Det var slet ikke meningen, at han skulle ud den aften.
Tværtimod, for Anders Storkborg var syg og havde feber. Alligevel bad han i sin lejlighed i Aalborg nærmest i forbifarten en kort bøn til Gud og sluttede med ordene: »Brug mig som et værktøj.«
Den markante formulering var ikke dybere begrundet, end at han havde hørt, at det var fint med en fast afrunding på bøn. Kort tid inden var han begyndt at undersøge, om der egentlig var noget om det med Gud og kristendom. Og faktisk var Anders Storkborg tættere på at nå til overbevisning, end han lige der i lejligheden var klar over.
Da han fra sjette sal kiggede ud over byen, fik han øje på en bakke i Nørresundby på nordsiden af Limfjorden. Noget uforklarligt trak i ham for at komme derover, men med sygdom i kroppen virkede det absurd, så han gik i gang med at lave mad.
»Jeg prøvede virkelig at bortforklare det og sagde til mig selv, at det var fjollet, men det blev ved med at presse sig på,« husker han.
Manden på bænken
Gennem længere tid havde den i dag 24-årige Anders Storkborg oplevet en række mærkelige sammentræf, som han dengang ikke havde bedre ord for end tilfældigheder, og nu kunne han ikke slippe tanken om bakken på den anden side af fjorden.
Til sidst slukkede han komfuret, trodsede sygdommen og gik over til bakken, hvorfra han kunne kigge tilbage mod Aalborg og undre sig over, hvad han egentlig skulle der.
På en bænk ved foden af bakken sad en mand med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden.
De faldt i snak, og på et tidspunkt tog snakken en drejning, da manden spurgte – eller nærmere konstaterede – om Anders Storkborg var kristen?
Først var han tilbageholdende med at svare bekræftende, men besluttede så at sige ja, for hvorfor havde han trodset sygdommen og travet til Nørresundby, hvis det ikke var et udslag af tro?
»Det var første gang, jeg med min stemme erklærede mig for kristen.«
Skinnende kors
Samtalen handlede om mandens liv og tunge problemer, og Anders Storkborg gjorde ikke noget for at løse dem. Han lyttede bare.
»Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke skulle fikse noget. Jeg skulle bare være der.«
Der faldt en ro over mig, som jeg aldrig har oplevet før
På vej derfra mærkede han pludselig, hvordan en byrde lettede – ikke hos ham selv, men hos manden fra bænken, og i det samme slog det ham, at han faktisk heller ikke selv, foruden lidt drypnæse, var syg længere.
Og så gik det op for ham, at han havde taget turen for at få noget, men at han vist i stedet var kommet for at give. Og samtidig få.
Og det store kors, som han bærer i en kæde om halsen, og som er et arvestykke fra hans afdøde far, lyste på uforklarlig vis op på hans brystkasse.
Ingen forkerte spørgsmål
Impuls møder Anders Storkborg i Ansgars Kirken i Aalborg, hvor han i halvandet år har været fast kirkegænger, ligesom han blandt andet gennem en bibelgruppe for unge mænd, der er nye i troen, er blevet klogere på, hvad kristen tro egentlig er – og hvad et kristent fællesskab er.
Han har sagt ja til interviewet på en præmis om at være en del af det, der bliver betegnet som stille vækkelse, hvor blandt andre unge mænd som han selv, lidt ud af det blå, dukker op på kirkebænke og i missionshuse landet over med et ønske om at finde ud af, hvad det med Gud og tro er for noget.
For Anders Storkborg var det sværeste egentlig ikke oplevelsen på bakken, som han ikke bruger så meget krudt på at tolke, men alt det bagefter, da han mødte kirken og andre kristne.
»Jeg var bange for at sige noget forkert og at stille de forkerte spørgsmål eller blive mødt med svar, jeg slet ikke var klar til.«
For hvordan træder man ind i en kirke, når man ikke har sproget, baggrunden eller de uskrevne regler med sig? Foruden sin barnedåb havde Anders Storkborg ingen kristen opvækst og ingen naturlig fortrolighed med kirkelivet.
