I foråret 2022 måtte den nu 20-årige Oleh Heremii flygte ud af sit hjemland Ukraine, efter Rusland havde invaderet landet. Hans hjemby Kherson i det sydlige Ukraine var blevet besat af russerne, så han, hans mor og lillebror besluttede, at det var tid at forlade landet. Selvom man måske skulle tro, at det må have været en meget dramatisk rejse, beskriver Oleh det selv som en behagelig og problemfri tur.
»Det var faktisk en meget spændende rejse,« fortæller Oleh, der dog indrømmer, at den første del af rejsen var lidt farlig, da de skulle forbi nogle checkpoints med russiske soldater, der tjekkede alle biler for våben og lignende. Men da Oleh og hans familie ikke havde noget farligt eller mistænkeligt med, var de hurtigt videre.
Efter en køretur mod vest på 200 kilometer kom de til byen Odessa, hvor de fik lov til at overnatte i en kirke. Der blev de i fire nætter, hvorefter de med toget kørte den 800 kilometer lange tur mod nordvest til Lviv, som ligger ved grænsen til Polen. Det sidste lille stræk til Polen tog de med bus, og her kom de til en flygtningelejr, der lå lige på grænsen til Polen.
I flygtningelejren var der opstillet nogle borde, der repræsenterede forskellige lande. Oleh fortæller, at Polen gerne vil have, at ukrainerne ikke bare bliver i Polen, men også rejser til andre lande. Polen har nemlig ikke plads til alle de ukrainske flygtninge. Så nu skulle den lille familie beslutte, hvilket land de gerne ville rejse til. Oleh og hans mor og bror havde i flygtningelejren mødt en dansk frivillig, der, så vidt Oleh husker, var fra Røde Kors. Han havde fortalt den lille familie meget godt om Danmark.
De første to år jeg var i Danmark, talte jeg næsten kun med andre ukrainere. For danskere gider ikke rigtigt at være sociale
»Så vi tænkte, at så kunne det jo lige så godt være Danmark. Jeg kunne personligt også godt lide idéen om at rejse til et nordisk land, for jeg havde faktisk i forvejen et ønske om at besøge for eksempel Sverige en dag,« siger Oleh.
I april 2022 kom de til Danmark, hvor de blev indkvarteret i Sandholmlejren. Der var de i to uger, før de blev sendt til et flygtningecenter i Haderslev. Efter en måneds tid skulle de vælge, hvilken kommune de ønskede at bo i.
»Vi valgte Odense, fordi det er lige mellem Jylland og Sjælland. Så har man mulighed for at rejse over hele Danmark, hvis man har brug for det,« forklarer Oleh.
»Vi boede først på et tidligere plejehjem, men efter et års tid fik vi hjælp til at finde en lejlighed inde i Odense.«
Danmark minder om Ukraine
En af de første dage efter at Oleh kom til Danmark, downloadede han sprog-appen Duolingo, da han ville prøve at lære dansk.
»Jeg er meget nysgerrig, så jeg ville bare lige prøve at høre, hvordan dansk lyder. Jeg var meget overrasket over udtalen, så jeg var først lidt nervøs for, hvordan jeg skulle lære dansk,« siger Oleh med et lille grin.
Det viste sig dog ikke at være et problem, for Oleh lærte lynhurtigt dansk.
»Jeg er født med en evne til at lære forskellige sprog. Jeg var også hurtig til at lære engelsk,« forklarer han.
Det er ikke kun omkring det sproglige, at Oleh har været god til at integrere sig. Han fortæller, at det på de fleste punkter ikke har været så svært at falde til i den danske kultur, da den på mange måder minder om den ukrainske.
»Danmark er det samme som Ukraine – bare med små forskelle,« fortæller han.
»Det er svært at definere præcist, hvad forskellen mellem de to lande er. Det er noget, man bare kan mærke.«
Et af de steder, hvor Danmark og Ukraine dog ikke ligner hinanden, er på det sociale plan. Oleh fortæller, at den største udfordring ved at komme til Danmark har været, at nordiske mennesker ikke er så sociale som ukrainere. Derfor har det været svært at komme ind på livet af danskerne.
I Danmark har jeg fået meget mere viden om Bibelen og Kristus, end jeg havde, da jeg boede i Ukraine
»De første to år, jeg var i Danmark, talte jeg næsten kun med andre ukrainere. For danskere gider ikke rigtigt at være sociale,« siger han og fortæller, at der bor ret mange ukrainere i Odense. Bare af unge er der nok et par hundrede, gætter han på.
Olehs råd til danskere, der gerne vil hjælpe ukrainere til at føle sig velkommen, er, at man skal tage forbi et flygtningecenter og snakke med ukrainerne.
»Man kan snakke med dem, blive venner med nogle af dem og så bare hjælpe dem,« siger han og understreger, at der især er mange unge ukrainere, som føler sig meget alene i Danmark, netop fordi de ikke har nogen at snakke med.
En del af den danske kirke
Hjemme i Ukraine kom Oleh og familien i en baptistkirke, så det var naturligt for dem at finde en kirke i Danmark, hvor de kunne komme. Lige nu kommer Oleh både i en folkekirke og en pinse-frikirke i Odense. Derudover har han i en periode kommet i byens baptistkirke og i Indre Mission.
Oleh er ikke i tvivl om, at de folk, de har mødt i kirkerne, har været med til at få ham, hans mor og hans bror til at føle sig hjemme i Danmark. Der var nemlig flere, der var rigtig gode til at hjælpe dem – blandt andet da de skulle flytte i egen lejlighed.
Der var også nogle kristne i Odense, som hjalp Oleh med at forstå Bibelen bedre.
»I Danmark har jeg fået meget mere viden om Bibelen og Kristus, end jeg havde, da jeg boede i Ukraine. Jeg har fået en meget bedre forståelse af troen. Faktisk tror jeg ikke, at min tro var så seriøs hjemme i Ukraine,« siger Oleh.
Fremtiden
Oleh ser lyst på fremtiden. Indtil nu har han boet sammen med sin mor og bror, men han har planer om snart at flytte i sin egen lejlighed. Han vil nemlig meget gerne begynde at leve lidt mere selvstændigt. Efter sommerferien starter han på en business-uddannelse på Tietgenskolen i Odense, og han håber på at kunne blive boende i Danmark, til han er færdig med sin uddannelse. På længere sigt har han dog planer om at flytte tilbage til Ukraine sammen med sin ukrainske kæreste, som han har mødt her i Danmark.
»Når det engang er blevet sikkert at være i Ukraine, har jeg og min kæreste planer om at blive gift og flytte hjem til Ukraine, så vi kan bygge vores liv der. Men vi vil først lige have en uddannelse her.«
