Ny by, nyt job, nye mennesker og nye vaner. Der er meget på spil, når man rykker teltpløkkerne op og flytter til et nyt sted. Og hvis man ikke insisterer på at finde ind i et kristent fællesskab fra starten af, kan engagementet i kirke og missionshus være noget af det, som aldrig rigtig bliver pakket ud af flyttekasserne. Det er der desværre mange eksempler på, mener Henrik Boje Jensen, der er ansat i Indre Mission som storbysekretær i København.
»Det er farligt at flytte, fordi der sker så meget nyt på én gang. Og der kan hurtigt gå meget lang tid, før man får opsøgt et kristent fællesskab. Den ene måned tager den anden, og måske får man det slet ikke gjort. Det kræver en indsats, og at man er vedholdende, for fællesskabet det nye sted er med garanti ikke som det fællesskab, man kom fra,« siger han.
Giv besked på forhånd
Overgangen fra et fællesskab til et andet foregår som regel mest smidigt, hvis det nye fællesskab på forhånd ved, at der er tilflyttere på vej. Det kan ske ved en mail eller en opringning fra det gamle fællesskab, hvis altså den eller dem, der skal flytte, er indforstået med det.
»Så er det nye fællesskab forberedt og kan meget tidligt tage kontakt og invitere med i kirke eller til møde i missionshuset. Måske kan nogen fra fællesskabet endda stå klar med en hjælpende hånd, når flyttelæsset kommer,« siger Henrik.
Som ny i et fasttømret fællesskab, kommer man på en måde til at bryde ind i nogle etablerede vennegrupper
Den første aften i et nyt fællesskab kan være svær, hvis man ikke kender nogen i forvejen.
»Mange steder går man rundt og hilser på alle inden mødet. På den måde lægger man mærke til, om der er nye ansigter, og man kan præsentere sig for hinanden. I mange tilfælde vil det også være godt, at mødelederen byder velkommen til de nye ved mødets start, men det bør lige aftales med tilflytterne i forvejen. Nogle bryder sig ikke om stort ståhej og vil måske gerne lige kigge forbi et par gange, inden de tager stilling til, om det er noget for dem. Det skal der selvfølgelig også være plads til,« siger han.
Udpeg en ansvarlig
Kunsten er at tage imod mennesker, så de både føler sig set og rummet, mener storbysekretæren.
»Ikke alle er lige gode til at tage den første kontakt på en naturlig måde. Derfor synes jeg, det er godt at give en person, som har øje for den slags, et særligt ansvar for at tage imod nye i fællesskabet. Ikke sådan at vedkommende så skal løfte opgaven alene, og at resten af fællesskabet ikke har noget ansvar.
Men forhåbentlig kan man undgå den situation, at ingen gør noget, fordi alle tror, at andre tager sig af det. Det kan være en snak, et besøg eller en invitation. Eller det kan være en hjælp til at skabe kontakt til nogen i fællesskabet, som matcher nogenlunde i forhold til alder, job, livssituation og så videre,« siger han.
Samarbejde giver kendskab
En anden vigtig vej til at blive integreret er at blive en del af arbejdsfællesskabet. Men her er det vigtigt med fingerspidsfornemmelse.
»Man skal ikke overfalde nytilkomne den første aften og spørge, hvornår de har lyst til at bage kage eller være mødeleder. Det er for voldsomt. Men efter et par måneder kan man godt tage en snak om, hvilke opgaver der mangler at blive løst, og om de måske kan se sig selv i nogle af de opgaver.
Selvfølgelig må man gerne være en del af fællesskabet, uden at man nødvendigvis påtager sig en masse opgaver. Omvendt kendetegner det jo et kristent fællesskab, at vi bidrager med det, vi hver især kan. Og så er det at samarbejde om en opgave jo altid en god måde at lære hinanden at kende på,« siger Henrik.
Bibelkredse er vigtige redskaber
Netop det at lære nogen at kende kan være en udfordring, når man flytter til et nyt sted. For ét er at kunne navnene og småsnakke omkring kaffebordet i missionshuset. Noget andet er at få nye venner.
»Jeg oplever, at det bliver sværere og sværere at indgå i nye relationer, jo ældre man bliver. Og som ny i et fasttømret fællesskab, kommer man på en måde til at bryde ind i nogle etablerede vennegrupper. Her tænker jeg, at vores små fællesskaber, vores bibelkredse og bedegrupper, kan være vigtige redskaber til at lære nogle få personer at kende. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at tilflyttere kommer i bibelkreds med nogen, som de har noget til fælles med. For bibelkredsen vil ofte være det første sted, man får egentlige venner,« siger Henrik.
Husk de nye nytårsaften
Som tilflytter vil man ofte være ret følsom i forhold til signaler om, hvorvidt man opfattes som en del af et nyt fællesskab eller ej.
»Det gælder for eksempel, når der inviteres til private fester. Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange man kan have med til et sølvbryllup eller en fødselsdag, men det kan få utrolig stor betydning for en nytilflyttet at få sådan en invitation, selv om man måske ikke kender hinanden så godt endnu. Det er virkelig noget, der varmer,« siger han.
»Og så er nytårsaften noget helt særligt. Det er en aften, hvor folk typisk mødes i grupper på kryds og tværs, og hvor man godt kan glemme nogen, deriblandt de nytilflyttede, hvis man ikke er meget opmærksom. Da vi for 10 år siden flyttede hertil, kom der nogle i oktober eller november og spurgte, om vi havde lyst til at fejre nytår med dem. Vi havde ikke andre planer, så vi var meget glade for den invitation, og den aften blev vi inkluderet i et fællesskab, som vi har været en del af siden.«
