De fleste mennesker trives rigtig godt som en del af en flok, hvor man har et fælles grundlag, et fælles mål og en fælles strategi for at nå derhen. Derfor finder mange det også ubehageligt og utrygt, når der opstår uenighed i geledderne.
»Uenighed kan let ødelægge den gode stemning. De fleste fornemmer ret hurtigt stemningen i et fællesskab, og hvis nogle er uenige om et eller andet, kan det lynhurtigt smitte af på hele fællesskabet. Især, når uenigheden bliver personlig,« forklarer det tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, som i dag er generalsekretær i foreningen Brobyggerne. Her arbejder hun for at styrke tolerancen og dialogen mellem mennesker og befolkningsgrupper i Danmark.
»Man kan godt være bragende uenige uden at være uvenner. Det har jeg oplevet mange gange i politik. Så længe man kan tale om det, man er uenige om, er uenighed sundt for et fællesskab. Men når kritik bliver taget personligt, kommer der meget mere på spil. For så er det jo mig som person, der bliver vurderet eller kritiseret. Så er det ikke bare mit synspunkt, der ikke opnår flertal, så er det mig, der bliver fravalgt,« forklarer hun.
Dialogkaffe
Mens Özlem Cekic fra 2007-2015 var medlem af Folketinget, modtog hun en række grove og hadefulde beskeder på de sociale medier. Nogle handlede om politiske uenigheder, men mange kredsede om det faktum, at hun har indvandrerrødder og er muslim. I stedet for at lade sig kue valgte hun at opsøge nogle af afsenderne og inviterede sig selv på kaffe hos dem. Ikke for at skændes og fortsætte debatten, men for at møde menneskene bag de hadefulde ytringer.
Dette initiativ førte til begrebet dialogkaffe, som i 2019 blev optaget i Den Danske Ordbog som et udtryk for at »mødes over en kop kaffe og diskutere fredeligt frem for at udveksle hadefulde synspunkter, især på sociale medier.«
Hendes oplevelse var, at der bag de grimme beskeder gemte sig helt almindelige mennesker, som hun trods store uenigheder kunne føre en fornuftig samtale med. Samtidig gjorde hun sig en række erfaringer med, hvad der skal til, for at man kan have en god dialog med mennesker, man ikke er enige med.
Mennesker og isbjerge
»Filosoffen Sokrates beskriver dialog som en meningsudveksling, hvor ingen af parterne på forhånd har defineret formålet med den. Det er meget idealistisk, for vi har næsten altid et formål, når vi kommunikerer med hinanden. Men hvis målet er at overbevise den anden om mit synspunkt, bliver det aldrig dialog,« fastslår hun.
»Dialog er, når begge parter forlader deres udgangsposition og bevæger sig ud midt på broen for at lytte og blive klogere på hinanden. Når vi er uenige, er vi tilbøjelige til at begynde med at tale om det, der skiller os, men skal vi finde hinanden gennem dialogen, er vi ofte nødt til at begynde med det, vi er enige om, så vi har et fælles udgangspunkt at tale ud fra. Ved at begynde med det fælles, undgår vi at dehumanisere og fjendtliggøre hinanden. Så kan det godt være, at den anden mener eller gør noget, som jeg må tage afstand fra, men fordi vi også har noget til fælles, behøver jeg ikke at tage afstand fra vedkommende som menneske. Mennesker er nemlig som isbjerge. I første omgang ser vi kun de øverste ti procent, der stikker op over havet, og derfor er det vigtigt, at vi ikke reducerer mennesker til deres holdninger eller handlinger og putter dem i kasser ud fra vores fordomme,« siger hun.
Nødt til at sige undskyld
For flere år siden var Özlem Cekic inviteret ud til en gruppe unge kristne fra pinsekirken. Her indledte hun samtalen med at sige, at hun glædede sig til at høre, hvad de unge mente om emner som fri abort og homoseksualitet.
»Alt, hvad jeg hørte, var et dybt suk! Og så kunne jeg pludselig selv høre det: Jeg stillede præcis de samme spørgsmål, som man stillede til mig, da jeg som en af de første kvinder med muslimsk baggrund blev valgt til Folketinget. Så jeg var nødt til at stoppe mig selv og sige undskyld. Jeg var kommet til at putte de unge kristne i en kasse ud fra mine fordomme, og hvis vi skulle have en god dialog, var vi nødt til at begynde helt forfra,« fortæller hun.
En anden gang besøgte hun en mand fra Indre Mission.
»Vi havde en samtale, og han havde blandt andet nogle holdninger til homoseksuelle, som jeg var meget uenig i. Da jeg var på vej ud ad døren, sagde han: ‘Özlem, de siger, at jeg er ekstremist. Mener du virkelig, at jeg er ekstremist?’ Jeg kunne med det samme genkende smerten i hans stemme, for den smerte mærker jeg også, når folk kalder mig ekstremist. Også det mindede mig igen om, hvor let vi kommer til at stemple hinanden med voldsomme ord,« erkender hun.
