For Rebekka Bach Gummesen har naturen altid været enormt vigtig. Helt fra hun var barn, har hun været meget ude i naturen og brugt den rigtig meget.
»Der sker bare noget med ens sentimentale balance, når man er udenfor. Det heler på en eller anden måde. Det er jo nok, fordi Gud er i det,« siger Rebekka.
»Men det er svært at sætte ord på, hvad naturen kan, fordi naturen netop ikke behøver ord. Når man står to sammen og kigger på en udsigt, behøver man ikke at beskrive den. Det er nok bare at stå og iagttage den. Jeg tror faktisk, at naturen er ordløs. Man kan også få for meget af ord.«
Naturen nulstiller hjernen
Netop det, at naturen giver et frirum for alle de ord og den larm, der omgiver os til hverdag, er noget af det, Rebekka nyder allermest ved at være ude. Derfor kunne hun heller aldrig finde på at putte musik eller en podcast i ørerne på sine ture.
»Der er jo mange, der går med noget i ørerne, når de går eller løber. Det har jeg aldrig forstået. Jeg skal kunne høre fuglene og de andre lyde, for det giver ro. Jeg tror, man nogle gange har brug for bare at høre fuglene synge,« reflekterer Rebekka.
Jeg tror faktisk, at naturen er ordløs. Man kan også få for meget af ord
Hun fortæller, at hun nemt bliver overstimuleret af lyde eller dufte, men naturen overstimulerer hende aldrig.
»Kemiske dufte og unaturlige lyde kan godt blive for meget. Men jeg tror ikke, jeg har hørt om nogen, der er blevet trætte af at lytte til havets brusen eller en flod, der risler. Det er også tankevækkende, at grøn og blå, som er de farver, der er mest af i vores natur, er meget rolige farver, som man sjældent bliver træt af at kigge på.«
Rebekka tror, at Gud på den måde bruger naturen til at hjælpe os til at få lidt ro på.
»Vi har brug for den fred, der findes i naturen. Jeg bruger naturen til at nulstille min hjerne, for der er aldrig hundrede procent stille inde i min hjerne. Men når jeg er ude i naturen, bliver der så stille, som der overhovedet kan blive, og så er det, at jeg kommer til at tænke over nogle ting. Jeg får ro til lige at se mit liv udefra,« fortæller hun.
At iagttage bier
Rebekka elsker at sætte sig ud i sin have i Næstved med en kop kaffe og bare følge med i, hvad der foregår derude. Hun synes, at alle mennesker burde bruge et kvarter af deres dag på at sætte sig ned og kigge på en bi i en blomst. Netop at se de første bier om foråret er noget af det, der gør hende allermest glad. Det giver hende en glæde at se bierne bestøve hendes blåbær eller kirsebær, for det viser, hvordan hun og bierne hjælper hinanden. Hun går meget op i, at der er plads til insekterne i hendes have. Til gengæld sørger de for, at der kommer bær i haven.
Men glæden over at iagttage bierne har også et andet niveau.
»Det handler også om at komme helt ned, så man ikke tænker på resten af verden. Man sidder bare og kigger på den lille bi, som er i gang med det, den nu er i gang med, og som ikke bekymrer sig om alt muligt andet. Jeg tror, det gør noget godt.«
Jeg bruger naturen til at nulstille min hjerne, for der er aldrig hundrede procent stille i min hjerne. Jeg får ro til lige at se mit liv udefra
Rebekka kan også mærke den ro, naturen giver på hendes børn.
»Jeg hørte engang én sige, at naturen er en pædagog i sig selv, for hvis børnene skændes indenfor, skal man bare lukke dem ud, og lige pludselig er der ikke så mange konflikter mere.«
Blandt andet derfor har hun ofte sine børn med på ture i skov eller på strand.
»De elsker det, og der er ingen sure miner, så længe vi er afsted. Der har naturen bare noget pædagogisk, den kan sparke ind med. Noget ro og noget balance.«
Hun kan også selv blive helt frustreret, hvis hun ikke har været ude i haven længe. Så føler hun, at hun ikke længere kender den. Så skal hun lige ud og kigge på træerne og buskene og lige pille hist og her, for at hun kan komme i kontakt med sin have igen, fortæller hun med et lille smil.
En skaber bag
Naturen hjælper Rebekka med at se det store i det små. Når hun ser blomsterne springe ud, ved hun, at det er Gud, der får det til at ske. Det hjælper hende til at huske på Gud i hverdagen.
Rebekka er uddannet planteskolegartner, og under studiet oplevede hun, at jo mere hun dykkede ned i, hvordan naturen hænger sammen, jo mere blev hun bekræftet i, at der er en skaber bag det hele.
