Menneskers vidnesbyrd spillede en afgørende rolle for, at Hans Jørgen Hedegaard som ung begyndte at tro på Jesus.
»Som teenager deltog jeg i en missionsuge i Thy, hvor der den første aften lød en klar vækkelsesforkyndelse. Der var spørgsmål til, som vi snakkede om i grupper. Jeg var ikke helt vild med at komme til at sidde ved siden af alderspræsidenten. I vores samtale aflagde han et stærkt vidnesbyrd om Jesus’ død på korset. Det rørte mig så dybt, at jeg næste aften sørgede for at komme til at sidde ved siden af ham igen.
I nogle år valgte jeg det hele fra, indtil min svoger en dag kom forbi og snakkede med mig, om jeg ikke skulle begynde at gå på en vej, som førte til himlen. Så begyndte jeg at læse i Bibelen, og efter et par år blev jeg en personlig kristen,« fortæller Hans Jørgen Hedegaard, der i 1977 blev ansat som missionær i Indre Mission.
Under ordets påvirkning i flere dage
I de første år af hans tjeneste var det især ved bibelcampings og missionsuger, at mennesker kunne stå i kø for at fortælle deres vidnesbyrd.
»Når vi kom lidt hen på ugen, kunne der blive flere og flere vidnesbyrd. Det var ofte inspireret af noget, mennesker havde hørt i forkyndelsen, eller de havde hørt fra andres vidnesbyrd. Det gjorde en stor forskel at være under Guds ords påvirkning i flere dage. Der var noget, som blev ved med at tale til mennesker,« siger Hans Jørgen.
Det var ikke al slags forkyndelse, der fremmede lige mange vidnesbyrd.
»Der var ikke så mange vidnesbyrd i forbindelse med helliggørelsesforkyndelsen, men de kom, når der lød en klar vækkelsesforkyndelse. Der var flest, når vi fik malet Jesus som den korsfæstede frelser for øje. Bagefter var der mange, som søgte personlig samtale i samtalevogne. Mange oplevede, at deres tro blev fornyet, eller at de blev omvendt,« forklarer missionæren, der husker en bibelcampingaften, hvor han var mødeleder.
»Jeg kunne se på vidnekøen, at vi måtte fortsætte noget længere end det aftalte sluttidspunkt.«
Dengang var der også fokus på, hvordan man kunne fremme vidnesbyrdet.
»Når vi mødtes til ledermøde om morgenen på bibelcampingen, talte vi om, hvordan vi kunne fremelske vidnesbyrdet, så det ikke døde ud,« fortæller Hans Jørgen.
Vi har brug for vækkelsesforkyndelse
Billedet så noget anderledes ud ved ugentlige møder i missionshusene.
»Når mødelederen gav ordet frit efter kaffen, var der ofte to til tre vidnesbyrd. Det var flere, end der mange steder er i dag,« vurderer Hans Jørgen, der blev pensioneret i 2014 og bor i Blåhøj i Midtjylland. Sidste år holdt han cirka 65 møder som fritidsforkynder.
Han mener, at man skal genopdage værdien af vækkelsesforkyndelsen, og at det vil fremme vidnesbyrdene.
»Vækkelsesforkyndelsen er vigtig, for at vi ikke skal falde i søvn. Vi har brug for ofte at høre en personlig forkyndelse af frelse og fortabelse,« siger Hans Jørgen.
