Inger Nørgaard har netop rundet 70 år, og hun bliver stadig rørt, når hun husker den aften, der ændrede hendes liv for altid. Som 17-årig mødte Inger sin himmelske far.
»Man kan sige, at Gud mødte mig, da jeg var i min største livskrise på grund af forholdet til min far. Jeg var taget til et møde i en frikirke med nogle venner, og efter forkyndelsen mellem flere lovsange lød det fra scenen: ‘Der er én person til stede i aften, som ikke er kristen’. Jeg vidste, at det var mig, men jeg ville ikke gå frem. Pludselig stod jeg der alligevel, uden at jeg tænkte over det. Der blev bedt for mig, og jeg mødte min himmelske far. Jeg havde brug for kærlighed og stabilitet, og det fik jeg. Lige siden har det været tydeligt for mig, at Gud altid har været der for mig. Den tryghed har aldrig forladt mig,« fortæller Inger, der sammen med ægtefællen Henning i mange år har boet i Hoptrup, syd for Haderslev.
Min fars guldkors
Hun reflekterer over nogle af de milepæle i det nye liv, hun fik som kristen.
»Jeg oplevede en heling og frigørelse, da jeg på et tidspunkt deltog i et sjælesorgskursus, hvor jeg fik sat nogle ting på plads i mit indre på grund af mine oplevelser med min far,« fortæller Inger, som med tiden fik et bedre forhold til ham.
Det største var dog at opleve forældrenes påskønnelse af den livsvej, hun havde valgt.
»Det betød meget for mig, da min far gav mig et guldkors. Jeg følte det som en anerkendelse af mit valg af livsvej,« fortæller Inger, der glæder sig over, at hendes forældre senere i livet begyndte at komme i kirken.
»Jeg tror især, at det kom til betyde meget for min mor. Hun ønskede sig på et tidspunkt en bibel.«
Mit syn på livet er forandret
Mens Inger selv stiftede familie og arbejdede som folkeskolelærer, voksede en følelse af, at der lå en dybere opgave og ventede.
»Jeg deltog i en missionskonference på Børkop Højskole, og en oplægsholder fortalte, at Jesus var 30 år, inden han begyndte sin gerning. Da blev det meget tydeligt for mig, at sådan ville det også blive for mig,« forklarer Inger.
En halv måned efter sin 30-års-fødselsdag blev hun konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS). Det blev startskuddet til over 30 års lønnet tjeneste i kirkeligt arbejde. Efter nogle år som børnenes konsulent var hun omkring Blå Kors og Sudanmissionen, som i dag hedder Mission Afrika. Så blev hun landsleder for Indre Missions Familiearbejde og til sidst souschef i DFS.
»Mit perspektiv på livet har forandret sig meget gennem mit arbejde i Guds rige. Jeg har fået et håb og et lys ind over livet. Selv om der kan være ting, som kan bøvle, så tror jeg på, at jeg kan komme videre,« understreger Inger.
»Jeg har erfaret, at Gud har sat mig der, hvor han kan bruge mig. Det er der en tryghed i. Jeg har selvfølgelig oplevet kampe undervejs, men Gud har altid fundet en udvej. – Det er jo fantastisk, at Gud har styr på det. Det gælder også min fremtid.«
Jeg har fået et mildt sind
Hun har mødt rigtig mange mennesker i tjenesteårene, og flere af dem er blevet hendes venner.
»Jeg har haft mange samtaler med mennesker, hvor jeg har fået lov at se ind i deres liv. Det har været meget værdifuldt, og det har udviklet mig som menneske. Jeg tror, at Gud har formet mig, så jeg blev lyttende og kunne være der for dem, der havde brug for omsorg på forskellig måde. For mig har det været en stor gave at få lov at blive brugt og at kunne gøre en forskel,« forklarer hun.
»Jeg tror, at jeg har fået et mildt sind af at vandre med min himmelske far.«
Da Inger stoppede som souschef i DFS, var det også et farvel til arbejdspladsen på Indre Missions Hus i Fredericia (IMH). Det har efterladt et tomrum.
»Jeg stod i nogle opgaver, som var forbundet med et stort ansvar, hvor jeg søgte Guds vejledning og hjælp. I dag savner jeg dette samspil med Gud og fællesskabet med medarbejderne på IMH,« fortæller Inger, der efter DFS-tiden vendte tilbage til folkeskolen.
Når det blev for firkantet
Det kristne fællesskab har gennem årene været både en støtte og en udfordring for hende. I de første år, efter hun blev kristen, blev hun en aktiv del af IMU i Brande. I 1987 blev hun af DFS flyttet til Sønderjylland, hvor familien kom i Indre Mission i Hoptrup. Nu er missionshuset solgt, og hun og Henning kommer i et par bibelkredse og i den lokale kirke.
»Det kristne fællesskab har altid betydet meget for mig. Her mødte jeg nogle dejlige mennesker, og det var skønt at synge lovsange, bede og lytte til forkyndelse sammen. Disse oplevelser har gennem årene beriget mit liv på mange måder,« siger Inger, der husker flere fra sin omgangskreds, der helt konkret kunne se, at hun var blevet kristen.
»De syntes, at jeg strålede sådan.«
Hun beskriver sig selv som en grinebider, der elsker sjov og ballade. Hun er også typen, der får ideer, som nogle gange kommer lidt på tværs af traditionerne.
»Jeg har indimellem mødt mennesker, som har haft en meget firkantet indstilling til, hvordan man kan gøre tingene. Det har været svært for mig at være i.«
Kampen om selvværdet
Der har også været toner i forkyndelsen, som hun har haft det svært med, og som har påvirket hendes identitet.
»Jeg har lyttet til meget forkyndelse, hvor jeg har hørt, at jeg er en synder. Det har jeg kæmpet rigtig meget med. Det har virkelig påvirket mit selvværd, og i mange år har jeg gået med en følelse af at være ingenting,« siger Inger.
»Det har været en kamp at arbejde mig op igen og tage Guds ord til mig om, at jeg er elsket og værdifuld som Guds barn.«
Det var faktisk først med hendes 70-års-fødselsdag i september, at hun kunne tage det til sig og stole på det.
»For første gang kunne jeg sidde tilbagelænet og tage imod alle de gode ting, som min familie og venner sagde til mig, og som Gud giver mig,« forklarer Inger.
»Tænk, at jeg skulle helt frem til min 70-års-fødselsdag, før jeg bare kunne sidde og tage imod det.«
