Bøn har altid fyldt meget i Anna-Marie Hansens liv. Hun har helt fra sin gymnasietid samlet på bønner, som hun har skrevet ned, når hun stødte på dem. Det brugte hun til at skrive bogen Bønner til alle tider, hvor hun har samlet en masse bønner, som andre har formuleret.
Israelske beskyttelsesrum
Under interviewet til denne artikel boede Anna-Marie og hendes mand i Israel, hvor de netop var blevet udsendt som det nye præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem. Sidenhen er de dog rejst midlertidigt hjem til Danmark på grund af den usikre situation i landet.
Når emnet falder på bøn, er det derfor nærliggende for Anna-Marie at trække paralleller til den aktuelle situation, som hun og hendes mand på det tidspunkt stod midt i.
Hun fortæller, at de har været oppe to til tre gange om natten for at søge i ly i et beskyttelsesrum. Og netop denne undtagelsestilstand har vist hende bønnens betydning. Normalt kan hun nemlig let blive bekymret og urolig. Men i denne situation har både Anna-Marie og hendes mand haft en stor oplevelse af fred, og hun er overbevist om, at det skyldes, at mange har bedt for dem.
»På nøglen, vi skal bruge, når vi skal i beskyttelsesrummet, står der ‘shelter’. Og jeg tænker på bønnen netop som et shelter. Det er et hvilested og et beskyttelsesrum at gå ind i,« siger Anna-Marie.
Pligtfølelsen gavner ikke
Anna-Marie slår fast, at det er vigtigt at bede, fordi det er den mest direkte kontakt til Gud.
»Er det nødvendigt at bede hver dag? Næ, men jeg synes næsten, at det er dumt at lade være. Bøn er at udøse sit hjerte for Gud. Og hvem af os har ikke brug for at udøse vores hjerte til en, vi kan regne med? En, der altid har tid. En, der elsker os ubetinget. Det synes jeg, er et fantastisk tilbud,« siger hun.
Hun fortæller, at hun har talt med mange mennesker om bøn – blandt andet fordi hendes bønnebog har givet anledning til mange samtaler. Hun oplever, at mange har en form for pligtfølelse i forhold til det at bede til Gud.
»Jeg vil sådan ønske, at vi kan få det vendt rundt og lade være med at tænke i pligt og i stedet tænke i mulighed. Bøn er en gave, Gud giver os, og den kan vi bruge lidt eller meget af,« understreger Anna-Marie.
Hun indrømmer, at hun kender til at føle modstand, modvilje og ugidelighed over for bøn, hvor det bestemt ikke føles som en gave. Men hun tror ikke, at modviljen og modstanden overvindes ved at tænke på bøn som en pligt. Tværtimod hjælper det ifølge hende at komme til Gud med sin modvilje og være ærlig over for Gud og fortælle ham, hvordan man har det. Det kan Gud nemlig godt tåle at høre.
Alle rammes af tørketider
Ifølge Anna-Marie kommer de fleste en gang imellem til at opleve triste tider eller tørketider i deres liv. I sådanne tider er det hendes erfaring, at det er en hjælp at have nogle gode, enkle ting at tage frem af sit forråd, når det gælder tiden med Gud. Det har for hende været godt at bruge begrebet less is more, hvor man hviler i, at blot et lille ord eller et lille stykke tid med Gud er godt.
I en periode, hvor hun var presset på arbejdet og ikke kunne bede, begyndte hun at lytte til taizé-sange.
»Når man har hørt disse repetitive sange mange gange, kan de pludselig komme til én om natten, hvor man ligger søvnløs og føler sig urolig. På den måde kan de være en underklang i ens liv i hårde perioder,« fortæller hun.
Anna-Marie har også af og til gået med sin Kristuskrans om håndleddet for at minde sig selv om kransens stilhedsperle. Så får hun hjælp til at huske på, at hos Gud må hun være stille uden at skulle præstere noget – at bøn er et præstationsfrit rum. Hun understreger, at det er enormt vigtigt at have gode vaner, også når det kommer til bønsliv, for i kritiske situationer er det vanerne, der er ens rygrad. Så griber man nemlig til det, man plejer at gøre.
At føle sig for svag eller for stærk
I sine mange samtaler med mennesker om bøn er hun især stødt på tre grunde til, at mange har udfordringer med at bede.
Nogle har svært ved at bede, fordi de aldrig rigtig har prøvet det eller lært det. De har måske aldrig sprunget ud i det, og så kan det være svært, fordi man tror, at man skal gøre det på en bestemt måde.
»For andre kan det være svært, fordi de føler sig stærke og i kontrol. Men når man beder, så afgiver man jo på en eller anden måde suverænitet. Man afgiver kontrol og lægger noget af ansvaret fra sig. Og det kan være en udfordring for nogle, indtil de finder ud af, at det er fantastisk at afgive suverænitet. Tænk at afgive suverænitet til ham, der er suveræn,« siger hun.
Den tredje gruppe har ifølge Anna-Marie svært ved at bede, fordi de føler sig uværdige.
»De tror, at bøn er for de særligt fromme eller for de særligt indviede.«
Her indskyder Anna-Marie, at bøn jo lige netop er for dem, der føler sig uværdige, sårede og knuste.
»Så hvis man synes, bøn er svært, kan det være, fordi man føler sig for svag - eller for stærk.«
Når bøn er kedeligt
Men hvad gør man, hvis man simpelthen synes, at det er kedeligt at bede? Anna-Marie kender en del, som giver udtryk for dette, og hun mener, at det er en generel udfordring i dag, fordi man er så vant til, at ting skal være spændende, og at man skal have feedback lige med det samme.
»Jeg tænker, at man skal turde bevæge sig ind i kedsomheden for at finde ud af, at det faktisk ikke er så kedeligt,« siger hun.
»Jeg tror nogle gange, vi tænker, at bøn er enetale, men det er jo samtale. Og hvis ikke vi får ro på og bliver stille, får vi måske ikke mulighed for at erfare, at der faktisk er én, der prøver at få kontakt med os.«
Hun forklarer, at samværet med Gud ofte har at gøre med en eller anden form for stilhed, men det er noget, mange i dag ikke nødvendigvis er så gode til, fordi man er vant til konstant at fylde sig med inspiration og underholdning.
»Så måske skal vi øve os i at kede os, før vi kan lære at sætte pris på det. Jeg tænker, at kedsomheden kan være en gave, hvis man tager imod den. Ligesom stilheden er en gave, som jeg tror, man skal lære at sætte pris på.«
Koncentrationsbesvær
Det kan også være svært for mange at holde fokus på bønnen, fordi tankerne let flyver afsted. Man kan ikke koncentrere sig om at bede, og så bliver det alligevel ikke rigtigt til noget. Anna-Marie fortæller, at hun på en retræte i Norge blev mindet om, at man ikke skal gøre de tanker, der kommer til én, når man prøver at bede, til fjender eller modstandere.
»Vi lærte, at vi bare skulle sige til tankerne: ‘Ikke nu! Jeg tager dig en anden gang’.«
Anna-Marie sammenligner det med den såkaldte Iron Dome, der beskytter Israel mod missiler og raketter.
»På samme måde handler det om ved bøn at sende tankerne, der kommer, væk igen. Det er en hjælp for mig til at være i stilheden.«
