Det var ikke sådan, Simon havde planlagt sin dag. Han havde været ude på marken og var på vej ind i byen; på vej hjem for at gøre klar til påskefejring. Det var nu, påskelammet skulle slagtes oppe på tempelpladsen. Som altid, når det var påske, var der trængsel i Jerusalems smalle gade, men pludselig kunne man hverken komme frem eller tilbage. Grunden var de romerske soldaters optog med endnu en forbryder, der skulle henrettes uden for byen.
Da de endelig nåede frem til, hvor Simon stod klemt op ad muren, knækkede forbryderen helt sammen under byrden af tværbjælken. Soldaternes tålmodighed slap op. De opgav at få ham på benene igen. I stedet blev Simon trukket ud af mængden: »Du der, nu er det din tur til at blive korsbærer«. Og Simon kunne glemme alt om sin egen dagsorden. Den dag fik han en anden, nemlig den at bære kors og træde i stedet for en anden.
Glemte sin egen dagsorden
De nåede ud gennem byporten og frem til henretter-stedet, Golgata. Simon var løst fra sin opgave som korsbærer i denne omgang. Alligevel må vi tro, at han blev hængende. I første omgang måske bare sammen med alle de andre tilskuere til dette barbari. Måske fordi der var noget i mødet med den dødsdømte, han ikke kunne slippe.
I hvert fald møder vi senere i fortællingen om de første kristne Simons to sønner, Rufus og Alexander. Var det, fordi Simon den dag glemte sin egen dagsorden og i stedet blev draget ind i det, som skete med den korsfæstede Jesus af Nazaret? Draget ind på en sådan måde, at han ikke bare så eller bevidnede, hvad der skete. Men det, som han så og hørte og oplevede den dag, gjorde ham til et vidne. Han vidnede over for sine nærmeste om det, han havde set og hørt, med det til følge, at det ikke bare var Simons dagsorden, der blev en anden den dag. Rufus og Alexander, de to sønner, som Markus husker at nævne for os, når han fortæller om Simon som korsbærer, fik også en dagsorden skrevet af den korsfæstede og nu opstandne Jesus af Nazaret, jødernes konge og vores og hele verdens frelser.
Følgeskab med den korsfæstede og opstandne
Vi ved ikke, hvad der sidenhen skete med Simon. Vi ved, at hans sønner var med i den første menighed. Paulus sender i brevet til de kristne i Rom en hilsen til Rufus og hans mor. Mon det gik dem som andre af de første kristne, der bar budskabet om den korsfæstede og opstandne videre ud i verden? Oplevede de, at når man vidner og bærer budskabet om korset ud til andre, kan det hænde, at man selv kommer til at bære korset – sådan helt konkret – eller på anden måde bliver et vidne, en martyr?
I følgeskab med den korsfæstede og opstandne kan man aldrig vælge korset fra. Det kunne Simon ikke den dag, da han stod lige der i mængden og oplevede at blive trukket ud og komme til at gå ad en anden vej. Andre har oplevet at bære andre slags kors – i følgeskab med den korsfæstede Jesus af Nazaret. Men det er også kun i følgeskab med ham som korsfæstet, at vi når frem til opstandelsen og det liv, som møder os med håb og en fortælling om, at mørket ikke får det sidste ord. For på den anden side af opstandelsen kommer han os i møde. Og der kalder han os ved navn. Som han gjorde med Maria.
