Holdninger og traditioner blev udfordret på ECHO

Lovsang, vigtige debatter og gode samtaler fyldte, da 425 deltagere satte Gud i centrum på årets udgave af konferencen ECHO.

Jonathan Traylor satte gang i festen lørdag aften, hvor han fik hele salen til at hoppe med. Foto: SahlFoto

Den dæmpede belysning i hallen bliver brudt af lilla lyskegler, der kastes ud over væggene, loftet og de fyldte stolerækker. Det er lørdag formiddag, og andendagen på årets ECHO er skudt i gang. 425 deltagere har i år fundet vej til Fredericia Idrætscenter, og foruden de mange danskere er der også udenlandske deltagere fra mere end 10 forskellige lande.

På scenen står Jamie Richards, der arbejder i Lutheran Church of Hope i Iowa, USA. Et hvidt snelandskab ses på skærmen bag hende. Årstiderne er nemlig temaet på ECHO 2025, og det skal hjælpe deltagerne til at sætte et nyt perspektiv over deres forhold til Gud. Denne formiddag er det vinter, der sættes fokus på. Aftenen før var det efteråret, der blev taget op.

Den åndelige vinter

Jamie Richards påpeger, at de bibelske personer jo ikke oplevede vinter på samme måde som os oppe i nord, så i Bibelen er det i stedet ørkenen, der bruges til at betegne det øde sted, hvor Gud prøver os. På Bibelens tid kaldte de det ødemarken – i dag kalder vi det åndelig vinter. Hun trækker det paradoks frem, at de steder, hvor vi kan føle, at Gud er allerlængst fra os, også kan være de steder, hvor Gud møder os på den mest kraftfulde måde.

Da Jamie Richards er trådt ned fra scenen, kommer to dansere op, som med deres dans sætter fokus på formiddagens tema på en kreativ måde. Det opfølges af en montage af filmklip, der alle taler om lyset og dets betydning. Det er stikordet til Danny Housholder, der træder på scenen for at tale om lys. Danny Housholder er præst i samme kirke i Iowa, som Jamie Richards arbejder i. Han fortæller, at vi mennesker er desperate efter lyset – vi kan ikke leve uden lyset, for mørket minder os om et sted, hvor vi ikke kan leve. Ifølge ham bliver kristne ofte beskyldt for at benægte, at mørket er virkeligt, men sådan må det ikke være, understreger han.

»Gud ser på mørket og siger til os, at der findes mørke i verden, men ikke desto mindre vil det ikke være her for evigt,« fortæller han.

I lounge-området, hvor de fire årstider bredte sig ud fra træet i midten, var der plads til hygge og snak. Foto: SahlFoto

Plads til samtale og forskellighed

Efter talerne fyldes hallen af lovsang, og der er plads til forskellige former for tilbedelse. Nogle vælger at stå op med hænderne løftet, andre foretrækker at blive siddende, enkelte trækker ned bagerst i lokalet for enten at stå op eller sidde på knæ. En enkelt person danser rundt til lovsangen, imens hun svinger et tørklæde rundt om sig.

Nu er det tid til, at deltagerne går ud i grupper for at tale sammen om det, de netop har hørt og oplevet. De fleste af grupperne sætter sig i lounge-området, hvor pallesofaer står blandt små grantræer og blomsterdekorationer, der skal symbolisere de fire årstider. I midten af loungeområdet står et stort træ, hvor lysende lamper spreder sig som grene fra træet og danner et tag over de snakkende deltagere.

Trøst ved livets kant

I løbet af konferencen er der mulighed for at høre et bredt udvalg af seminarer, hvor oplægsholdere med kristen baggrund gør rede for de emner, som netop de har specialiseret sig i. Der er mulighed for at høre om ensomhed, sjælepleje, udfordringer for børnefamilier, sangskrivning, bibelsk arkæologi, kunstig intelligens, bestyrelsesarbejde og meget mere.

Et af seminarerne handler om aktiv dødshjælp, hvor Sine Herholdt, der er professor i sygepleje, gør rede for de forskellige holdninger, der er til aktiv dødshjælp og statsassisteret selvmord. Hun er i gang med et forskningsprojekt, der hedder Trøst ved livets kant. Det handler om, hvad der kan trøste, når man ved, at man snart skal dø. Derfor har hun i den sidste tid haft mange samtaler med mennesker, der snart skal dø, og med deres pårørende. Derudover har hun engageret sig en del i debatten om aktiv dødshjælp.

Vigtigt at lade sig anfægte i sine holdninger

I starten af sit seminar gør Sine Herholdt meget ud af at understrege, at det er en debat, der ofte vækker mange følelser, og at det er vigtigt at kunne se tingene fra den andens synsvinkel.

