Tårer af glæde løber ned ad kinderne på Lise Lotte Iversen, mens hun med et stort smil fortæller, hvordan mødet med den opstandne Jesus har forvandlet hendes liv.
»Jeg følte mig så alene, så forkert og magtesløs, men Gud har vist mig, at han elsker mig, præcis som jeg er,« fortæller Lise Lotte, der er 46 år, og alenemor til to teenagere og bor i Korning, tæt på Horsens.
Ligesom påskemorgen brød mørket, oplevede hun, at Guds lys trængte ind i hendes liv. Det er svært for hende at sætte ord på, hvordan det føltes, da Jesus blev en levende virkelighed for hende.
»Det var, som om hele kroppen blev fyldt op af en kærlighed, der ikke kan forklares, kun mærkes,« siger hun.
»Jeg har et billede inde i mit hoved af, at hvis mit liv var fortsat, som det gik, så var det en mørk vej med store sten, jeg selv skulle kravle over. Men nu er vejen lys. Der er stadig sten, men Jesus går ved min side. Han holder mig i hånden. Han hjælper mig. Jeg føler, at jeg har fået den største gave nogensinde – ligesom livet, der vandt over døden. Det er en gave, jeg hverken skal betale tilbage for eller skylder noget for.«
Det var ikke bare en drøm
Det var i 2024, at Gud greb ind i Lise Lottes liv med sådan en kraft, at hun stadig har svært ved at forholde sig til, hvad der skete.
»Det var en meget voldsom, følelsesmæssig oplevelse, og nogle gange tænker jeg stadig, om det hele bare var en drøm. Men jeg ved jo, at det er sandt,« siger hun.
Men nu er vejen lys. Der er stadig sten, men Jesus går ved min side
Lise Lotte er vokset op i en familie, der brugte kirken til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Hun beskriver et liv med en grundlæggende indre uro og en følelse af ikke at være god nok. Hun oplevede sig selv som et objekt, som kun havde værdi, hvis hun præsterede.
»Jeg følte mig ikke elsket for den, jeg var. Den følelse tog jeg med mig ind i voksenlivet,« forklarer hun.
I de senere år har hun levet med stress og en tung følelse af at kæmpe alene.
»Det var, som om jeg råbte under vand i årevis, mens jeg prøvede at holde fast med det yderste af neglene og klare et familieliv,« siger hun.
Lise Lotte tog på et kursus om relationer og personlighedsudvikling for at få det bedre, og her faldt hun i snak med en mand, der siden er blevet en nær ven. Senere gik det op for hende, at han var kristen.
Fik bibelord om natten
Da hun sidste år besøgte ham, tog de til stranden for at bade. Da de gik ud i vandet, hvor bølgerne var høje, tog han hende i hånden.
»Han vidste godt, at jeg går dårligt,« siger Lise Lotte, der har et medfødt handicap i benene.
Det var, som om jeg råbte under vand i årevis, mens jeg prøvede at holde fast med det yderste af neglene og klare et familieliv
Bølgerne slog omkring dem, men hver gang hun var ved at falde, mærkede hun vennens hånd, der støttede hende. På vej ind sagde hun til ham, at hun ikke kunne gå mere, og at han var nødt til at trække hende.
»Jeg mærkede bare sådan en kraft, mens han trak mig gennem bølgerne,« fortæller hun.
Først flere dage senere gik det op for hende, at det, hun oplevede i vandet, havde med Gud at gøre.
»En nat hørte jeg en kærlig stemme sige nogle ord til mig. Jeg havde ikke hørt de ord før, så jeg tog min telefon og googlede dem. Da fandt jeg ud af, at det det var bibelcitater, der var kommet til mig« fortæller hun.
Langsomt gik det op for hende, at Gud havde været med på badeturen. At det på en og samme tid var både vennen og Gud, der havde mødt hende i vandet, holdt fast i hendes hånd og trak hende gennem vandet, da hun ikke kunne mere.
»Jeg fik også et billede, hvor jeg så, at jeg lå ved Jesus’ fødder, og jeg mærkede varmen fra solen. Han stod foran mig i sandet i sandaler, og jeg så det nederste af hans kjortel. Derefter fik jeg endnu et billede, hvor jeg gik igennem en kirkedør,« fortæller Lise Lotte, som de næste ti dage havde en brændende fornemmelse i brystet, som ikke ville slippe. Hun havde også svært ved at sove.
Nu sover jeg roligt
Lise Lotte var efterhånden udmattet efter næsten ikke at have sovet. Hun ringede til en god veninde, som var kristen, og som hun havde lært at kende, da veninden boede i missionshuset i Korning. Lise Lotte brød sammen i gråd, mens hun forsøgte at forklare, hvad der var sket.
»Hun fortalte mig, at det var Guds kraft, jeg havde mærket i vandet. Jeg sagde til hende, at jeg næsten ikke havde sovet, og hun opmuntrede mig til at bede Gud om hjælp mig til at sove. Jeg bad, og lige siden har jeg sovet roligt,« understreger hun.
»Jeg mærkede Guds store kærlighed, og det gav mig tryghed at prøve at snakke med ham, der nu virkede i mit liv.«
Lise Lotte havde længe kæmpet med følelsen af magtesløshed.
