Ved Hans Jørn Østerbys kælderdør i Gjern er der afleveret endnu en buket blomster, fordi han lige har fejret 40-års-jubilæum som multikunstner. De mange års optræden i kirker, skoler, børnehaver, foreninger og missionshuse og skriblerier i bøger er ikke steget ham til hovedet. Faktisk er han ret beskeden.
»Jeg er ikke verdens bedste guitarist, sanger eller forfatter, men det, at jeg kan gøre alle tre ting, er en pakke, jeg trives med, og som jeg synes, er meget meningsfuld,« fortæller Hans Jørn, der er 58 år. Første gang han optrådte og fik penge for det, var på Nørre Nissums Efterskole i 1981. Her spillede han med to andre, og de tre blev senere grundstammen i bandet Josua. Siden 1998 har Hans Jørn levet af det.
Han har ikke altid haft et klart billede af Guds vilje med sit liv.
»De sidste ti år har jeg hvilet i, at Gud har kaldet mig til at være kunstner. Inden da baksede jeg med, om det var noget, jeg skulle fortsætte med, eller om jeg skulle søge et job.
Jeg føler mig hverken som en præst eller en evangelist
I mange år turde jeg ikke kalde mig kunstner. Det var et for stort ord for mig. Jeg var også bange for at ryge ind i en bestemt bås. Det kan jeg ikke se mig selv i. Nu har jeg det godt med at være en kunstner, som formidler det, der bor i mit hjerte, og som jeg er optaget af. Det er min kærlighed til Gud og mennesker og livet med ham,« siger Hans Jørn.
Når tilhørerne er på min banehalvdel
Ligesom præsten og evangelisten formidler han den kristne tro til mennesker, men han har sin egen platform.
»Jeg føler mig hverken som en præst eller en evangelist. Jeg har det ikke godt med at skulle kæmpe for folks opmærksomhed, som en evangelist skal. Jeg trives meget bedre med, at folk kommer ind i et rum og sætter sig ned, og så har jeg dem der i en time. De er på min banehalvdel, hvor jeg kan give dem så meget Gud og Jesus, som jeg vil. Jeg kan næsten kun overraske positivt,« forklarer Hans Jørn.
»I forhold til præsten scorer jeg nogle billige point, for jeg er der kun én gang. Jeg er ligesom flødeskummet på lagkagen. Jeg kan tillade mig at gøre nogle anderledes ting, som ikke ville virke, hvis det foregik søndag efter søndag. Jeg har virkelig en respekt for det arbejde, som præsten gør.«
Hans Jørn laver mest familieforestillinger, som kan indeholde bibeldrama og sang og musik. Undervejs binder han det sammen med trylleri eller bugtale med dukken Jack.
»Det er sjove afbræk, som skaber variation og opmærksomhed fra tilhørerne. Fælles for alt det, jeg gør, er formidling. Jeg vil gerne fortælle historier fra mit hverdagsliv med Gud,« fortæller kunstneren, som i tidens løb har skrevet mange sange og i de sidste år også har skrevet bøger.
I mange af Hans Jørns sange og historier er der en bestemt grundtone.
»Jeg er en melankoliker, så jeg skal tænke over, at ikke alle mine sange kommer til at handle om, at det er svært at være menneske, men at der er håb, for Gud passer på os,« siger han.
»Da jeg var yngre, prøvede jeg at skrive lovsange, men det duer ikke. Jeg har erkendt, at jeg ikke kan skrive om andet end det, der fylder mig. Jeg tvivler ikke på, om Gud findes, men jeg kan tvivle på, om jeg slår til.«
Min stil ændrer jeg ikke på
Kunstneren prøver hele tiden at være der, hvor målgruppen er. For eksempel er det anden gang, at han laver en julekalender med dukken Jack på YouTube.
»Jeg skriver stadigvæk nye sange, laver nye bibeldramastykker og forsøger mig med nye virkemidler, men den grundlæggende stil ændrer jeg ikke på. Jeg er bevidst om, hvad jeg kan og ikke kan, og jeg har lært, hvad jeg skal sige ja og nej til. Jeg er god til at være på, når jeg er på,« understreger Hans Jørn.
Mange af dem, jeg har optrådt for, har ikke noget forhold til kristendommen. Jeg håber, at de har fået et indtryk af Gud, som de ikke havde forestillet sig
Han kan tydeligt mærke og se, om tilhørerne er med.
»Nogle gange kan jeg midt under en sang tænke over, hvad jeg kan gøre, for at jeg får deres opmærksomhed igen. Andre gange opstår der de øjeblikke, hvor det hele går op i en højere helhed, og jeg kan mærke, at jeg rammer noget hos tilhørerne.
Når jeg er ude på en opgave, er det mit ansvar, at jeg er veludhvilet og velforberedt, og at teknikken virker. Men om budskabet fanger mennesker, så de bærer det med hjem, må Gud tage sig af,« forklarer han.
De mange år på vejene har givet mange uforglemmelige oplevelser. Én af dem var en julefest i Internationalt Kristent Center, IKC, i missionshuset Bethesda i København.
»Det var stort at være sammen med mennesker fra mange forskellige nationer. Det understregede for mig, at Gud er stor og virkelig, og at der er noget om det her med kristendommen,« fortæller han.
Gud ligger i mit baghoved
Inden Hans Jørn skal optræde, kan han nogle gange blive ramt af lidt angst for, om han kan gennemføre det.
»Så lægger jeg det hos Gud, og jeg ved, at han guider mig igennem det. Det gælder også, når jeg skal forberede mig til en forestilling.
Jeg føler det som et privilegium og som en gave, jeg har fået forærende, at jeg er nødt til at samarbejde med ham. Jeg er meget afhængig af ham. Derfor ligger Gud altid i mit baghoved,« siger han.
Mange gange har Hans Jørn tænkt det samme, når han har set tilbage på et år, som er ved at være slut.
»Mange af dem, jeg har optrådt for, har ikke noget forhold til kristendommen. Jeg håber, at de har fået et indtryk af Gud, som de ikke havde forestillet sig. Måske har de fået lyst til at læse i Bibelen. Jeg håber i hvert fald, at jeg har været med til at så et lille frø,« siger kunstneren.
Han har et par råd til unge, som er begyndt at optræde.
»Det er vigtigt at finde ud, hvad du kan, og hvad du vil. Når du har gjort det, så gælder det om at klø på, også selvom du møder dårlige oplevelser,« siger Hans Jørn, der om aftenen igen skal ud på en opgave.
