De begyndte med et bjørnekram. Som en synlig påmindelse om, at man godt kan have en respektfuld samtale, selvom man er uenige om grundpræmisserne og næppe når frem til et kompromis.
Sidste år udgav Sune Gylling Æbelø og hans bror bogen De fortabte sønner om deres personlige og ofte smertefulde erfaringer med at vokse op som homoseksuelle i et konservativt kristent miljø. Samtidig kritiserer bogen i stærke vendinger den vejledning, de fik, og den tabuisering af homoseksualitet, de oplevede.
Det var bagtæppet for Folkemødets bedst besøgte event i Folk & Tro-teltet. Over 100, heraf flere fra LGBT-miljøet, var mødt op for at følge samtalen mellem Sune Gylling Æbelø og IM’s vicegeneralsekretær Frede Ruby Østergård. De to var som teenagere værelseskammerater på Skrødstrup Efterskole, men befinder sig i dag på hver sin side af det vanskelige dilemma.
Rummet eller tålt
»Jeg tror ikke, vi taler anderledes om det teologisk end for 30 år siden. Men vi taler nok mere om, hvordan vi kan rumme det i fællesskabet, at nogen har en seksualitet, der ligger uden for det heteroseksuelle,« forklarede Frede Ruby Østergård.
Men at være »rummet« er ikke nok for Sune Gylling Æbelø. Ikke hvis »rummet« skal forstås som »tålt«.
»De færreste har lyst til blot at være tålt. Og så nytter det ikke noget at sige, at Gud elsker den homoseksuelle, men hader den homoseksuelle praksis. Det er semantik, som foregår i hovedet på nogen, der ikke er homoseksuelle, for de to ting kan ikke skilles ad. Så længe det ikke er ligegyldigt, om du elsker Søren eller Susanne, så tror jeg ikke, man vil føle sig velkommen som homoseksuel. Medmindre man, som jeg var på det tidspunkt, er fuldstændig overbevist om, at det her er en synd, som vil lede mig til fortabelse, hvis jeg lever på den måde,« sagde Sune Gylling Æbelø.
Det gør ondt
Frede Ruby Østergård udtrykte forståelse for samtalepartnerens følelser, men erkendte, at han ikke kunne give sin gamle efterskoleven, hvad han bad om.
»Så længe Bibelen er hjørnestenen i min tro, kan jeg ikke bare sortere det fra, der ikke passer mig. Men jeg må stadig arbejde på, hvordan jeg møder mennesker, som står i den situation, som Sune fortæller om. Jeg håber, vi kan bruge Guds ord til at være imødekommende over for alle, vi kan ikke være det ved at sige ja til alt det, som alle mennesker godt kunne tænke sig,« sagde han.
»Seksualiteten er en af de stærkeste drifter, vi har, og derfor er det et af de værste områder at få sådan en problematik i sit liv på. Derfor gør det også ondt på mig at læse jeres bog, for jeg ønsker jo i bund og grund, at alle må have et godt liv. Men med mit grundsyn på Bibelen findes der ikke noget let svar.«
I bedste mening
Det anerkendte Sune Gylling Æbelø.
»Jeg har ingen mistænkt for at ville tvære os ud. Alle, der har vejledt, bedt og ydet sjælesorg for min bror og mig, har handlet i troen på, at de gjorde noget godt for at undgå, at vi skulle falde fra troen og gå fortabt. Derfor forstår jeg godt, at når du har den tro, så må du jo leve på den måde og agere efter det,« sagde han.
»Men uanset om prædikanter og lærere har villet det godt, så har det gjort skade. Derfor er jeg også nødt til at problematisere rimeligheden i at have jeres bibelsyn på andres vegne,« sagde Sune Gylling Æbelø, der beskrev sit eget som historisk-kritisk og argumenterede for, at Bibelen er skrevet i en særlig tid og kultur og derfor ikke kan bruges som rettesnor for, hvordan man vejleder om homoseksualitet i dag.
Der sluttede debatten med klapsalver og endnu et bjørnekram. Uden enighed og kompromis, men måske med lidt mere forståelse for, hvad der er på spil for begge parter, og hvorfor det fortsat er et vanskeligt dilemma.
Se hele debatten fra Folkemødet på YouTube