»Det er en debat, hvor vi skal være klar over, at uanset hvilken side man står på, så er det ikke, fordi man vil være et ondt menneske. Det er faktisk, fordi man gerne vil gøre det gode. Og så kan man være uenig om, hvad det gode er. Men det er lidt vigtigt,« siger Sine Herholdt.

»Og det er faktisk også lidt vigtigt at høre på argumenter fra begge sider. For jeg tror faktisk, at hvis ikke man lader sig blive lidt anfægtet i sin holdning af modargumenterne, så er man nok ikke helt skarp på, hvad det er, der er i spil her.«

Hun erkender, at hun gør noget, som er ret kontroversielt på en kristen konference som ECHO – nemlig at hun piller Gud ud af ligningen.

»De argumenter, jeg nævner, handler ikke om, om vi tror på, at vi er skabt, og om vi tror på, at livet er ukrænkeligt, fordi det er givet af Gud. Det har jeg gjort, fordi hvis vi skal gøre os gældende i en debat, så nytter det ikke at komme med et argument, som ikke er et argument for andre. Det nytter ikke at indføre en autoritet, som ikke er en autoritet for andre. Og der er altså glimrende argumenter både for og imod aktiv dødshjælp.«

Sine Herholdts håb for seminaret er, at deltagerne vil gå derfra og tænke over, hvor de står, og hvilke argumenter der kan anfægte deres holdning.

Danny Housholder var en af hovedtalerne på ECHO, ligesom han også var hovedtaler på det første ECHO i 2022. Foto: SahlFoto

Det største plot twist

Lørdagen slutter med, at Danny Housholder endnu en gang træder op på hovedscenen, hvor han nu skal tale over årstiden forår. Han fortæller, at han elsker foråret, for det er naturens kæmpe plot twist.

»Lige da det så ud, som om alt var dødt, opdager vi, at foråret er det store plot twist,« siger han og sammenligner det med, hvad Jesus gjorde, det største plot twist i universets historie.

»Da alt så mørkt, dødt og tomt ud, kom Jesus ind og bragte livet på banen.«

Nu bliver det vildt

Som aftenens overraskelse træder den amerikanske sanger Jonathan Traylor op på scenen. Han har holdt nogle seminarer i løbet af dagen, men nu får han lov til at skubbe lidt energi ud i de trætte ECHO-deltagere. Han starter med at sige: »Nu bliver det vildt, men I skal ikke være bange,« hvilket nok kan få det til at gibbe lidt i de fleste lidt sceneskræmte danskere.

Jonathan Traylor formår at lokke en lille gruppe af modige deltagere op foran scenen, imens bandet begynder at spille. De, der nu står oppe foran ham, sender han så ud for at hive flere med op foran scenen. Men de skal skynde sig, for de har kun 30 sekunder. Da det er gjort, bliver de alle atter sendt ud for at hente endnu flere med derop. For som han siger, så er vi sendt ud for at være menneskefiskere.

Der er god energi oppe ved scenen, hvor en stor del af ECHO-deltagerne nu begejstret hopper med hænderne over hovedet, imens Jonathan Traylor synger, at man skal løfte sine hænder, hvis man er blevet tilgivet. På et tidspunkt stopper han op og får de hoppeglade deltagere til igen at løbe ud og hive resten af forsamlingen med op og kun lade dem, der virkelig ikke har lyst, slippe. I løbet af ingen tid står alle oppe foran scenen med undtagelse af få personer, der foretrækker at stå lidt mere tilbagetrukket langs siden i hallen. Både unge og gamle har en fest og hopper leende med løftede hænder i takt til musikken. Det virker til, at Traylor selv er overrasket over, at det faktisk lykkedes ham at få de lidt tilbagetrukne danskere til at deltage i dansen. Da der bagefter snakkes over kagen og kaffen, er det da også denne oplevelse, der bliver grinet af.

Hør deltagere fortælle om deres oplevelser på ECHO

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Peter søger ikke længere efter sandheden
Peter var overbevist ateist og mente, at religion var irrationel. Men mødet med amerikanske analytikere med kristne holdninger var med til at vende op…
Beslutningen om abort er sværere end forventet
Johannes Larsen fra Abortlinien rådgiver kvinder, der er i tvivl, og snakker ofte med dem, der kæmper med eftervirkningerne af en abort. …
Jeg var magtesløs men aldrig alene
Daniel Øhrstrøm kæmpede for sit liv på Rigshospitalet. Her oplevede han både mørket og Guds kærlighed, der bar ham gennem lidelsen og satte dybe spor…

Annoncer