Rebekka Hindbo Dideriksen har ofte hørt ikke-troende veninder sige: »Din datingpool er bare så meget mindre end vores.« Og hun må give dem ret. Udvalget af potentielle kærester i det kirkelige miljø er mere begrænset. Det oplever både Rebekka og hendes veninde Kristine Holm Hansen, der begge er aktive i kristne fællesskaber i Aarhus.
»Mine ikke-troende veninder kan sagtens date personer uden at løbe ind i dem igen,« siger Rebekka, og Kristine fortsætter:
»Det kristne miljø er lille, og der er altid nogen, som kender nogen. Det kan være fælles venner, en fætter eller en gammel rumbo fra efterskolen eller højskolen. Fordelen ved det er, at det er en god måde at finde ud af, om folk er kristne.«
Rebekka nikker:
»Det positive er, at der er nogen, som kan sige god for dem og bekræfte, at de er gode mennesker.«
Men der er også udfordringer ved at date i kristne kredse.
»Det er svært at mødes anonymt, og der kan godt opstå sladder, fordi rygtet løber hurtigt også på tværs af landet, hvis nogen dater hinanden,« fortæller hun.
Det betyder ikke så meget for dem, jeg færdes blandt, om man er i et parforhold eller ej. Det er andre ting, de er mere interesserede i at vide
Kristine oplever det samme:
»Hvis jeg siger, at jeg har været på date med en fyr, så bliver folk hurtigt enormt spændte og spørger: ‘Hvem er han?’ Folk er nysgerrige, og det må de også gerne være, men det går stærkt.«
Rebekka tilføjer:
»Det er jo ikke ondsindet, men det er stadig sladder.«
Kristine peger på en anden udfordring.
»Hvis man har været på flere dates med en person, og det ikke bliver til noget, så møder man dem alligevel i miljøet. Det kan være svært.«
Åbenhed om dating og singleliv
Der er andre forskelle på dating i det kirkelige miljø og i andre sammenhænge.
Veninderne remser op.
»Vi ender ikke med at have sex på en date,« forklarer Kristine.
»Der er forskel på, hvor mange man dater,« lyder det fra Rebekka, og »om man dater flere på én gang,« kommer det fra Kristine. »Jeg dater en ad gangen, men det gør også, at indsatsen er meget højere, for jeg kan bruge flere uger på samme person.«
»Det er min oplevelse, at det er rimeligt ilde set i kristne kredse, hvis man dater mere end én ad gangen. Sådan er det nødvendigvis ikke andre steder,« uddyber Rebekka.
»Jeg har ikke oplevet, at mine kristne veninder dater for sjov, men det har jeg gjort blandt mine ikke-troende veninder.«
De to veninder har boet i Aarhus i ni år og har i den tid oplevet, hvordan datingkulturen for alvor er blevet en del af det kristne miljø.
»Der er blevet mere åbenhed om at være single og om dating. Man kan godt sige: ‘Jeg drak en kop kaffe med ham her,’ eller ‘jeg har skrevet lidt med ham her.’ Det betyder ikke, at man skal giftes om et halvt år, som det gjorde i starten, da jeg boede her,« fortæller Kristine.
Hun oplever, at det i dag er mere legitimt blot at mødes uforpligtende på en date.
»Man kan godt ses med nogen, uden at der behøver at være følelser indblandet, og uden at man nødvendigvis skal tage næste skridt,« siger Kristine.
Da de var yngre
De to veninder tilhører en aldersgruppe i det kristne miljø, hvor dating er blevet en naturlig måde at møde nye på. De oplever, at man bor mere spredt i byen og ikke er en del af hinandens hverdag. Derfor kræver det en mere bevidst indsats, når man vil lære nye at kende.
»Det var anderledes, da vi gik på efterskole eller på højskole. Dengang var det meget nemt at snakke med folk og lære dem at kende, fordi man var intenst sammen på en helt anden måde, end man er, når man er begyndt at studere eller arbejde, « forklarer Rebekka, der er 31 år.
Kristine på 29 år husker, hvordan hun i starten af tyverne ofte gik sammen med en venneflok til møde i et kristent fællesskab eller i en kirke. Dengang tænkte hun, at hvis hun viste interesse for en fyr uden held, så lukkede det automatisk døren til resten af hans vennekreds.
»Når man bliver ældre, kan man bedre snakke om at date venners venner, uden at det bliver et kæmpe issue,« siger Rebekka.
Flere former for dating
Veninderne dater på forskellig måde.
»Jeg har mest erfaring med at blive sat op. Det vil sige, at der er en tredje part inde over, for eksempel en fælles ven, som skaber kontakt, og så aftaler man at mødes,« siger Kristine.
Rebekka har også erfaring med onlinedating.
»Jeg har måske en ubegrundet frygt for at skrive til mænd, jeg har mødt i virkeligheden. Hvis de svarer nej, bliver det så akavet, når vi mødes igen. Det er nemmere at skrive til en kristen profil på nettet, så bliver den person først ægte, når han svarer. Hvis jeg får et afslag, er det nemmere at lægge afstand til det, for de kender mig jo ikke,« siger hun.