»Jeg havde jo selv forsøgt at komme ud af den følelse, men jeg kunne ikke. Det var først, da Gud greb ind i vandet, at det ligesom lysnede for mig. Jeg følte mig elsket og værdsat og hel som menneske.«
En brændende følelse
Veninden opfordrede hende til at tale med en præst, og Lise Lotte ringede til én af præsterne ved Korning og Løsning Kirker.
»Det var dejligt at snakke med præsten, for han forstod mig, da jeg sagde, at jeg ikke var skør, selv om jeg både hørte en stemme og fik ord og billeder fra Bibelen. Jeg fortalte også, at jeg havde en vedvarende, brændende følelse i brystet. Præsten læste en tekst fra Bibelen om pinsen, og den beskrev præcis, hvordan jeg havde det,« forklarer hun.
»Det var Helligånden, der havde overbevist mig om sandheden om Gud og mig selv. Gud kender mig jo bedre, end jeg selv gør. Han vidste, hvad jeg havde brug for. Han gav mig den kærlighed, der kommer fra ham.«
Jeg oplever, at jeg i Bibelen, finder svar på de spørgsmål, jeg har til forskellige ting i livet
Det varede ikke længe, før hun længtes efter at søge kristne fællesskaber. Pludselig gav billedet med kirkedøren mening.
»Jeg mærkede en kæmpe forløsning, da jeg begyndte at komme i kirke, for nu forstod jeg, hvad præsten sagde. Siden har jeg bare været så sulten på at høre mere om Jesus, så jeg suger alt til mig,« siger hun.
»Jeg vil så gerne fortælle andre, hvad Jesus har gjort for mig, og at der er en kæmpe styrke i at samles om Jesus og bede sammen, og at vi ikke er alene.«
Hun trives rigtig godt i kirkens fællesskab.
»Jeg blev taget imod med åbne arme og har fået nogle gode venner. Jeg har mødt et kristent fællesskab, hvor jeg ikke føler mig forkert,« forklarer Lise Lotte og tilføjer eftertænksomt: »Som nyomvendt har man brug for, at nogle guider én i det at leve det nye liv som kristen med tro og bibellæsning.«
Hun er kommet med i menighedsrådet ved Korning Kirke.
»Jeg vil gerne arbejde for, at evangeliet bliver forkyndt rigtigt, og så vil jeg gerne være med til at åbne kirken op for mennesker, så de kan møde den samme Jesus, som jeg selv har mødt.«
Lise Lottes kapitel i Bibelen
Bibelen, som Lise Lotte fik af sin veninde, betyder meget for hende. Den er blevet en slags følgeven.
»Jeg oplever, at jeg i Bibelen finder svar på de spørgsmål, jeg har til forskellige ting i livet,« siger Lise Lotte, der tilføjer, at hun har sit helt eget sted i Bibelen.
»Jeg har fået et tekststykke af Gud, der ligesom er mit. Det er kapitel 12 i Romerbrevet. Det er virkelig et kraftfuldt stykke.«
Når vi beder til Gud, beder vi den allerstørste kærlighedskraft om at gribe ind i menneskers liv
Hun vender ofte tilbage til det kapitel, for ordene rammer noget dybt i hende.
»Flere af versene handler om tilgivelse. Jeg vidste jo, da jeg begyndte at tro, at jeg var blevet tilgivet alle de ting, jeg havde skammet mig over i mit liv, men som jeg ikke havde magtet at gøre anderledes,« siger Lise Lotte, der efter nogen tid også har kunnet tilgive sig selv og andre mennesker.
I kapitlet er der også vers, der handler om at give sit legeme til Jesus.
»Jeg tolker det, som om at jeg skal give mit liv til Jesus ved at leve som en discipel. Det gør jeg ved, at jeg prøver at være det menneske, Gud har skabt mig til at være,« siger Lise Lotte,
Lise Lotte vil bede for mennesker
Lise Lotte har fået en helt særlig opgave af Gud.
»Jeg har fået et stærkt kald til - ja, det flyder nærmest over indeni mig - at jeg skal give den kærlighed, jeg er blevet mødt med, videre ved at bede for mennesker,« fortæller hun.
Det varede heller ikke længe, før hendes kald begyndte at tage form i praksis. Sammen med nogle andre kvinder fra menigheden var hun med til at starte en bedegruppe. Siden er det blevet til flere. I dag er Lise Lotte med i tre forskellige bedegrupper, én af dem sammen med sin veninde.
»Da jeg fortalte min veninde om mit kald, startede hun en gruppe op kun med kvinder,« siger Lise Lotte, der for nylig er blevet førtidspensionist og derfor har tid til at engagere sig i de mange grupper.
Hun peger på den store betydning af forbøn.
»Det er vigtigt, at vi beder for hinanden, for der står jo i Bibelen, at hvor to eller tre er samlet i Jesus’ navn, dér vil han være,« understreger hun.
Hun opmuntrer til, at man deler bedeemner med hinanden.
»Det rører mig dybt, når jeg ved, at der er andre, som beder for mig og min familie. For eksempel da min veninde fortalte mig, at hun havde bedt om, at jeg måtte begynde at tro. Når vi beder til Gud, beder vi den allerstørste kærlighedskraft om at gribe ind i menneskers liv. Det får mig til at sænke skuldrene,« forklarer Lise Lotte, der kommer med en forsigtig forespørgsel til læserne af impuls.
»Jeg håber, at der er nogle, som vil bede for mig og det kald, jeg har fået.«
