Evigheden bliver ikke kedelig

Hvordan havde verden set ud, hvis Adolf Hitler aldrig var blevet født? Eller hvis ens forældre aldrig havde mødt hinanden? De fleste har muntret sig med den slags kontrafaktiske spekulationer, for det er fascinerende, hvor lidt der skal stilles på de verdenshistoriske stemmeskruer, før alt ville se helt anderledes ud.

For eksempel hvis Adam og Eva havde modstået slangens fristelse og undladt at spise af frugten fra kundskabens træ.

Netop det tankeeksperiment er udgangspunkt for Kristoffer Dahls roman Projekt Proxima, som udkom tidligere på sommeren. Her forestiller forfatteren sig, hvordan verden og livet havde set ud i en verden uden synd, død og oprør mod Gud. Og dermed bliver den også indirekte et bud på, hvordan han forestiller sig det evige liv, som i Bibelen sammenlignes med Paradis.

»Jeg er opvokset i en kristen familie, og jeg husker en sommeraften rundt om bålet, hvor vi snakkede om, hvordan det mon bliver i himlen. Det var i sig selv himmelsk at sidde der, for man kunne jo sige hvad som helst. Hvis det lød fedt, så fandtes det nok også i himlen. Det er i hvert fald sådan, jeg tænker om den. Det onde er væk, og det gode, vi kender, vil være der – sammen med alt det, vi længes efter som kristne,« siger Kristoffer Dahl.

»Og for mit vedkommende er det altså ikke så meget harpespil og lovsangsband. Jeg håber, der også er bålaftener, et naturvidenskabslokale og måske internet, så man kan dele gode idéer og videoer med hinanden.«

Andre kan have helt andre forestillinger, og et af formålene med bogen er netop at få læseren til at tænke og drømme.

Vi er skabt som eventyrere

Kristoffer Dahl er 31 år og underviser i dansk og samfundsfag på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor også hans far og bror er en del af lærerstaben. Og så elsker han at skrive. Projekt Proxima er den anden roman fra hans hånd, og han håber, der kommer flere.

»Min første tanke var, om man overhovedet kan skabe drama i en verden uden synd. Alle de store fortællinger har jo et element af menneskelig svaghed og synd. Hvis man skærer det fra, hvad er der så at arbejde med som forfatter?«

Da han underviste på en efterskole, spurgte en elev, om ikke det evige liv ville blive kedeligt i længden. Men det afviser han.

Jeg håber, der også er bålaftener, et naturvidenskabslokale og måske internet, så man kan dele gode idéer og videoer med hinanden

»Jeg tror ikke, det bliver kedeligt. Vi er skabt som eventyrere, historiefortællere og kunstnere med skabertrang. Vi kan ikke se på en bjergtop eller en planet uden at tænke: ‘Hvordan kommer vi derop?’ Det er en stærk og positiv drivkraft i den verden, vi kender, og det vil det også være i en syndfri verden. Derfor er jeg også overbevist om, at tiden ikke står stille i evigheden. Der vil være udvikling, og vi vil skubbe grænserne for, hvad vi kan, og hvad det vil sige at være menneske. Måske er der en helt ny naturvidenskab, vi skal opdage og forstå,« siger han begejstret.

I romanen har mennesket koloniseret månen og er på vej til at gøre det samme med Mars. Sådan løser Kristoffer Dahl behændigt problemet med overbefolkning, når nu alle, der bliver født, lever evigt. Og så elsker han bare teknologi.

»Vi overvejede, om der skulle stå ‘science fiction’ på bogens omslag, men tænkte, at det nok ville skræmme nogle Lohse-læsere væk, så der står bare ‘roman’,« smiler han.

»Det signalerer også, at det er fiktion og ikke en lærebog, så man må meget gerne tænke anderledes og være uenig med mig.«

Magneterne vender rigtigt

»I min verden er syndfri ikke det samme som ufejlbarlig. Personerne i romanen er derfor ikke tankelæsere, de kan godt misforstå hinanden og være uenige. Jeg har endda ladet to syndfri mænd tæve løs på hinanden. Men til syvende og sidst vil de alle det samme. De vil elske Gud og elske hinanden. Dermed adskiller de sig markant fra os, der lever i syndens verden,« siger han.

Det gælder også i deres forhold til Gud. For hvor evangeliet fortæller, at Gud kommer til mennesker, der har vendt ham ryggen, så er bevægelsen modsat i romanen. Her forsøger menneskene at følge efter Gud, der for en tid er rejst ud til stjernen Proxima.

»Syndefaldet gjorde, at magneterne mellem Gud og mennesker kom til at vende forkert, så de frastøder i stedet for at tiltrække. Derfor måtte Gud selv lade sig føde ind i vores verden. Men i en syndfri verden drages mennesker naturligt mod Gud og vil gøre alt for at nå ud til ham, selv om rejsen vil tage flere tusinde år. Det er lang tid, selv i en evighed, og det skal give dem en erkendelse af, at kærlighed godt må koste noget,« forklarer han.

