Jeg var magtesløs men aldrig alene

Daniel Øhrstrøm kender vejen til Rigshospitalet alt for godt. For to et halvt år siden tilbragte han måneder på hospitalet i uvished om, hvorvidt han ville overleve en livstruende sygdom.

Nu er han tilbage, men denne gang som gæst. I forhallen står flyglet, hvor han en aften under sin lange indlæggelse satte sig og skrev en ny salme. Ikke så langt derfra ligger hospitalskirken, hvor han søgte stilheden med Gud.

Kantinen passerede han utallige gange som patient. Og omgivelserne vækker stadig minder hos Daniel, som er tilbage i livet som familiefar i 40’erne, tilbage i arbejdet som kulturjournalist på Kristeligt Dagblad og fyldt af den kristne tro, der blev testet til det yderste, men som også bar ham igennem sygdommen.

På en februardag beretter han om, hvordan weekenden på Folkemødet på Bornholm i juni 2022 blev speciel. Pludselig gled bøvl med familiens nye hundehvalp, Grundtvig, en parkeringsbøde og en mekanikerregning i baggrunden, da han fik stærke mavesmerter, havde blod i urinen og blev indlagt på sygehuset.

Det blev begyndelsen på næsten et halvt år med dramatiske oplevelser. Han var indlagt på flere hospitaler. Lægerne scannede ham utallige gange, og han gennemgik flere operationer.

»Det var en svær tid, fyldt med uvished, « siger han.

Kæmpede for livet

Først troede lægerne, at det var galdesten. Da det blev afkræftet, frygtede de, at det kunne være leverkræft. Derfor blev han sendt til flere undersøgelser, men en kikkertundersøgelse på Rigshospitalet førte ugen efter til en alvorlig blodforgiftning, så han nu måtte flyves akut i helikopter fra Bornholms Hospital.

»Sygeplejersken bad mig ringe efter min familie, så de kunne sige farvel til mig. Det var svært, at børnene skulle se mig sådan, mens jeg lå med slanger over det hele,« fortæller Daniel, der nu blev langtidsindlagt, først på Hvidovre Hospital og siden på Rigshospitalet.

Vi går alle ind i kirken som Guds børn, uanset om vi er direktører eller førtidspensionister. Det er det samme her. Når vi tager hospitalstøjet på, er vi alle lige

»Længe var jeg bundet til min hospitalsseng. Det føltes som at blive bombet tilbage til babystadiet, hvor selv små ting til gengæld kunne føles som store sejre, når jeg for eksempel igen kunne gå en lille tur ned ad hospitalsgangen,« siger Daniel.

Det viste sig, at han ikke havde leverkræft, men mild kræft to andre steder og en alvorlig galdevejslidelse. Han går stadig til kontrol. Men nu er han kræftfri og vendte allerede tilbage på fuld tid på arbejdet i foråret 2023.

Jeg følte mig magtesløs

Daniel har altid været aktiv og vant til at hjælpe andre, men sygdommen tvang ham for første gang til at være fuldstændigt afhængig af andre.

»Jeg følte mig magtesløs. Det var en barsk oplevelse,« fortæller Daniel. Han fandt styrke i tanken om Jesus’ dåb.

»Jesus fik den største kærlighedserklæring, før han overhovedet havde præsteret noget. Da han blev døbt, kaldte hans himmelske far ham jo for sin elskede søn. Først derefter trådte Jesus frem. Han skulle ikke kæmpe for at fortjene kærligheden, han havde den allerede.

I vores præstationssamfund kan man sommetider føle, at vi nærmest skal korsfæstes for at være værd at elske. Men for mig blev det stærkt at indse, at min dybeste identitet ligger i at være elsket. Guds kærlighed afhænger ikke af, hvad man kan præstere,« understreger Daniel.

»Når man bliver syg, bliver alt så hudløst, at man virkelig ser, hvad der er vigtigst. For mig var det mine relationer: Min familie, mine venner og mit forhold til Gud. Jeg har tænkt meget over det de sidste par uger, fordi vi lever i en tid præget af bekymringer og splittelse. Folk bliver uvenner over politik og religion, og det er vanvittigt, at sådan noget kan skille familier ad. Hvis vi var mere bevidste om vores egen skrøbelighed, hvis vi tænkte, som om vi var døende, ville vi så virkelig bekæmpe hinanden over den slags? Nej, vi ville nok være mere venlige, fordi vi vidste, at alle kæmper deres usynlige kampe og derfor har brug for opmuntring.«

En rejse i taknemmelighed

For Daniel har sygdomsforløbet været en rejse i taknemmelighed.

