Bygger Guds rige lige her

Hanna Pedersen brænder for at dele troen i et ikke-kirkeligt miljø.

Guds rige – det er noget, vi deler, siger Hanna Pedersen, som er relationsmedarbejder i Sømandsmissionen. Foto: Hanne Baltzer

Hanna Pedersen er en autodidakt pioner af Guds nåde, som allerhelst vil tale om en trofast Gud, der giver hende frihed til at være netop det menneske, hun er skabt til at være. Siden 2023 har hun arbejdet som relationsmedarbejder i Sømandsmissionen. Det er en pionerstilling, som primært retter sig mod maritime studerende, og hun kan lide at arbejde i dette nye felt i Guds rige, hvor relationer har et centralt fokus. Hun er frimodig og opfindsom og drives af at gå, når Gud kalder.

»Personlighedsmæssigt passer det mig fint at finde på nyt. Det er sjovt. Jeg synes, det er lettere at høre, hvad Gud vil, når arbejdet er nyt og kan gå i alle retninger, frem for hvis det allerede var etableret. Derfor kan jeg også lide det spontane og at bruge de muligheder, der opstår,« siger Hanna Pedersen.

Opfindsom

Tidligere har hun stået for blandt andet Aalborg Stifts migrantsamarbejde og projektet Elsk Aalborg International. Ganske tidligt begyndte hun at brænde for at dele sin tro i et ikke-kirkeligt miljø, så efter htx var det naturligt for hende at tage på Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) Ledertræningscenter for at blive bedre til det.

»Da jeg var barn, ville jeg være missionær ligesom faster Janne i Etiopien. Jeg har altid kunnet lide at bygge ting, fordi der er mange problemer, man kan bygge sig ud af. Et par af mine brødre er ingeniøruddannede, og det inspirerede mig, men jeg blev nu ikke uddannet bygningsingeniør. Sådan gik det ikke,« siger hun eftertænksomt.

Guds kendingsmelodi

En dag læste Hanna Pedersen godnathistorie for et af sine fadderbørn, og bibelfortællingen ramte hende. Det var en gendigtning af bjergprædikenen, hvor Jesus fortæller om Guds kendingsmelodi, som hele skaberværket synger, men mange mennesker har glemt.

»Jeg tror, jeg har lært at synge den sang, når mine forældre har læst godnat-bibelhistorier, når vi har haft andagt efter aftensmaden, og når jeg har været i børneklub og til FDF. Og som jeg er blevet ældre, er jeg selv fortsat med at læse i Bibelen, så jeg hver dag bliver mindet om melodien, ligesom jeg også er med i fællesskaber, hvor vi synger sange om, at vi altid er elsket, at vi aldrig er alene, og at der altid er håb, fordi Gud har skabt os og kommer os i møde. Hvor sådanne sange lyder, er der mindre grådighed, egoisme og selvhævdelse, fordi det ikke er nødvendigt at søge sit eget, når alt er givet. Den sang forandrer os og vores verden, så Guds rige bliver synligt.«

Vi ville øve os i næstekærlighed

På et tidspunkt var Hanna Pedersen til en international KFS-konference, der inspirerede hende til at tage i kloster. Hun udskød sine studier og tog til Sverige på retrætecenteret Berget for at leve og arbejde der.

»Jeg husker de mange bønner, og at vi bad fadervor flere gange dagligt. Jeg endte med at være der i otte måneder. Det var en god tid.«

 

I en tryg og respektfuld ramme kan man forsøge at sætte ord på nogle af livets store spørgsmål

 

 

 

Da hun kom tilbage til Danmark, startede hun på studiet til bygningskonstruktør. Samtidig begyndte hun at komme i Aalborg Valgmenighed, hvor flere andre unge også kom.

»Vi ville gerne have noget at samles om udover gudstjenester og bibelstudie. Vi ville øve os i næstekærlighed ved at gøre noget konkret for at bygge med på Guds rige. Det kom til at hedde Elsk Aalborg, og det handler om at øve sig i venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed. Jeg forlod studierne og blev Elsk Aalborg-medarbejder.«

Guds rige er noget vi deler

Elsk Aalborg lykkedes i høj grad gennem mange tiltag, for eksempel var der gæster til middag i 140 hjem. Der blev også holdt en venskabsskattejagt, som var tilgængelig i det offentlige rum via QR-koder og facebookopslag. Mange nye kom med. De satte også et julegavetræ på gågaden i Aalborg, hvor man kunne lægge en gave og tage en gave.