»Når det sker, er der ikke andet at gøre end at sige undskyld. Det gælder også, hvis vi efter en samtale, der er gået skævt, kommer hjem og erkender, at vi fik grebet det helt forkert an. Det er aldrig let at ringe og sige, at man tog fejl eller blev grebet af sine følelser, men jeg ved, at jeg ville blive rigtig glad, hvis andre ringede til mig med det formål at fortsætte samtalen,« siger hun.
»Vi kan alle sammen være i tvivl, blive provokeret eller såret. Men så snart man tager udgangspunkt i sine egne følelser og ikke angriber den anden, så har man allerede bevæget sig ud på broen og har signaleret, at man gerne vil samtalen,« forklarer hun.
»Derfor vil jeg opfordre til, at man tager mod til sig og rækker ud. Man vil blive overrasket over, hvor stor effekt det har.«
Elefanter i rummet
Netop fordi mange føler sig utrygge i mødet med uenighed, kan det være fristende kun at tale om emner, som man er enige om. På den korte bane kan det måske fastholde den gode stemning, men med tiden vil der opstå »elefanter i rummet« – tabuer, som ingen tør tale om, og som derfor vokser sig større og til sidst stjæler tilliden og frimodigheden i fællesskabet.
»Da jeg var ansat i psykiatrien, havde jeg en chef, som altid sagde, at det, man ikke taler om, bliver man syg af. Helt grundlæggende er tabuer ikke godt for et fællesskab. Det er langt bedre, at vi får talt om tingene. Og når vi vover at være nysgerrige og åbne over for hinanden, vil vi næsten altid opdage, at dem, vi er uenige med, hverken er løgnagtige, illoyale eller ønsker noget dårligt for fællesskabet. De har bare et andet billede af situationen end os,« forklarer Özlem Cekic, som placerer ansvaret for den slags samtaler både hos den enkelte og hos ledelsen eller bestyrelsen for fællesskabet.
»Ledelsen har et særligt ansvar for at skabe nogle rum og nogle aftaler om, hvordan man taler om det, der er svært. Men det fritager ikke det enkelte menneske for ansvar, for vi har alle et ansvar for at overveje, hvordan vi kan være en del af løsningen – også selvom vi ikke opfatter os som en del af problemet,« understreger hun og tilføjer:
»Aftalerne skal selvfølgelig laves i fredstid, for når først krigen er brudt ud, er der ingen, der lytter. Så har alle travlt med at forsvare sig selv.«
Jeg og du
En vigtig forudsætning for en god dialog er, at begge parter er opmærksomme på at holde bolden på egen banehalvdel.
»Det betyder, at man siger ‘jeg’ i stedet for ‘du’. Hvis man siger: ‘Du mener sådan og sådan’, føles det som et angreb, som den anden er nødt til at forsvare sig imod. Hvis man i stedet siger: ‘Jeg vil gerne prøve at forstå, hvad du mener med, at …’, så giver man den anden mulighed for at forklare sig,« siger hun.
»Og så er det vigtigt med humor og smil på læben. Også når vi er uenige. Vi er jo ikke i krig!« understreger hun.
Netop værdibårne fællesskaber, uanset om de er politiske eller religiøse, er ifølge Özlem Cekic i fare for at blive parallelsamfund eller ekkokamre, der består af mennesker, som på en lang række områder tænker ens og mener det samme.
»Med tiden ensretter man hinanden, så der til sidst kun bliver én holdning. Derfor bliver fronterne trukket hårdt op, når der opstår en uenighed. Det har jeg også mærket på egen krop i et politisk parti. Man forsøger hele tiden at være konsensusorienteret, og man skal ikke afvige meget fra den vedtagne linje, før man er ude af det gode selskab og bliver stemplet som den onde,« siger hun.
»Jeg synes, at man i stedet for at ensrette skal lære at tolerere uenighed. Man skal se uenighed som noget positivt og som en mulighed for at udvikle sig til et endnu stærkere fællesskab, hvor vi ikke nødvendigvis behøver at være enige om alt. Jeg mener, det er gavnligt for ethvert demokratisk fællesskab, at vi ikke altid går i takt,« siger hun.
Træn tolerancemusklen
Özlem Cekic støder ofte på den misforståelse, at brobyggeri handler om, at man skal ende med at mene det samme som den anden.
»Det er en misforståelse, at vi er nødt til at lægge alle vores holdninger, principper og religiøse overbevisninger på den ene side af broen for at kunne bygge bro til mennesker på den anden side. Ofte vil dialog med et menneske, der har en anden holdning, faktisk gøre os endnu mere bevidste om vores eget ståsted. Målet med dialog er derfor ikke enighed, men nysgerrighed og tolerance overfor det, der er anderledes. Ingen af os er født tolerante, det er noget, vi må øve os i at blive. Og vi træner bedst vores tolerance-muskel ved at gå i dialog med dem, der er anderledes end os selv,« fastslår hun.
»Det gælder også i religiøse spørgsmål. Selv om kristne, jøder og muslimer kan være uenige om nogle elementer, har vi stadig en del til fælles i forhold til at tro. Og derfor har vi meget at tale om, uden at nogen af os behøver at gå på kompromis med det, vi tror på.«