Jeg tror, at Gud har lavet både rav og forsteninger, blandt andet for at vi mennesker kan gå og finde dem og blive megaglade og føle, at vi har fundet noget værdifuldt
»Jeg tror, de fleste kristne, som sætter sig lidt ind i, hvordan planter og fotosyntese virker, vil tænke: Hold da op, hvordan kan man ikke tro på, at der er en skaber, der har gjort det her? Hvordan skulle det være tilfældigt opstået, at planten lige ved, at nu skal den danne rødder, eller nu skal den sende hormoner op i toppen, fordi det er her, den skal gro nu. Hvordan ved et frø, at det kan spire ved otte grader? Nogle frø kan ikke spire, før de har været igennem et syrebad nede i fuglenes maver. Det kan frøene ikke selv have fundet på. Det er da Gud, der har bestemt, at det her frø kan fuglene godt lide at spise. Og det kan kun spire, hvis det har været igennem en fugl. Det var noget af det, jeg blev meget begejstret over i min uddannelse – nemlig at få bekræftet, at der er en skaber bag, for ellers ville det hele ikke fungere eller hænge sammen. For mig er det et vidnesbyrd om, at der er én, der har tænkt sig om, da han lavede det,« pointerer Rebekka.
På jagt efter skatte i sandet
Rebekka er særligt begejstret for at være på stranden, hvor hun elsker at gå rundt og lede efter små skatte, som bølgerne har skyllet ind på land. Sådan har hun haft det, siden hun var lille, men de senere år er hendes glæde ved at gå ved vandet blevet endnu større, fordi hun nu er begyndt at lede efter rav.
Ravsæsonen er i vinterhalvåret, da vandet her har den rigtige temperatur, for at ravet flyder med op. Og så fører vinterstormene rav op på stranden. Rebekka synes, det er en rigtig god måde at komme ud i naturen på, for hun har tidligere haft lidt svært ved at finde ud af, hvad hun skulle bruge naturen til om vinteren, hvor alt er mørkt og gråt.
»Det er jo ikke noget problem at komme ud, når solen skinner, og alt er grønt. Men hvad så, når det ikke er det? Hvad bruger jeg så naturen til? Der er det virkelig blevet en gave, at jeg kan gå ud og finde rav. Så er der ligesom kommet et formål med de lidt mørke måneder. Hvis jeg har været ude og kigge efter rav i to timer, bare mig og vores hund, så er jeg meget mere positiv og rar at være sammen med ugen efter, end hvis jeg ikke har,« fortæller hun med et smil.
»Det gør virkelig en forskel for mit humør. Og hver gang jeg finder rav, føler jeg, at det er en lille gave fra Gud. Jeg tror, at Gud har lavet både rav og forsteninger, blandt andet for at vi mennesker kan gå og finde dem og blive megaglade og føle, at vi har fundet noget værdifuldt.«
Gud er en stor inspirationskilde, og ofte kommer idéerne, når jeg går ude i naturen, og mine tanker flyver frit
Første gang, hun fandt rav, var i en vinterferie for nogle år siden. Året forinden var hendes mor død lige omkring vinterferien, og hun havde virkelig brug for en opmuntring og noget positivt at huske årstiden for. Da hun fandt ravet, kunne hun bare mærke, at det var lige det, hun havde brug for. Og selvom hun nu har fundet rav mange gange, bliver hendes begejstring ikke mindre, når hun spotter noget i sandet.
»Hver gang jeg finder noget rav, siger jeg tak til Gud. Han ved, hvor begejstret jeg bliver. Han ser min lille sejrsdans. Og jeg tror, han fryder sig lige så meget over det, som jeg gør. Hvilken forælder vil ikke gerne se sit barn blive megaglad?«
Skulle hun overbevise nogen om, at naturen er værd at bruge tid på, ville hun tage dem med på en rav-tur.
»Så kan de se min lille sejrsdans og måske synes, at jeg er lidt fjollet,« smiler hun.
»For den der begejstring, når man finder en skat eller ser et eller andet vidunderligt i naturen, smitter jo. Når man får en oplevelse i naturen, som er lidt ud over det sædvanlige, så inspirerer det.«
Den store inspirator
Rebekka er også uddannet grafiker, og så har hun tegnet, siden hun var barn. Også her bruger hun naturen. Hun fortæller, at når man skal male naturmotiver, er man nødt til at zoome helt ind på naturen og lægge mærke til selv de mindste detaljer. For man skal male det, man ser, og ikke det, man tror, man ser. Og det kræver faktisk en del øvelse, understreger hun. Da hun var yngre, havde hun ikke tålmodighed til at tegne naturmotiver netop på grund af alle detaljerne, men med årene er hun blevet bedre til at fordybe sig, og så kom interessen for at tegne naturen.
»Lige pludselig blev der på en måde åbnet op for det, og nu elsker jeg at sidde og kigge på et blad, og så bare male det blad. Og se noget smukt i det,« fortæller hun.
På sine gåture tager hun ofte billeder af de interessante ting, hun falder over, som hun får lyst til at tegne.
»Man kan lade sig inspirere af andre kunstnere på Instagram. Men den største kunstner, han inspirerer virkelig også meget. Man behøver faktisk ikke at være på Instagram, man kan bare gå en tur. Gud er den dygtigste af alle kunstnere. En solnedgang er der jo ikke nogen, der kan gengive på samme måde, men man kan forsøge. Og han har lavet det hele, bare for at vi skulle have noget pænt at kigge på. Gud er en stor inspirationskilde, og ofte kommer idéerne, når jeg går ude i naturen, og mine tanker flyver frit.«