»Guds rige – det er noget, vi deler. Vi har fået alt givet. Vi må være gavmilde. Jo, vi oplevede, at fællesskabet voksede, og events udviklede sig til længerevarende projekter. Jeg havde mødt internationale studerende, der kun var på studiet og i deres lejlighed. Vi syntes, det var oplagt, at de også skulle være med til at elske Aalborg, en udfordring for mange, så vi arrangerede danskundervisning sammen med events. I Elsk Aalborg er der ikke brugere, men deltagere,« slår Hanna Pedersen fast.

Hanna Pedersen inviterer sig selv ind på søfartsskoler og inviterer studerende på sejlture. Foto: Privat

Samtaler om livets store spørgsmål

Det med at møde mennesker fra hele verden gør Hanna Pedersen også nu, når hun går ombord på skibe i danske havne, men mest møder hun danske maritime studerende.

»Besætninger er ofte blandede nationaliteter, så kulturforståelse er en vigtig viden at have med til søs. Min opgave nu er især at give de studerende noget med i bagagen. Det er så meningsfuldt, selv om jeg ikke kendte meget til søfart, da jeg begyndte. Nu kan jeg snart sejle Sømandsmissionens skib, Bethel, når jeg har trænet og ikke mindst bestået yachtskippereksamen af 3. grad. Som i Elsk Aalborg er det ikke mig, men os som fællesskab, der sammen skaber en ramme for gæstfriheden. Sådan er det også på Bethel,« fortæller hun.

Inspirationen, ideerne og erfaringerne fra tidligere bruger den unge missionær ind i sit nuværende job, hvor hun allerede har mødt mange maritime studerende.

 

Som kristen ved jeg, at hvert eneste menneske er elsket af Gud

 

 

 

Hanna Pedersen inviterer sig selv ind på søfartsskoler og inviterer studerende på sejlture og til arrangementer. Hun danner fællesskaber, hvor man ikke er gæst, men føler, man hører til. Det kan være at spise sammen og hjælpes ad med forskelligt. Her samarbejder hun også med Nordlys, der er Sømandsmissionens ungdomsnetværk.

»Jeg kan godt lide at være med til at hjælpe andre med at mestre livet. I en tryg og respektfuld ramme kan man forsøge at sætte ord på nogle af livets store spørgsmål. Måske kan man også vække noget nysgerrighed, så søfartseleverne kan nå frem til, hvad de vil og ikke vil. Som kristen ved jeg, at hvert eneste menneske er elsket af Gud. At det ikke er det, jeg præsterer, der giver mig værdi. Den frihed, som er i det, er enorm. For hjerterne er urolige og længes efter at høre til hos Gud. Derfor skal vi i Sømandsmissionen blandt andet bygge bro mellem denne længsel og ham, som længes efter dem,« siger Hanna Pedersen.

På et år har hun og kollegerne uddelt mindst 365 goodiebags med blandt andet et Ny Testamente til maritime studerende.

Guds rige kommer

Hanna Pedersen beder fadervor, men ikke dagligt. Oftest sker det sammen med andre til gudstjeneste, eller når hun passer børn og skal putte dem:

»Vi beder jo også til vores far. Fadervor er en vi-bøn. For tankemylder er bønnen også en stor hjælp – næsten som var det en særlig teknik. Gud er glad uanset, for hver gang vi kontakter ham i bøn, så rækker han ud til os og hjælper,« mener hun.

Hanna Pedersen blev ikke uddannet indenfor byggeri, men hun bygger på sin helt egen måde.

»Jeg står ved det talent, Gud har givet mig. Det er sådan, jeg bruger de ressourcer, jeg har. Ved at vise troskab mod kongen. Ja, ære Kristus. Som barn tænkte jeg, at med Guds rige mentes himlen, men nu tænker jeg også vores jord. Når vi forvalter, forsker og forbedrer, så er det ikke spildt. Det betyder noget. Det er på den her jord, Guds rige kommer. Både nu og når den genskabes. En dag behøver vi ikke medicin eller dæmninger. En dag er Guds riges værdier kulturen for alle, som har sagt ja til Guds evige ja til os gennem Jesus. Men allerede nu kan vi med Jesus som konge i vores liv leve i et rige af retfærdighed, fred og glæde.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Finn blev mønsterbryder og missionær
Efter 44 år som missionær i Indre Mission er Finn Najbjerg gået på pension. Det har været et holdepunkt for ham, at Gud er trofast. …
Den aften mødte jeg min himmelske far
Som 17-årig fandt Inger Nørgaard den tryghed og kærlighed, hun havde længtes efter, i et møde med Gud. Troen gav hende ro og styrke i de kommende år,…
Når mørket møder nåden
Jonas H. Petersens egen oplevelse med lidelse har fået ham til at skrive otte sange om klage og en ukuelig tro på håbet. Sangene er samlet på det nye…

Annoncer