Frivillighed har altid været et element af det at være os

»Jeg tror, at det er en del af min identitet at yde og bidrage til fællesskabet, der hvor jeg er,« siger Miriam Østergaard Hejlskov.

Hun og hendes mand Erik Østergaard Hejlskov har, helt fra de var unge, været engagerede i frivilligt arbejde. Og deres engagement stoppede ikke, selvom de fik tre børn.

»Da vi blev kærester, sad vi begge i IMU-bestyrelsen. Så det har altid været et element af det at være os,« fortæller hun.

»Vores hjem er nok lidt mere rodet og støvet end hos mange andre, men vores hjem er altid åbent alligevel.«

Det gælder også for deres døtre på 7, 10 og 11 år, der altid kan tage venner med hjem efter skole.

Fleksibel hverdag

Miriam og Erik Østergaard Hejlskov har valgt en fleksibel hverdag, og de pointerer, at det netop er en af de ting, der har gjort det muligt for dem at blive ved med at være frivillige i kirke og missionshus.

Da parret i sin tid købte hus, var det vigtigt for dem, at økonomien skulle kunne klare, at han ikke nødvendigvis arbejdede fuld tid. Så var der nemlig også tid til det derhjemme.

Hun er gymnasielærer, og selvom hun arbejder fuldtid, er det meget fleksible arbejdstider. Han er selvstændig tømrer og bygningskonstruktør, hvilket også giver fleksibilitet i hverdagen. For familiefaren er det for tiden den lokale børneklub og DFS’ weekendlejr samt bestyrelse og husudvalg i missionshuset, der fylder, og de skal begge hjælpe til på børnelejren Kids Camp til sommer. Dertil kommer de løbende tjanser i missionshuset såsom kagebagning, hjælp med teknik og mødeledelse.

Frivillighed voksede med familien

Lige nu er Miriam Østergaard Hejlskov ikke engageret i noget fast, men hvis man skruer tiden lidt tilbage, havde hun til gengæld en tidskrævende post i menighedsrådet i Sankt Hans Kirke i Odense, hvor hun de sidste par år var næstformand. Allerede som 23-årig blev hun suppleant, og da hun to år senere trådte aktivt ind i menighedsrådet, havde de en datter på et halvt år.

»Jeg havde da nogle overvejelser, om vi kunne få det til at hænge sammen. Og om jeg ville kunne bidrage nok til, at det skulle være mig, der sad i menighedsrådet. Men vi kom frem til, at selvfølgelig ville vi kunne få det til at fungere,« fortæller hun.

Der var plads til, at hun kunne tage sin datter med til møderne, og selvom de fik en datter mere allerede et år efter, holdt hun ikke pause fra menighedsrådet.

»Jeg tror, at det at opskalere vores frivillige indsats til endnu flere timer på en måde blev flettet sammen med det at få børn. Og så rullede det ligesom og blev en vane. Vi fandt ud af, at vi godt kunne have to børn, imens jeg sad i menighedsrådet.«

Det endte med 10 aktive år i menighedsrådet, før hun sidste år trådte ud.

Jeg tror ofte, at det frivillige arbejde for os er startet som et kald for så at gå over og blive en vane

Fra kald til vane

For både Miriam og Erik Østergaard Hejlskov er det ofte lysten, der driver værket. Og så, at de kan se deres evner blive brugt i det frivillige arbejde.

»Man kan godt sige, at mit kald meget har været det praktiske,« fortæller tømreren, der var meget involveret, da missionshuset skulle ombygges.

»Når jeg ser et vindue, der trænger til at blive justeret, så har jeg lyst til at rette på det. I missionshuset har jeg bare haft lyst til at hjælpe med noget af det, jeg kan.«

»Jeg tror ofte, at det frivillige arbejde for os er startet som et kald for så at gå over og blive en vane,« tilføjer hans kone.

Der er dog tidspunkter, hvor det har været en udfordring at engagere sig så meget.

»Jeg fortryder ikke, at jeg var med i menighedsrådet. Det var en interessant og spændende opgave, hvor jeg i al beskedenhed synes, at jeg bidrog med noget, der gav mening. Men det kom nok nogle gange til at fylde for meget,« erkender Miriam Østergaard Hejlskov.

I løbet af de sidste par år kunne hun nemlig mærke, at børnene syntes, hun var meget væk om aftenen. Hun forsøgte derfor at være hjemme med dem det meste af eftermiddagen.

»Men det var ligesom ikke helt den samme følelse for dem. Og det er jo fair.«

Nemmere da børnene var små

Parret er enige om, at det var nemmere at være frivillig, dengang børnene var mindre. <p<»små b="">»Men jeg tror også, det handler om, at vi kan lide, at der sker noget. Så har det været hårdt, hvis vi har haft en nat, hvor de ikke sov så meget. Men det har ikke været standarden. «</p<»små>

I dag er børnenes hverdag fyldt med fritidsaktiviteter, og de går senere i seng, hvilket gør det sværere som forældre at få tid til noget nu, føler parret.

»Tidligere var det nemmere at tage afsted om aftenen, uden at man gik glip af tiden med børnene, og uden at man følte, at den anden stod med helt vildt meget selv. Og man kunne også bedre tage børnene med på armen til et møde,« siger Miriam Østergaard Hejlskov.

Også andre ting er vigtige

Trods udfordringer har det stor betydning for Miriam og Erik Østergaard Hejlskov at vise deres børn, at det er vigtigt at engagere sig i frivilligt arbejde og at give tilbage til fællesskabet.

»Jeg håber også, at de ser, at Erik og jeg er meget forskelligt frivillige. Der er vel nærmest ingen opgaver, vi begge to ville kunne finde på at byde ind med. Så jeg håber, at det viser dem, at der er mange forskellige måder at være frivillig på,« mener familiemoren.

»Og ja, det er en værdi at vise sine børn, at de er vigtige, men der er også andre ting, som er vigtige, og Gud ønsker at bruge os, til det vi kan,« påpeger familiemoren.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.