Da Katie Ann Sowers Olesen og Frederik Meyer Olesen blev gift i 2016, var planerne om at få børn noget, der lå et stykke ude i fremtiden. Blandt andet ville Katie Olesen, der kommer fra Pennsylvania i USA, først have lidt tid til at finde sig til rette i et nyt land, før parret også skulle forholde sig til børn. Efter at have været gift i omkring fire år begyndte planerne om børnefamilien dog at komme på banen.
Det skulle imidlertid vise sig at blive en større udfordring, end de havde forestillet sig. De første par år var de stadig ved godt mod og tænkte, at det nok skulle komme. På et tidspunkt begyndte de dog at undre sig lidt over, hvorfor det tog så lang tid for dem, når det skete meget hurtigt for flere i deres omgangskreds.
Efter nogle år gik parret i fertilitetsbehandling.
»Jeg følte det, som om jeg var et tal i et stort system,« fortæller 36-årige Katie Olesen.
»Det er min fornemmelse, at du skal følge lægernes plan, ellers er der ikke plads til dig i systemet.«
Hun forstår godt, at lægerne har en masse viden og erfaring på området, men hun synes, det er svært at vide, hvornår man kan sige stop, eller hvornår man kan vælge at vente med at gå videre i processen.
Efter et års tid i fertilitetsbehandling valgte de at tage en pause.
»Vi havde brug for at få det lidt på afstand, « siger 33-årige Frederik Olesen.
»Man går så længe og håber på noget. Når du er i behandling, stiger håbet lige lidt ekstra, men så er faldet også det større, når det heller ikke lykkes med ekstra hjælp.«
»Og så havde vi brug for at sætte fokus på andre ting i vores liv. Der var ikke plads til andre ting i mit hoved, imens vi var i gang med processen,« uddyber Katie Olesen.
Øver sig i at forstå hinanden
Ægteparret er på mange måder meget forskellige, og derfor påvirker barnløsheden dem også meget forskelligt.
»Jeg græder meget. Især når vi får at vide, at nogen vi kender, skal have børn - både fordi det er hårdt at høre, men også fordi jeg er så glad på deres vegne,« siger hun og fortæller, at det kan være enormt svært at være omgivet af børnefamilier i kirken eller missionshuset.
»Engang var vi nødt til at gå under en gudstjeneste, fordi jeg ikke kunne være i det,« siger hun med gråd i stemmen.
Derfor er det også vigtigt for hende at have en opgave, når der er familiemøde i missionshuset, for ellers kommer hun ikke afsted.
Frederik Olesen, der er konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, bliver ikke påvirket på samme måde.
»Jeg nyder at være sammen med børn. Det er jo bare sådan, jeg er. Og så er det noget, jeg igennem mit arbejde helt naturligt oplever i min hverdag. På den måde rammer det mig heller ikke så hårdt. Jeg ved ikke, om det på en eller anden måde giver mig det afløb, som Katie ikke har, at jeg har så meget børnekontakt.«
Jeg kan godt tænke: Gud, hvis du kunne dengang, hvorfor i alverden sker der så ikke noget nu?
Ægteparret har øvet sig i at forstå hinandens måder at reagere på.
»Jeg kan nogle gange tænke: Hvorfor græder han ikke? Jeg er virkelig ked af det, og han viser ikke noget som helst. Men jeg har lært, at vi reagerer forskelligt. Bare fordi han ikke græder, betyder det ikke, at han ikke er ked af det,« understreger Katie Olesen.
»Jeg har ikke haft de samme udfordringer som Katie med at sidde til en familieaften eller bag ved nogle børn i kirken. Der har jeg lige skullet minde mig selv om, at hun arbejder med det på en anden måde, end jeg gør. Så hvis hun har brug for, at vi kører hjem nu, så kører vi hjem,« siger Frederik Olesen.
Til gengæld har han brug for at vende tingene med sig selv, før han er klar til at vende det med andre.
»Min proces er mere at have tid til at gå en tur og være mig selv, og der har Katie måske været lidt udfordret på at vente, til jeg er klar til at snakke om det.«
Parret har arbejdet med ikke at placere skylden for barnløsheden.
