Siden Katie (Katherine) Sowers og Frederik Meyer Olesen blev gift i 2016, har Odense været deres base. De mødte hinanden i 2012, da de begge i et år rejste rundt med organisationen Youth Encounter, hvor de spillede musik, lavede dukketeater og fortalte bibelhistorier i kirker i USA samt i kirker og på skoler i Australien.
En amerikaner i Danmark
Katie, der kommer fra byen Hanover i Pennsylvania på USA’s østkyst, flyttede til Danmark, lige efter parret blev gift. Skiftet til Danmark har på nogle punkter været nemt og på andre en udfordring.
»Der er faktisk mange, der spørger mig om, hvordan det har været at flytte fra USA til Danmark. Jeg vil egentlig gerne sige, at det var nemt, fordi det kunne have været meget sværere,« siger Katie og henviser til, at det var tyskere, der i 1700-tallet kom og bosatte sig i Pennsylvania. Derfor er det en luthersk kirke, hun er opvokset i, og det kan hun mærke ved, at mange af traditionerne i den danske folkekirke er de samme som derhjemme, blot med små variationer.
»Men det er jo svært at flytte til et andet land og skulle bygge et nyt netværk op. Jeg har skullet finde ud af, hvem jeg er i dette nye land. Jeg har skullet lære et nyt sprog. Så nogle gange er det svært, men oftest tænker jeg ikke over det.«
I Danmark holder vi troen mere på afstand. For eksempel er andagter mere teoretiske i Danmark. I USA har det mere form af et vidnesbyrd
Hun fortæller, at det kan være meget ensomt at komme fra et andet land, for det er svært at finde andre, der ved, hvordan det er.
»Det har også været svært for mig at komme ind i fællesskaberne og lære folk at kende, fordi jeg i starten ikke kunne dansk. Jeg er af natur lidt tilbageholdende, så der var mange, der ikke vidste, at jeg sad der og ikke anede, hvad de snakkede om,« fortæller hun.
»Det har heller ikke hjulpet, at vi bor i en studieby,« indskyder Frederik og fortsætter:
»Vi fandt jo sammen med nogle jævnaldrende, men når de er færdige med at studere, flytter de væk fra byen. Så man når at opbygge nogle relationer, og så er de jo ude igen. Nu er vi lige så stille ved at falde til i IM-fællesskabet i Odense og får opbygget nogle gode relationer der. Men det er jo også en længere proces.«
Brænder for formidling
Frederik, der er uddannet lærer, blev i 2019 ansat som konsulent på Fyn ved Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS).
»Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at jeg ikke skulle ud i folkeskolen og undervise. Der har hele tiden ligget en eller anden drøm, et kald og en interesse for kirkeligt arbejde hos mig. Så da jeg så jobopslaget fra DFS, kunne jeg bare mærke, at den stilling var skræddersyet til mig,« siger han.
»Både at være lærer og børnekonsulent handler om formidling, og det er netop noget af det, jeg synes, er rigtig spændende. Og så bruger jeg af og til forsøg fra min fysik-kemi-undervisning. Det synes børnene, er enormt sjovt at være med til.«
Det er nyt for mig, at mennesker ikke vil snakke med mig, fordi jeg er kristen
Frederik har et hjemmekontor, hvor han blandt andet laver materialer til sommerlejre, forbereder familieaftener og optager Klub-Online, som er en børneklub på YouTube, der startede under corona. Meget af hans tid går også med at besøge børneklubberne rundt omkring på Fyn, hvor han af og til kommer og tager programmet, så lederne kan få en velfortjent pause. For, som han siger, så er det meget få kræfter, der er ude i mange af klubberne på Fyn.
»Hvis man spørger rundt omkring i klubberne, så kunne de altid godt lige bruge en leder mere. Nogle steder er de mere ophængt end andre. Og nogle steder er de gået lidt ned med hensyn til, hvor tit de holder klub for at kunne være i det selv,« fortæller han.
»Men jeg oplever egentlig, at vi er gode til at samarbejde på Fyn. Også på tværs af kirker og organisationer. Når vi holder arrangementer, børnedage, junioraftener og lejre, så samler vi folk fra både DFS, Indre Mission, Luthersk Mission og Fyns Valgmenighed. Og så er vi gode til at bakke op om hinandens arrangementer. Så der er meget netværk på kryds og tværs.«
Frederik understreger også, at det er en gave at arbejde med så mange børn, som ikke ellers har stor berøring med kirken.
»Vi har nogle klubber, hvor de fleste af børnene ikke er vokset op med at gå i kirke og ikke kender super meget til kristendommen. Flere af dem får vi også lov til at have med på lejre. Og så er det jo fedt at have sådan et kæmpestort kristent fællesskab, som disse børn kan komme ind og være en del af, netop fordi vi har så godt et samarbejde.«
Ønsker at støtte andre
Katie har en bachelor i religion fra USA, og da hun flyttede til Danmark, læste hun til serviceøkonom. I februar i år fik hun arbejde på Indre Missions Hus som økonomiassistent, hvor hun sidder med indsamlingsarbejdet. Det kan både være planlægning af nye indsamlingskampagner og bogføring, og så står hun til rådighed, hvis de lokale fællesskaber har spørgsmål vedrørende indsamling.
