Et årsskifte er for mange en særlig anledning til at reflektere over, hvordan man lever og handler. Ifølge Jonatan Hauge Noldegaard, sognepræst i Solvang Kirke på Amager, kunne man for eksempel overveje, hvad der giver én frimodighed i tjenesten, og hvordan man måske kan bidrage til andres. Frimodighed er nemlig både en del af enhver kristens tjeneste og en forudsætning for, at man trives i tjenesten, mener han.
»Der er en form for frimodighed implicit i missionsbefalingen, hvor Jesus kalder os til at gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple. Gud udruster os til den tjeneste, vi hver især står i – uanset om det er i forbindelse med job, familie eller frivillige opgaver. Frimodighed er en central del af denne udrustning, og der følger automatisk en portion frimodighed med, når vi siger ja til en opgave. Faktisk er der masser af frimodighed i det, kristne gør, uden at de nødvendigvis tænker over det,« forklarer han.
»Vi har brug for, at Helligånden giver os modet til at tjene, for der er så meget, der vil bremse os i verden og tage vores frimodighed. «
En portion frygt følger med
Men frimodighed i tjenesten vil også altid være ledsaget af en vis frygt.
»Når jeg tænker på de 12 disciple, krævede det stor frimodighed af dem at træde frem og fastholde budskabet om, at han, der døde for dem, også opstod igen,« siger præsten.
»Der er en sund form for frygt i frimodigheden, som skærper vores koncentration. Samtidig er det forbundet med glæde og spænding, for vi træder ind i noget, vi ikke kender.«
Frimodighed sidder ofte i benene, nogle gange skal vi turde træde frem, selvom vi ikke føler os parate
Dette får ham til at tænke på endnu en bibelsk person, David, som modigt meldte sig til at gå i kamp mod Goliat.
»Han er et næsten absurd eksempel på, hvor frimodig man kan være. Men David frygtede ikke den kæmpe, han stod overfor, fordi han stolede på Gud,« fortæller Jonatan Noldegaard.
Der er knyttet et løfte til missionsbefalingen, hvor Jesus siger: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
»Det betyder, at vi frimodigt kan være i den verden, der omgiver os. Vi står ikke alene i tjenesten; vi har én i ryggen. Han har al magt, og det betyder, at selv om mange har magt i verden, er det kun en begrænset magt. Vi kan gå på hans ord,« siger præsten og fremhæver, at frimodighed hænger tæt sammen med bøn.
Bønnen om frimodighed
Jonatan Noldegaard nævner et betydningsfuldt bibelvers fra Hebræerbrevet 4,16: »Lad os med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.«
»Det er altid godt at begynde med bøn, når vi har brug for frimodighed i tjenesten. Vi må komme frem for Gud uden frygt, fordi han har givet os et løfte om, at han vil tage imod os,« siger han.
I Solvang Kirke har et stort fokus på bøn øget den enkeltes frimodighed til at tjene.
»Der er et ret kraftigt pulsslag af bøn her i kirken, både programsat ugentligt og spontant i forbindelse med forskellige aktiviteter, hvor vi samles. Vi beder for det, der skal ske, for det, der er sket, og for de mennesker, som ligger os på sinde. Det skaber en ydmyghed i forhold til tjenesten, for vi erkender, at det ikke kun er os, der bærer denne tjeneste. Samtidig giver det os en tryghed, at Gud er med. Vi inviterer ham ind, så det ikke blot bliver vores projekt, « forklarer han.
Vi kan løfte med hinanden
Også på andre måder kan det kristne fællesskab være med til at fremme frimodigheden hos den enkelte.
»Vi kan virkelig være med til at løfte hinanden. For eksempel ved at give plads til gode idéer.
»Når nogen kommer med en idé, er det vigtigt at være åben og bakke op, for måske er det lige netop den opgave, der hjælper personen videre i at blive frivillig,« forklarer præsten.
David er et næsten absurd eksempel på, hvor frimodig man kan være
Samtidig er det vigtigt at skabe et miljø, hvor det er okay at øve sig, fejle og komme op igen.
»Vi skal give plads til, at man kan fejle, og plads til, at vi kan grine af os selv. Det kan være en hjælp til, at vi ikke mister frimodigheden, når noget ikke går helt, som vi havde håbet.«
Han fremhæver også værdien af anerkendelse.
»Det er vigtigt, at vi husker at anerkende hinanden og sige tak for indsatsen. Ved at dele den positive kritik kan vi være med til at skabe en responskultur i fællesskabet. Og på den måde kan vi løfte hinanden videre i vores opgaver og i vores frimodighed, « siger han.
Fællesskabet kan dræne
Omvendt kan fællesskabet også gøre, at en person mister sin frimodighed.
»Hvis fællesskabet dræner min lyst eller min frimodighed, vil jeg bestemt ikke have lyst til at træde frem igen. Hvis jeg får negative reaktioner, vil det helt sikkert få mig til at holde mig tilbage,« siger han.
