundhedsassistent.
Så mødte hun sin mand Tommy, der kom fra Juelsminde.
»Jeg sagde til ham, at jeg kun ville giftes, hvis han kunne acceptere, at vores kommende børn måtte komme med i kirke, blive oplært i den kristne tro, og at han tog med i kirke juleaften,« siger Anna Majbritt, der lige har fejret 34 års bryllupsdag.
Parret slog sig ned i Overby, der ligger syv kilometer uden for Juelsminde. Området var et helt nyt bekendtskab for Anna Majbritt, så hun begyndte at komme i den lokale As Kirke, hvor de ofte kun var to til gudstjeneste.
»Det var mest af praktiske grunde, for jeg kendte ikke området,« fortæller hun. Det er stadig hendes kirke, ligesom hun også kommer i kirken i Juelsminde. En overgang sad hun i menighedsrådet, og nu hjælper hun en gang imellem med at lave kirkekaffe.
Læste om Indre Mission i avisen
Som nygift ledte Anna Majbritt efter et kristent fællesskab, som mindede om det, hun kendte til fra ungdomstiden. En dag i 1986 læste hun i avisen om møder i Indre Mission i Stouby, der ligger 17 km fra Overby.
»I første omgang kørte jeg forgæves, for der var ikke angivet nogen adresse i avisen. Så ringede jeg til præsten, som satte mig i kontakt med folkene i Indre Mission,« fortæller Anna Majbritt, der har holdt til der lige siden og nu sidder i bestyrelsen. Nogle gange er hendes mand med til møde, og han deltager i sociale aktiviteter i bibelkredsen.
Selvom Anna Majbritt er den yngste i det kristne fællesskab, har det aldrig faldet hende ind at vælge det fra og vælge et større fællesskab.
»Der er et ord i Bibelen, der siger, at man ikke skal svigte sin første kærlighed. Indre Mission i Stouby er mit første fællesskab, hvor jeg har haft så mange dejlige oplevelser. Jeg vil ikke vælge et andet fællesskab, så længe der er et fællesskab, jeg kan være en del af. Rejser jeg, er jeg med til at affolke det,« forklarer hun.
Oplærte børnene derhjemme
Parret har fire døtre, og da de ældste var små, cyklede Anna Majbritt med dem til en børneklub i Juelsminde, som byens præst stod for. Der var 40 børn, og Anna Majbritt blev én af lederne. Da præsten stoppede, lukkede børneklubben. Anna Majbritt stod uden et klubtilbud til sine børn, for der var for langt til den nærmeste børneklub i Hedensted.
»Jeg var ked af, at mine børn ikke kom i en børneklub, men jeg accepterede det. Jeg havde ikke ressourcerne til det. Vi havde en bil, som min mand brugte til arbejde, så jeg måtte cykle til arbejde, og når jeg skulle købe ind og hente børnene i skolen,« fortæller Anna Majbritt.
»I dag ville jeg have ønsket, at de havde haft muligheden, for så havde de fået venner i det kristne miljø.«
Men hun gjorde, hvad hun kunne for at oplære dem i den kristne tro. Børnene var med i kirke og til julefest i missionshuset.
»Vi læste kristne bøger, jeg bad med dem om aftenen, og vi sang bordvers. Det gør vi stadigvæk, men nu er der kun os to forældre tilbage, så det er bare mig, der synger,« siger Anna Majbritt.
Klubben skulle ikke stoppe
Anna Majbritt var lykkelig, da der blev oprettet en børneklub i missionshuset i Stouby i 1999. Hendes to yngste var med, og hun blev snart én af lederne. I begyndelsen stod hun for aktiviteterne, men senere fik hun mod på at fortælle evangeliet for børnene.
»Når jeg kunne fortælle mine egne børn om Jesus, så kunne jeg også gøre det over for andre børn. Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide det,« forklarer Anna Majbritt, der valgte at fortsætte med børneklubben, da en anden leder holdt op.
»Jeg syntes, at det var synd, at det skulle stoppe, for der kom børn, som havde brug for at høre om Jesus.«
Antallet af børn faldt, og til sidst var der nogle gange, hvor hun og en anden leder sad alene. Klubben lukkede i 2017, men ikke lang tid efter stod Anna Majbritt og hendes mand med et ubrugt kælderrum i Juelsminde, efter de havde købt hans forældres hus.
»Jeg fik det indrettet som klublokale, og jeg og min datter startede op med en børneklub, « siger Anna Majbritt.
De har været oppe på ni børn i klubben. Nu kommer der fire, deriblandt Anna Majbritts to børnebørn.
»Jeg henter og bringer mine børnebørn, for når der er nogle børn i forvejen, er det nemmere at få flere med,« fortæller hun.
Drømmer om en juniorklub
Det første år holdt de julefest i ét af kirkens lokaler, hvor de var over 40. Sidste gang var de ikke lige så mange. Tre gange siden opstarten har klubben haft besøg af den rullende søndagsskole, »Evigglad«, som har stået ved siden af Brugsen i byen.
»Nu ved folk i byen, at vi er her,« fortæller Anna Majbritt, som slår klubbens begivenheder op på byens Facebookside.
Hun har også startet en legestue, for det var der ikke noget af i Juelsminde.
»Jeg vil gerne forsøge at få kontakt med børnene, mens de er helt små. Jeg synes, der skal være et tilbud for de mødre, som går hjemme på barsel. På den lange bane håber jeg, at der igen kan blive en stor børneflok, der går i børneklub i Juelsminde,« siger hun.
Tirsdagene er godt fyldt op.
»Nogle gange kan jeg godt blive træt. Jeg arbejder om formiddagen og har børneklub om eftermiddagen. De tirsdage, jeg har fri fra arbejdet i Brædstrup, har jeg legestue om formiddagen. Om aftenen er jeg så til møde i missionshuset i Stouby.« Hun glæder sig til at gå på efterløn og få mere tid.
»Så kan jeg rigtig skrue op for alt det, jeg gerne vil lave i børneklubben og legestuen. Min store drøm er at starte en juniorklub,« fortæller Anna Majbritt, der sidder i bestyrelsen for Vejlekredsen i Søndagsskolerne.
Hun nyder at deltage i lederkurser.
»Herhjemme er jeg den eneste, der syntes, at det var vigtigt at give evangeliet videre. Derfor er det dejligt at kunne dele den vision med andre,« siger hun.
Jeg kan lide det
Anna Majbritt synes ikke, at det, hun gør, er noget særligt.
»Jeg kan bare godt lide at gøre det, jeg gør, og jeg prioriterer min tid efter det, jeg synes, at jeg skal gøre,« forklarer Anna Majbritt.
»Jeg oplever, at Gud bruger mig her i Juelsminde. Jeg får også en gang imellem nogle samtaler om tro med naboerne, mine arbejdskolleger eller dem, jeg spiller violin med.«