»Da jeg læste til serviceøkonom, begyndte jeg at tænke, at man jo kunne bruge dataindsamling til at planlægge ting bedre,« fortæller hun.
»Og da jeg så læste stillingsopslaget fra IM, tænkte jeg, at det lige præcis var den slags person, de kiggede efter. Nemlig én, der kan koble nørdarbejdet med tal sammen med det at lægge fremtidige planer i forhold til indsamling og marketing.«
Jeg oplever, at vi er gode til at samarbejde på Fyn. Også på tværs af kirker og organisationer
Katie har altid haft en idé om, at hun gerne ville arbejde for en kristen organisation. Men det skulle ikke være på den måde, som mange tænker på først.
»Jeg tror, mange tænker, at hvis man arbejder med kirke eller lignende, så skal man være sådan én, der gerne vil op og tale eller synge lovsange og på den måde være foran det hele. Men det kristne arbejde kræver også, at der er nogle, der står bag det hele og støtter de andre i deres arbejde. Så jeg tænkte, at jeg skulle være en af dem i baggrunden, der laver forberedelserne til de store arrangementer og støtter dem, der står foran.«
Opdeling af kirke og missionshus
Katie kan tydeligt mærke, hvilke forskelle der er på Indre Mission og folkekirken i Danmark og den lutherske kirke, hun kender hjemme fra Pennsylvania.
»Det er lidt specielt for mig, den måde man i Danmark har delt kirke og missionshus op, for i USA er det i kirken, det hele foregår. Derfor er det nogle gange svært for mig at forstå, hvor grænsen går mellem, hvad der foregår i kirken og i missionshuset.«
Katie har skullet vænne sig til, at det ikke er alle i missionshuset, hun ser i kirken om søndagen, fordi man i IM-fællesskabet i Odense kommer fra mange forskellige områder på Fyn.
»Måske kommer vi til at mangle en fælles historie og oplevelse. Men på den anden side kan det også gøre, at vi kan inspirere hinanden på en anden måde og bidrage med nye tanker ind i fællesskabet,« påpeger Katie.
Den naturlige samtale om tro
En anden stor forskel på at være kristen i de to lande er, at det er meget mere naturligt at tale om sin tro i USA.
»Hvor jeg voksede op, var det helt almindeligt, at man var kristen. Så der var en stor sammenhæng mellem vores tro og vores hverdag. Men her i Danmark føler jeg lidt, at jeg skal skjule den del af mit liv, for jeg bliver ofte mødt af nogle mærkelige ansigter, hvis jeg begynder at snakke om min tro,« siger Katie.
Hun fortæller om en oplevelse på discgolfbanen, hvor Katie og Frederik bruger meget af deres fritid. Her snakkede hun med nogle af de andre spillere. Da hun fortalte, at hun arbejder i Indre Mission, stoppede samtalen med det samme.
»Det var tydeligt, at så ville de ikke snakke med mig mere. Det er svært at blive mødt med den slags, for det er nyt for mig, at mennesker ikke vil snakke med mig, fordi jeg er kristen,« siger hun.
Det kristne arbejde kræver også, at der er nogle, der står bag det hele og støtter de andre i deres arbejde
Frederik påpeger, at en fordel ved, at han arbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, er, at folk ikke er så skræmte over det navn som over navnet Indre Mission. For folkekirken kender de fleste jo lidt til.
»Så jeg oplever ikke den der mur på samme måde, fordi der ikke står IM hen over det hele. At der så stadig står IM neden under overfladen, er så noget andet,« siger han med et smil.
»Måske skal Indre Mission være bedre til at fortælle, at de er en del af folkekirken og på den måde åbne samtalen,« siger han.
Katie pointerer også, at tro generelt er mere intellektuel for danskere, imens det har en mere personlig vinkel i USA.
»Jeg kan godt mangle lidt mere hjerte i det, for i Danmark holder vi troen mere på afstand. For eksempel er andagter mere teoretiske i Danmark. I USA har det mere form af et vidnesbyrd.«
Viser Guds kærlighed med hænderne
»I amerikanske kirker er der meget fokus på, hvad man kan gøre med hænderne for at vise kærlighed til dem omkring sig,« siger Katie og fortæller, hvordan de i hendes forældres kirke fokuserer meget på at hjælpe naboerne ved at dele tøj og mad ud. De sender også ofte folk og penge afsted, når der er naturkatastrofer andre steder i landet.
»I USA har kirken overtaget det sikkerhedsnet, som staten giver i Danmark. Så der er ikke brug for samme hjælp fra kirken i Danmark, men det er ærgerligt, for vi mister en måde at vise folk, at kirken ikke er den bygning, vi mødes i om søndagen. Det er de mennesker, der kommer og hjælper hinanden.«