»Når man bliver syg, bliver det pludselig tydeligt, hvor meget man har at glæde sig over. Det er utroligt banalt, men man tager så meget for givet. Først når det bliver taget fra én, ser man, hvor meget der egentlig er at være taknemmelig for,« siger han eftertænksomt.

Sygeplejersken bad mig ringe efter min familie, så de kunne sige farvel til mig

Under sit sygdomsforløb skrev han facebookopdateringer.

»Det var nok min måde at fastholde mig selv i at se det positive midt i det hele,« forklarer han.

Samtidig blev han opmærksom på, hvor forskelligt mennesker reagerer på sygdom.

»Jeg har mødt medpatienter, der har oplevet en enorm ensomhed og gudsforladthed midt i lidelsen. Det har jeg heldigvis ikke erfaret så meget. Og det gik tidligt op for mig, at selv når man ligger der helt hjælpeløs, har man stadig et valg. Vil jeg være en sur patient eller en venlig én?«

Under sin tid på hospitalet blev det tydeligt for ham, hvor meget næstekærlighed betyder.

»Jeg har mødt mange søde mennesker. Det gav mig en oplevelse af, at vi kan være Guds sendebud gennem venlighed, uanset hvad vi tror på. Sygeplejerskerne har sikkert været både muslimer, buddhister, ateister og kristne, men deres venlighed føltes som små glimt af Guds væsen,« fortæller han.

Hospitalet er som et bønnehus

Sygdomsforløbet har ændret hans syn på hospitaler.

»Det har lært mig, at et hospital er et bønnehus. Jeg tror næsten, der bliver bedt flere bønner her end i kirken,« siger han med et smil.

Han har også opdaget en særlig lighed mellem hospitaler og kirken.

»Når man går i kirke, hænger man sine titler i våbenhuset. Vi går alle ind i kirken som Guds børn, uanset om vi er direktører eller førtidspensionister. Det er det samme her. Når vi tager hospitalstøjet på, er vi alle lige. Jeg har ligget ved siden af mennesker med meget forskellige baggrunde, og det har lært mig, hvor ens vi egentlig er,« fortæller Daniel.

Samtidig har oplevelsen styrket hans tillid til Gud.

»Jeg har mærket, at der er noget at hente i troen, og at jeg ikke er alene – at Gud går med hele vejen. Men det skal ikke lyde, som om der ikke har været tidspunkter, hvor jeg ønskede mig et ekstra mirakel,« tilføjer han ærligt.

Det er ikke uden betydning, hvilken bagage man har med sig, når man bliver indlagt på hospitalet.

»Jeg har mødt alle mulige mennesker, der har ligget der som patienter, og jeg kan bare se, at der er en forskel. Hvis man kommer med et fyldt bibliotek af tro – søndagsskole, kirkegang, salmebog, lovsang, bibellæsning og alt det der – så har man noget at trække på. Men hvis man ikke har det, kan det være meget hårdere. Det har været en kæmpe hjælp for mig at have noget at ty til,« forklarer Daniel, der også har trukket på de mange interviews, han har lavet som journalist med mennesker om tro.

»For mig har det været som en indre lydbog, jeg altid har haft med mig.«

Min narkosebøn

Ligesom man lægger sig i andres hænder, når man bliver opereret, har Daniel også lagt sig i Guds hænder.

»Hver gang jeg er blevet opereret, har jeg bedt en kort vejrtrækningsbøn, som har givet mig ro, når det har været allerværst. Jeg kalder den min narkosebøn,« fortæller han.

Han lærte bønnen, da han for nogle år siden skrev en bog om Fangekoret i Apostelkirken i København.

»Man siger: ‘Jesus Kristus’ og trækker vejret dybt ind, og så siger man ‘Forbarm dig over mig’, når man ånder ud,« forklarer Daniel.

Det gik tidligt op for mig, at selv når man ligger der helt hjælpeløs, har man stadig et valg. Vil jeg være en sur patient eller en venlig én

Når han vågnede efter sine operationer, oplevede han ofte, at en salme fra hans »trosbibliotek« dukkede op og gav ham trøst.