Hvis jeg siger, at jeg har været på date med en fyr, så bliver folk hurtigt enormt spændte og spørger: 'Hvem er han?' Folk er nysgerrige, og det må de også gerne være, men det går stærkt
»Nogle kan godt finde på at ghoste én efter en date. Det vil sige, at de slet ikke svarer. Det synes jeg, er respektløst. Jeg kunne godt ønske mig, at det blev bedre blandt kristne, at man behandler hinanden ordentligt ved at svare tilbage. Det er helt okay, hvis man ikke klikker og ikke har lyst til at gå på date igen, men det er rarere at få det at vide end at blive ghostet.«
Det er hårdt at date
Veninderne oplever, at det kræver meget at date.
»Det er virkelig hårdt og intensivt, for jeg giver af mig selv og mine drømme til en person, jeg ikke kender. Jeg sætter meget tid af til det. Det er tid, jeg ellers kunne have brugt på mig selv eller mine venner. Men jeg gør det, fordi jeg håber, at der kommer noget godt ud af det,« forklarer Kristine, som på et tidspunkt på en date spørger ind til det med den kristne tro.
»Det er jo noget, som det er vigtigt at snakke om.«
Rebekka har i mange år tænkt, at hvis hun får en kæreste, skal han være kristen.
»Nu er jeg mere kommet dertil, at han måske ikke behøver at være kristen på præcis samme måde som mig. Der er mange kristne fællesskaber i Aarhus, som er kristne på forskellige måder,« forklarer hun.
Aarhus er et bevidst valg
Selvom både Kristine og Rebekka arbejder på Indre Missions Hus i Fredericia som henholdsvis grafiker og forlagsassistent, har de valgt at bo i Aarhus.
»Vi ville stikke ud som singler, hvis vi boede andre steder. I Aarhus falder jeg mere ind i miljøet og kan være mig selv. Jeg oplever også, at jeg bliver favnet godt af mine kristne fællesskaber, hvor der er flere i samme livssituation som mig,« forklarer Kristine.
Hun kommer i Sct. Pauls Kirke, i »Sct. Pauls Undervejs«, der er en gruppe for dem, der er lidt ældre end de studerende, og i »KFX«, som er for tidligere KFS’ere.
»Jeg kan godt lide, at jeg lige kan skrive til mine singlevenner, om de er friske på en fyraftensøl en fredag aften. Der er en frihed i at være sammen med andre, der har den samme frihed.
Rebekka kommer i Christianskirken og i en bibelgruppe for tidligere IMU’ere. Hun oplever, at hendes kristne fællesskaber har et afslappet forhold til singlestatus.
»Det betyder ikke så meget for dem, jeg færdes blandt, om man er i et parforhold eller ej. Det er andre ting, de er mere interesserede i at vide,« siger hun.
Omgivelsernes reaktioner
I mødet med ældre generationer oplever Rebekka dog noget andet.
»Når jeg møder mine forældres venner, spørger de ofte, om jeg har fået en kæreste. Når jeg svarer nej, siger de, at det kan de ikke forstå, for jeg er så sød og kan så mange ting,« fortæller Rebekka.
Hun husker en fødselsdag, hvor en kammerat, hun ikke havde set i lang tid, efter få minutters samtale sagde, at han ville finde en mand til hende.
»Jeg syntes, det var tankeløst. Han kunne jo bare have spurgt pænt ind til, hvordan det gik med mit datingliv,« siger Rebekka.
Så er der den velmenende omsorg, som også kan blive et pres. Det har Kristine erfaret. Hun har oplevet, hvordan hendes forældre under aftenandagten bad om, at hun måtte finde en kæreste.
»Jeg sagde bagefter, at det må de gerne bede om, bare ikke, når jeg sidder der,« forklarer Kristine.
Rebekka nikker genkendende:
»Det kommer til at føles, som om man ikke helt er der, hvor man skal være, fordi man ikke har en partner. Jeg ved godt, intentionen er god, men det føles ikke sådan, når nogen højlydt beder om, at jeg må finde en god kristen mand, mens jeg hører på det.«
Vi er ikke i en venteposition
Både Kristine og Rebekka gør op med forestillingen om, at en kristen single lever i en slags venteposition på »den eneste ene«.
»Dating er en del af mit liv, men ikke hele mit liv. Jeg føler, jeg lever et fuldt og godt liv med de ting, jeg går op i, og de venner, jeg har,« siger Kristine.
Rebekka supplerer:
»Folk skal ikke synes, at det er synd for mig, at jeg ikke har fundet en ægtefælle. Jeg har mange ting i mit liv, som jeg synes, er fede, og som jeg hellere vil tale om.«
Alligevel er savnet der.
»Nogle gange kan jeg godt mangle det med, at der er en at dele hverdagen med på en anden måde, end jeg gør med mine veninder,« siger Rebekka.
Kristine udtrykker det på samme måde:
»Jeg synes, jeg har et fantastisk liv. Prøv at tænke, hvis jeg kunne dele det med nogen.«
Der er en ting, som de har snakket meget om.
»Vi vil hellere være singler end at være sammen med den forkerte,« fastslår Kristine.