Her kan den udbredte perfekthedskultur være med til at hæmme frimodigheden i fællesskabet.
»Vi taler meget om perfekthed, og selvom der også er en bevægelse mod at anerkende uperfekthed, så kan en kultur, der kræver perfektion, hæmme frimodigheden. Hvis alt skal se perfekt ud, er der ikke mange, der tør prøve at gøre noget som helst,« forklarer Jonatan Noldegaard.
»Der skal ikke så meget til for at ødelægge frimodigheden. Derfor bør vi i fællesskabet stræbe efter at bære hinanden frem og give plads til, at vi kan være frimodige. «
Frimodighed sidder i benene
Nogle gange kan mennesker støde på udfordringer i deres tjeneste, der får dem til at tvivle på, om de er på den rigtige hylde.
»I sådanne situationer kan man føle sig fristet til at kaste håndklædet i ringen eller gemme sig, som disciplen Thomas gjorde. Han var ikke sammen med de andre, da de mødte den opstandne Jesus, men gemte sig bag en lukket dør. Først da han bevægede sig ud i fællesskabet, fik han muligheden for at møde den opstandne og komme ud af sin tvivl,« siger Jonatan Noldegaard.
»Frimodighed sidder ofte i benene, nogle gange skal vi turde træde frem, selvom vi ikke føler os parate. For eksempel kan det være skræmmende at holde en andagt for andre, men det er vigtigt at prøve,« forklarer han.
Unge er ofte hurtigt ude af starthullerne og frimodige, fordi de ønsker at prøve nye ting
Nogle kristne tøver med at gå ind i en tjeneste, fordi de ikke tror, de har noget at bidrage med. Den følelse kender Jonatan Noldegaard kun alt for godt fra sig selv.
»Hver gang jeg skal sige noget i en eller anden sammenhæng, tænker jeg, at andre kan gøre det bedre. Men jeg minder mig selv om, at jeg ikke står alene. Det er ikke kun mig, der skal bære det, for Gud er til stede med sit ord og sin ånd,« forklarer han.
Han mener, at der er en frimodighed gemt i, at en person vokser med en opgave.
»Det gælder om at finde en opgave, som man tør træde ind i, og så må man tage det i små bidder. Vi vokser alle med opgaven. I 6. klasse blev jeg spurgt om at hjælpe i en børneklub. Jeg sagde ja og fik forskellige opgaver, både med at være sammen med børnene og forkynde noget fra Bibelen. Mine ben rystede, som de aldrig havde gjort før,« husker han.
Kuren mod mismod
For mange er det dog godt at få en passende opgave i en ung alder, for unge bliver ikke så ofte ramt af mismod i deres tjeneste, mener Jonatan Noldegaard.
»Unge er ofte hurtigt ude af starthullerne og frimodige, fordi de ønsker at prøve nye ting. Alt er nyt og spændende, og det skal vi værne om og ikke lukke ned for,« fortæller han.
Derimod er der kristne, der har stået i en tjeneste i mange år uden at se konkrete resultater, og som derfor kan blive mismodige.
»De har set mange mennesker blive kede af det, eller de støder på situationer, hvor de tænker, at det ikke nytter noget. Det kan let komme til at skygge for de gode oplevelser og de positive møder med mennesker, « forklarer han.
»Det handler om, hvad vi fokuserer på. Måske skal vi blive bedre til at dele vores gode oplevelser med hinanden, så vi kan glædes sammen. Jeg tror, det kan give ny frimodighed.«
Og så skal fokus måske nogle gange ligge på løfterne og ikke på de synlige resultater, mener han.
»Det er en øvelse at acceptere, at jeg ikke altid er med i høsten. Her har fællesskabet en vigtig rolle i at støtte hinanden. Selvom vi ikke ser resultaterne, må vi tro på, at vi er på den rigtige vej. Hele verden er ikke vores ansvar, det har Gud en plan for,« understreger han.
Øve sig i frimodighed
I forlængelse af det mener Jonatan Noldegaard, at kristne kan øve sig i frimodighed.
»Hver dag har jeg lyst til at vælge den nemme vej og undgå de svære, men vigtige opgaver. Det kræver daglig øvelse at være frimodig, både til at handle, men også nogle gange til at sige nej. Jeg tror aldrig, vi bliver færdige med at øve os i frimodighed. Ingen kan sige: ‘Nu er jeg frimodig’, og så blive ved med at være det resten af livet.«
Præsten peger også på Guds folk i Det Gamle Testamente som et eksempel.
»Israelitterne øvede sig i at følge Gud og fejlede gang på gang, men alligevel gav Gud dem lov til at vende tilbage. Derfor kan vi også trygt øve os i frimodighed, for det er der plads til i Guds rige,« siger han.