»En gang kom salmen i form af en Facebook-ven, som var blevet tilskyndet af Gud til at komme og synge for mig. Det er den slags oplevelser, hvor man føler, at troen bliver bekræftet,« siger han med et smil.

Men én oplevelse står særligt klart for ham.

»Da jeg stadig lå på intensivafdelingen i livsfare, måtte jeg på et tidspunkt lukke øjnene på grund af det skarpe lys fra vinduerne. Og så skete der noget ekstremt underligt,« fortæller han.

Daniel beskriver, hvordan han i det øjeblik oplevede at rejse ind i sin egen krop, hvor han »sejlede« mellem venlige ansigter, mennesker, han ikke kendte, men som kendte ham.

»Det var, som om de ville byde mig velkommen. Ét efter ét blev deres ansigter til Jesus’ ansigt i korte glimt. Jeg blev gennemstrømmet af varme og følte mig elsket uden nogen fordømmelse. Jeg så ind i det mildeste ansigt, jeg har set. Og det var, som om Jesus så mig og sagde: ‘Jeg ved godt, hvordan det her har været for dig, for jeg har også lidt, og jeg gjorde det for dig og alle andre. For jeg elsker dig og alle andre,’« siger han.

Mødt med ren barmhjertighed

For Daniel har en af de mest centrale erkendelser været forståelsen af, at man er elsket – ikke på grund af, hvad man kan præstere, men simpelthen fordi man er. Tidligere var det måske en mere teoretisk tanke, men gennem sygdomsforløbet blev det en dybt personlig erfaring.

»Da jeg oplevede at blive set på med ren barmhjertighed, forstod jeg for alvor, hvad betingelsesløs kærlighed betyder,« fortæller Daniel, der midt i det svære sygdomsforløb huskede nogle ord, der satte sig fast i ham. De kom fra et interview, han lavede med filosofiprofessor Lars-Henrik Schmidt, der var syg af kræft. Interviewet fandt sted blot en måned før professorens død.

»Jeg spurgte ham: ‘Hvad er den største sandhed for dig?’ Han pegede på et lille broderi, han havde købt på et loppemarked. På det stod der: ‘Jesus elsker dig.’ Og så sagde han: ‘Det er det, der trøster mig mest. Det mest trøsterige, når man skal dø, er at føle sig elsket. Det kan godt være, at man ikke har en familie, der elsker én. Men Jesus er garanten for, at der altid er én, der elsker dig.’

Det gjorde et stort indtryk på mig. For i bund og grund er det jo også fundamentet for hele vores samfund, at vi har bygget det på en forståelse af, at alle er værd at elske. Derfor skal vi også møde hinanden med kærlighed, fordi selv de mest udfordrede er elsket af Jesus,« siger Daniel eftertænksomt.

Jeg er blevet afhængig

I de mørkeste dage af sygdomsperioden var Daniel rigtig bange for, at han ikke skulle se sine børn vokse op.

»Men jeg var ikke bange for at dø. Jeg tror på, at jeg er i Guds hånd før og efter døden,« fortæller han.

For nogle år siden udgav han salmesamlingen: »Det bedste, jeg havde ventet«. Teksten er baseret på en indskrift på den amerikanske sanger Frank Sinatras gravsten, hvor der står »The best is yet to come«.

»Jeg tror, at det, der venter os, er godt. Men jeg tror, at vi her på jorden skal fokusere på, at evigheden allerede findes her i nuet. Kirkefaderen Augustin sagde: ‘Overlad fortiden til Guds nåde, fremtiden til Guds styring og nu til Guds kærlighed.’ På den måde er vi altid i Guds kærlighed, og jeg tror, at når vi dør, så er vi i Guds hjerte,« understreger Daniel.

Han kalder sit sygdomsforløb for en slags uønsket efteruddannelse i den kristne tro, han hele tiden har haft. Han har fundet ud af, at den kristne tro er bæredygtig.

»Det er gået fra teori til praksis, hvor jeg tager Gud med i min hverdag. Under min sygdom var jeg konstant afhængig af hans hjælp. Det er nærmest blevet en del af mig,« fortæller Daniel, inden han cykler tilbage til redaktionen på Kristeligt Dagblad.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.