Nogle gange føltes Gud som en kær gammel bedstefar, der ikke rigtig kunne høre. Når jeg sagde til ham, at jeg ønskede mig en kæreste, så var det, som om han svarede mig: ‘Næ, ønsker du dig et værelse?’. Og så velsignede han mig med lejlighed og arbejde, men det var ikke det, jeg bad om.
Det fortæller Johane Ettrup Brande fra Aarhus. Hun er 30 år og arbejder i Indre Missions Tværkulturelle Arbejde. Mens Johane tog en bachelor i teologi på Menighedsfakultetet (MF), nød hun studielivet med vennerne. Stille og roligt blev den ene veninde efter den anden gift.
»Da jeg rundede de 25, og det ene år tog det andet, tænkte jeg på, om der var noget i vejen med mig, siden det ikke skete for mig. Jeg sluttede aldrig fred med den tanke, at jeg ikke blev gift,« forklarer Johane, der havde antennerne ude i de sammenhænge, hvor hun kom. Hun skrev sammen med flere, og det blev også til nogle kaffedates, men uden at det gav bonus.
Hun beskriver situationen som at være i en båd.
»Jeg og mine veninder var i den samme båd. Lige så stille hoppede den ene efter den anden ud af den, fordi de blev gift. Efterhånden som vi blev færre i båden, var det ikke længere så sjovt at være der, for det var ikke selvvalgt,« siger Johane, der ofte bankede på Guds dør.
»Gud var ham, jeg kunne bokse i maven, når jeg var frustreret, og han var der med sin åbne favn, når jeg havde brug for at vide, at jeg var elsket.«
Bare ti minutter
Sidste år i maj deltog Johane i IMU’s landsarrangement Konnekt. Hun var på arbejde og havde en gruppe farsitalende unge med. Fredag aften havde hun brug for en pause og gik ind i de frivilliges rum. Her spottede hun hurtigt 35-årige Niels Brande fra Næstved, der havde en række opgaver i weekenden.
»Jeg tænkte hurtigt, at ham kendte jeg ikke. Én af de andre i gruppen spurgte ham, hvem han var, og på den måde fik jeg nogle ting at vide. Til sidst var der kun os to tilbage, og så begyndte han at spørge mig, hvem jeg var. Jeg tror, at vi snakkede i ti minutter, og så skulle jeg videre. Vi sås ikke mere den weekend, for jeg skulle til konfirmation dagen efter.
Jeg kan planlægge nok så meget, men de store ting har jeg ikke kontrol over.
Om lørdagen skrev jeg til ham på Facebook. Jeg tænkte: ‘Hvo intet vover, intet vinder’. Om søndagen begyndte vi at skrive sammen. En masse snak på messenger udviklede sig til timelange telefonsnakke,« fortæller Johane.
»Vi klikkede rigtig godt og delte mange fortrolige ting. Jeg blev ret hurtigt meget fascineret af ham og tænkte, at han godt kunne blive min mand.«
Tre uger senere skulle Niels til Aarhus for at løbe halvmaraton, og de aftalte at mødes.
»Så blev vi kærester. Det gik ret stærkt,« siger Johane og smiler.
»Jeg tror, at det var Guds timing, at vi mødtes på Konnekt. Niels var Guds gode gave til mig, og det er jeg voldsomt taknemmelig over.«
Gud har kontrollen
I august flyttede Niels til Aarhus, for han skiftede journalistjobbet ud med teologistudierne på MF. På den måde kom de to til at se meget til hinanden.
»Jeg havde aldrig haft en kæreste før, så der var meget nyt, jeg skulle vænne mig til,« siger Johane og peger særligt på en ting.
»Jeg havde som andre kvinder drømt om mand, børn og hus, men som tiden gik, var der indsneget sig et lille ‘men’, at det måske ikke ville blive sådan. Så mødte jeg pludselig manden i mit liv, og jeg så ind i en anden nutid og fremtid, hvor nogle af mine drømme måske kunne realiseres alligevel. Det skulle jeg lige vænne mig til.«
Parret blev gift den 27. juni i år og er rykket sammen i Johanes lejlighed i Risskov, hvor de er i gang med at opbygge en hverdag.
I det her forløb er Johane blevet klogere på Gud. Det viser sig, at han har en langt bedre hørelse, end Johane havde regnet med.
»Gud har lært mig at være ydmyg, for jeg kan planlægge nok så meget, men de store ting har jeg ikke kontrol over. Det er i hans hænder,« forklarer hun.
»Og så har jeg set det vigtige i at blive ved med at stole på Gud, selv om han ikke altid opfylder mine drømme, når jeg vil det.«