»Jeg havde ikke noget med i rygsækken. Ingen salmer, ingen bibelhistorier, ingen erfaring med, hvordan man er i en kirke.«
Sovende konfirmand
Faktisk var hans seneste møde med kirken i konfirmationstiden i Ansgars Kirken. Dengang var kirken ikke et sted, han frekventerede for ofte, og ved en af gudstjenesterne med en præst, der stadig er ansat i kirken, faldt han sågar i søvn.
»Det har vi grinet en del af, siden jeg kom tilbage,« fortæller han.
Jeg følte ikke, at jeg skulle præstere min tro. Jeg måtte godt være ny. Og forvirret
Hans forventning var, at nogen fra kirken hurtigt ville forklare ham, hvad hans oplevelser betød – blandt andet den aften på bakken – og hvad det nu forpligtede ham på, men det skete ikke.
»Der var ingen, der prøvede at overtage min historie. Ingen, der sagde: Det, du oplevede, betyder sådan og sådan. Det var en kæmpe lettelse.«
I stedet blev han modtaget af mennesker, der lyttede til ham, og en ung fyr på hans egen alder inviterede ham med til en aften i IMU.
Plads til forvirring
Invitationen åbnede døren til et fællesskab, der havde plads til Anders Storkborg og hans tro, der var så ny, at han knap nok kunne definere den.
»Jeg følte ikke, at jeg skulle præstere min tro. Jeg måtte godt være ny. Og forvirret,« husker Anders Storkborg, for hvem det blev afgørende, at hverken kirken eller missionshuset forsøgte at tage kontrollen over hans omvendelse.
»Gud havde allerede gjort noget. Det skulle de ikke forbedre. De skulle bare give plads.«
Han er ikke den eneste nye troende i kirken, har han opdaget. Også andre mænd og kvinder er kommet dertil med stærke erfaringer og stor sårbarhed. Og med et behov for at møde kristne.
»Man kommer med noget, der er større, end man selv kan bære. Så hvis der ikke er et fællesskab, der tager imod, kan det næsten blive for meget.«
Vækkelse handler ikke kun om gennembruddet, understreger han. Den viser sig også i det rum, der er parat til at tage imod bagefter.
Tro er et svært ord
Hjemme i lejligheden efter den uforklarlige fodtur til Nørresundby kom han i tanke om et syn, han tre dage tidligere havde haft, men først nu forstod. Han så sig selv sidde på sin seng sammen med Jesus.
»Jeg kan ikke gengive, hvad der blev sagt, men jeg kan mærke, hvad det gjorde. Der faldt en ro over mig, som jeg aldrig har oplevet før,« forklarer Anders Storkborg.
Den mystiske oplevelse til trods betragter han sig selv som et rationelt menneske, og ordet tro har han det faktisk svært med.
»For mig føles det mere som viden. Altså ikke som noget, jeg kan bevise – men heller ikke som noget, jeg kan lade være med at handle på.«
Derfor måtte han op på bakken, hvilket blev et vendepunkt, men det var ikke dér, forandringen sluttede. Den begyndt snarere dér og har siden foldet sig ud i kirken og i IMU.
»Før jeg var troende, var jeg en vild, ung karl, og det er jeg stadig lidt en gang imellem, men der er kommet mere godt i mig,« siger Anders Storkborg uden forbehold og fromme tillæg.
Derfor er hans historie heller ikke et vidnesbyrd om et afsluttet kursskifte i livet, men en konstatering af, at noget i ham er sat i bevægelse.
Han er undervejs, og forandringen sker hele tiden og i tillid til, at Gud er med ham og ønsker, at han lever sit liv i tro og tillid.
»Jeg forstår ikke altid, hvorfor jeg skal det, Gud beder mig om, men jeg har lært, at det er det rigtige at følge.«
