Hvis der blev skrevet en bog om Helga og Kurt Nielsens liv, ville en hel del kapitler give et billede af, hvordan Gud arbejder. Det indtryk står tilbage efter en ærlig og menneskevarm samtale med ægteparret i deres hjem i Holstebro.
Helga var bare en lille pige, da hun havde en særlig drøm, hvor Gud kaldte hende til at tage til Afrika som missionær. Nogle år senere på bibelskolen Fjellhaug i Norge vendte Gud tilbage.
»En dag kom kaldet så stærkt til mig, at jeg kunne mærke det langt ind i mig selv, at jeg skulle ud som missionær. I første omgang blev jeg ked af det. I en lille måned kæmpede jeg med Gud om, at jeg måtte blive fri. Jeg kunne ikke overskue det,« fortæller Helga, der begyndte at læse til lærer på seminaret i Nørre Nissum. Her mødte hun fynboen Kurt, som sværmede for den høje, lyshårede pige fra Thyborøn.
Kurt blev overbevist
Han fik klar besked den aften, hvor de snakkede, om de skulle være kærester.
»Jeg fortalte ham, at det ikke skulle være os to, hvis ikke han kunne se sig selv rejse ud sammen med mig som missionær,« siger Helga. Kurt accepterede det uden indvendinger.
»Vi sagde til hinanden, at Gud kan ordne det. Hvis det var hans vilje, så måtte han overbevise mig,« fortæller Kurt.
Parret blev gift i 1978, og da de var færdige med deres uddannelser, blev de begge ansat på den kristne friskole i Holstebro.
Kontrasten var mega stor. Som da jeg første gang var i Bilka og kunne vælge mellem 15 forskellige slags vaskepulver
Nogle år senere rejste Kurt med sin far til Tanzania for at besøge hans bror, som var missionær.
»Det blev en fantastisk måned, hvor jeg oplevede min bror fortælle evangeliet til en meget fattig befolkning. Vi var på en evangelisationstur ud i bushen, da min bror stoppede og spurgte en større gruppe, om de ikke havde lyst til at købe en bibel. På trods af fattigdom halede de pengene frem fra gemmesteder og købte en bibel, som de straks begyndte at læse i.
Derigennem åbnede Gud mine øjne for, at der var nogle mennesker, som havde behov for min hjælp. Da jeg kom hjem, sagde jeg til Helga, at nu var jeg klar,« siger han.
En mur af varme
Parret lavede en aftale med Luthersk Mission, hvor de bandt sig for en periode på ni år, og hvor de skulle være med til at opbygge en dansk kostskole for missionærbørn i Iringa i Tanzania. Så fulgte en tid med mange forberedelser og omvæltninger for småbørnsfamilien med opsigelse af stillinger, salg af hus, et års bibelskoleophold på Luthersk Missions Højskole, LMH, i Hillerød og sprogskole i England og i Tanzania.
»Der var nok nogle, som tænkte, hvorfor vi valgte at rejse ud med små børn til et land, hvor vi kunne få voldsomme sygdomme, og der var stor risiko for, at vi med vores rigdom kunne blive overfaldet og blive udsat for tyveri. Men vi var meget overbeviste om, at Gud ville tage vare på os. Han havde kaldet os, og så ville han også føre det igennem for os,« forklarer Kurt.
Da jeg kom hjem, sagde jeg til Helga, at nu var jeg klar.
Helga husker meget tydeligt den dag i februar 1987, hvor de landede i Tanzania.
»Jeg får helt gåsehud ved tanken. I flyet sad jeg med vores yngste på tre uger på skødet, mens jeg sørgede for mad til de tre andre børn, hvoraf den ældste var syv år. Da vi kom ud af flyet i vores vintertøj, blev vi mødt af 40 graders varme. Vi var trætte, og det tog tid at komme igennem lufthavnen,« husker hun.
Skolehjælp til missionærernes børn
Parret gik i gang med at etablere en skole - først i nogle lejede lokaler, og siden var de med til at bygge en kostskole, som skulle være et kristent hjem for missionærbørnene.
»Vi ønskede at skabe en skole med fest og gode oplevelser for børnene. De skulle have de bedste forhold, hvor der både var trygt, og hvor de kunne være sig selv,« siger Kurt.
Børnene blev enten fløjet eller kørt ind til Iringa. De boede på skolen i ti uger ad gangen. Kurt og Helga og en stab af andre lærere stod for undervisningen af de 25-30 børn. Derudover sørgede de for fritidsaktiviteter som juniorklub, fodbold og kreative sysler.
»Vi så det som en stor gave, at vi kunne bruge vores uddannelse og erfaring som lærere til at etablere en skole og undervise missionærbørn. Vi så os selv som bygningsarbejdere, der lavede nogle gode rammer for børnene, mens deres forældre fungerede ude i felten. Vi følte, at missionen kunne få en længere levetid for den enkelte missionær i Tanzania ved, at vi kunne give deres børn en god tilværelse på skolen,« siger Helga.