»Gud ønsker, at vi skal vokse i erkendelse af ham. Når jeg lader Gud rejse væk, handler det blandt andet om at give mennesker en erkendelse af længsel. Længsel kan være ubehagelig, men kærlighed rummer evnen til at kunne længes og være i det. Det har karaktererne brug for at erfare, fordi de aldrig har prøvet andet end at have Gud helt tæt på. Der er også andre sider af Gud, som de af gode grunde ikke kender. De ved således, at Gud elsker dem, men de har endnu ikke erkendt, hvor dybt det stikker. Derfor kalder de Gud for Skaberen eller Herren, men ikke Far, som vi gør. Det var nemlig en side af Gud, som Jesus åbenbarede for os – at Gud er vores skaber, herre og far, der elskede os så vildt, at han var villig til at dø på et kors.«

Hver tåre vil han tørre bort

Kristoffer Dahl lader også sine karakterer opleve ubehag, selvom han selv er i tvivl, om den slags vil findes i en syndfri verden.

»Når jeg løber en tur langs fjorden, er det hårdt, og det var særligt hårdt de første gange, jeg gjorde det. Men det føles også godt, netop fordi det gør lidt ondt. Og så er det jo rart at hvile ud ovenpå en kraftanstrengelse. Det ville ikke være det samme, hvis det hele kunne ordnes med et fingerknips, « siger han.

I samme boldgade ligger forestillingen om, hvor meget bagage fra det gammeljordiske liv, man tager med sig til den nye jord.

»På den ene side ville det nok være svært at nyde den nye jord, hvis man skulle gøre det med erindringen om noget slemt, man havde oplevet. Omvendt ville jeg faktisk være ked af det, hvis det hele er væk som med et trylleslag. Jeg håber faktisk inderligt, at jeg får lov til at mødes med Gud og snakke den lidelse, jeg skal opleve i det her liv, igennem med ham, så jeg får den oplevelse med, at han tørrer hver tåre af min kind,« funderer han og henviser til Åb 21,4.

Evighedshåbet må gerne fylde mere

Hans håb med romanen er, at den må vække himmellængsel hos læserne. På bogens første side skriver han: »En drøm om det tabte. Til opmuntring, mens vi venter.«

»Jeg synes godt, evighedshåbet må fylde mere hos mange af os. Når jeg kigger på min bankkonto, kan jeg godt sige til mig selv: ‘Kristoffer, det ser ud til, at du har planer om at blive her længe!’ Og det er ikke, fordi man ikke må have en opsparing, men jeg kan godt få den tanke, at vi ville handle og tænke anderledes, hvis vi havde en større erkendelse af evigheden og ligesom de første kristne levede i nær forventning om Jesus’ genkomst. Det ville præge os på en god og sund måde,« fortæller forfatteren, som gennem den lange skriveproces har oplevet, at evigheden er kommet tættere på.

»Jeg havde en elev sidste år, der gav udtryk for, at hun var simpelthen blevet så lykkelig over tanken om den nye jord, fordi hun nu ikke længere havde så travlt. Jeg har selv gået og sagt til mig selv, lidt i forlængelse, at jeg kunne egentlig godt tænke mig at lære at spille cello. Om det bliver i dette liv, ved jeg ikke. Og det betyder måske ikke så meget. Måske skal det være et projekt for evigheden,« smiler han.

Længes efter en ny verden

I sin fritid er Kristoffer Dahl formand for organisationen Retten til Liv, der arbejder for et samfund, der beskytter ethvert menneskes liv fra undfangelsen.

»Det er en sag, som er med til at holde mig åndeligt skarp, fordi jeg i bund og grund er et tryghedssøgende menneske, som gerne vil slutte fred med mennesker og bygge paradis på jord. Abortspørgsmålet minder mig om, at vi ikke er hjemme endnu. Der er noget galt i vores samfund, hvor vi slår ufødte ihjel, og det skærper min længsel efter en verden, hvor ingen graviditet bliver set som en fejl eller et problem,« fastslår han.

Og kunne han skrive Projekt Proxima om, ville netop den sag komme med i fortællingen.

»Jeg ville gerne have skrevet en karakter med Downs syndrom ind i handlingen. Nogle vil måske tænke, at det er en konsekvens af syndefaldet, at mennesker fødes med Downs syndrom. Men er vi nu så sikre på det? Kunne det tænkes, at Gud faktisk kigger på et af de mennesker, som oftest aborteres her i Danmark, og tænker: ‘Sejt, sådan et menneske vil jeg gerne have!’ Jeg tror også, der vil være mennesker med Downs på den nye jord,« siger han.

»Men bogen er trykt, og jeg kan ikke skrive det om, så det må være op til den instruktør, der engang skal filmatisere den,« smiler han.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.