Vores kald var fuldført
Tiden i Afrika var fyldt med mange udfordringer. De sværeste var perioderne med sygdom. Som da Kurt efter et år måtte rejse hjem, fordi han havde tabt sig meget og måtte undersøges. Eller i slutningen af deres ophold, hvor deres datter fik en slem omgang malaria.
Jeg var fuldstændig slået ud og bad til Gud, at han ikke måtte tage vores pige.
»Helga var rejst hjem med vores ældste, fordi han skulle på efterskole, og jeg var på safari med vores tre yngste, da vores datter blev meget syg. Vores bil var gammel, så jeg bad om, at den måtte holde de mange kilometer til sygehuset. Jeg var fuldstændig slået ud og bad til Gud, at han ikke måtte tage vores pige,« fortæller Kurt.
Da familien vendte hjem i december 1995, skulle de vænne sig til velstanden i Danmark.
»Kontrasten var mega stor. Som da jeg første gang var i Bilka og kunne vælge mellem 15 forskellige slags vaskepulver. Der kom også en lille forargelse den første jul, da jeg fandt ud af, at der var nogen, som ønskede sig ‘Georg Jensen-lyseholdere’ til juletræet. Nu har jeg selv nogle af dem,« smiler Helga, der sammen med Kurt havde det godt med at vende hjem.
»Vi følte, at vi havde fuldført vores kald. Gud havde kaldet os til en begrænset opgave, som var løst. Vi kunne binde en pæn sløjfe og rejse hjem.«
Parret ser dette livsafsnit i et helt bestemt lys.
»Vi har tit sagt, at Gud bevarede os i troen på ham ved, at vi var i Tanzania. Vi var i Guds hænder, og derigennem udviklede han os som mennesker,« forklarer Kurt, og Helga fortsætter:
»Vi er blevet styrket i troen. Hver dag bad vi om Guds nåde og hjælp, for vi havde ansvar for personale og andre folks børn.«
Undervisning af iranere
Parret slog sig ned i Holstebro i fuld forvisning om, at Gud havde nogle andre opgaver til dem.
»Nogle gange bruger Gud en åndelig oplevelse til at kalde mennesker, som den oplevelse jeg fik i Norge. Andre gange lægger han tingene stille og roligt til rette. Sådan var det, da vi kom hjem,« siger Helga.
Kurt blev kaldet til at være skoleleder på den kristne friskole, en post som han havde i 15 år. Helga blev lærer på skolen og havde samtidig nok at gøre på hjemmefronten med børnene. I fritiden var de aktive i Indre Mission i byen og i Nørrelandskirken.
For tre år siden gik Kurt på efterløn som lærer, og der var straks bud efter ham, om han ville gå ind i Nørrelandskirkens asylarbejde.
»Jeg så igen, at der var et behov, som jeg kunne være med til at dække,« fortæller Kurt, der kastede sig ud i undervisningen af iranere. Han kunne ikke deres sprog, men hans erfaring med andre kulturer fra Tanzaniatiden gjorde en forskel. Han blev også medarbejder i Café Elim, der er et mødested for udsatte mennesker.
»Det er vigtigt at give sårbare mennesker vores tid og prioritering,« forklarer Kurt. Diakonien er Helga også blevet optaget af, efter hun gik på efterløn i sommer.
»Jeg opdager, at der er nogle døre, som åbner sig for mig. Der er nogle mennesker, som jeg kan glæde med et besøg. Jeg tror meget på værdien af at hædre mennesker ved at løfte dem op og se dem for det, de er,« siger hun.
Fra kirke til krybbe
Parret har oplevet, at Gud har givet dem forskellige platforme i livet, hvor de kan gøre en forskel for deres næste. Også dem lige uden for deres dør.
»Det er ikke pænt at sige, at vi først efter 24 år opdagede, at der faktisk bor mennesker i husene omkring os,« understreger Helga. Det er blevet til mange samtaler hen over kosten, skraldespanden og ikke mindst i forbindelse med Kurts julekrybbe.
I Tanzania nød han at bruge sine hænder ved at hjælpe kirker og skoler med forskellige træprojekter. For tre år siden kastede han sig ud i at lave en julekrybbe, som står i haven ud til vejen. Der føjes nye elementer til hvert år, og julekrybbetiden markeres ved, at naboerne inviteres til æbleskiver og varm kakao.
»Platformen til naboerne har vokset sig stor og meningsfyldt. Vi har fået lov at snakke om Jesus med nogle og bede sammen med dem,« siger Helga, der sætter en tyk streg under følgende:
»Jeg har også brug for at sige, at der er gange, hvor vi ikke laver en dyt, hvor vi bare sidder og kigger ud i luften. Vi skal give os selv lov til at have en langsommelighed i det. Det kan åbne vejen til mennesker.
Se og hør Helga og Kurt fortælle om ideen med julekrybben, og hvilken forskel den gør i nabolaget og for børnene på den kristne friskole i Holstebro.