»Jeg har brugt en del tid på at minde mig selv om, at det at vi ikke kan få børn, skyldes, at noget ikke fungerer. Det er ikke fordi, vi er forkerte. Det tror jeg har været en vigtig påmindelse for os begge,« siger Frederik Olesen.
»En af de ting, lægerne har sagt igen og igen er også, at der ikke er noget, jeg kan gøre,« indskyder Katie Olesen.
»Det er vigtigt for mig at høre, for jeg kan hurtigt tage skammen på mig og synes, at det er min skyld, at det hele er forkert. «
Hvor bliver miraklet af?
Både Katie og Frederik Olesen har mærket, hvordan deres tro har ændret sig igennem forløbet med barnløshed. Katie Olesen har fundet trøst i alle bibelhistorierne om folk, der ligesom dem har kæmpet med barnløshed.
»Når jeg er trist, kan jeg godt tænke, at jeg er det eneste menneske i verden, der har oplevet det her. Men det er ikke sandt. Der er mange mennesker i historien, der har gået igennem noget lignende.«
Hendes mand påpeger, at Bibelens beretninger om barnløse også kan være udfordrende, for ofte sker der netop et mirakel, hvor Gud velsigner parret med et barn.
»Jeg kan godt tænke: Gud, hvis du kunne dengang, hvorfor i alverden sker der så ikke noget nu? Så må jeg ud at gå en tur og lige få luftet af,» siger Frederik Olesen, som har skældt mere ud på Gud gennem processen med barnløshed end i resten af sit liv.
Hans hustru har haft det svært med bibelverset fra Jeremias 29,11: »Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.«
»Jeg er ikke så glad for det vers længere. For hvordan kan en stor Gud, der har kærlighed til os, lede os igennem dalene?« spørger hun grådkvalt, mens hendes mand forklarer, hvordan det er gået op for ham, at bibelvers som dette sigter længere frem end livet på jorden.
Vigtigt at tale om det
Indtil for nylig kendte kun de nærmeste til parrets udfordringer med at få børn.
»Jeg har hørt én sige, at når man er sårbar, skal man ikke begynde at vise sine sår, før der er skorpe på. Det er også derfor, vi har ventet så længe med at fortælle om det. Vi skal selv lande i det, før vi kan begynde at snakke med andre om det,« forklarer Frederik Olesen.
Med tiden er han dog blevet klar over, at han har brug for, at andre ved det, så folk forstår deres reaktion i bestemte situationer, og så de ikke skal sidde alene med det. Det åbner også op for, at flere beder for dem.
Jeg har lært, at vi reagerer forskelligt. Bare fordi han ikke græder, betyder det ikke, at han ikke er ked af det
Ved at tale åbent om problemet, håber de at give andre i lignende situation en vished om, at de ikke er alene og at der sandsynligvis er nogen tættere på, end de ved, der bakser med det samme.
Personligt foretrækker de selv at tage initiativet til snakken, da det kan virke overrumplende, hvis andre spørger ind til, om de har et problem.
»Og måske er vi også blevet klar til at snakke om det, fordi dem, der har stået i situationen før os, også er blevet bedre til at dele deres oplevelser,« forklarer Frederik Olesen.
Gem ikke jeres børn væk
Selvom de ved, at det er ment godt, har nogle reaktioner været svære for ægteparret at være i.
»Når jeg fortæller, at det er svært for os at få børn, siger nogen, at det nok skal komme på det rigtige tidspunkt. Det har jeg svært ved at høre, for jeg synes, det har været det rigtige tidspunkt de seneste fem år,« siger Katie Olesen.
»For mig er de sværeste situationer, når jeg oplever nogen prøve at gemme deres graviditet for os eller vente med at fortælle os det, fordi de ved, at vi står i den her situation. For jeg ønsker at glæde mig så meget med dem, som jeg kan,« fortæller Frederik Olesen.
»Jeg har også oplevet, at folk undskylder for, at de har børn med til et eller andet, men de skal ikke gemme deres børn væk for vores skyld.«
Katie Olesen tænker tilbage på en god oplevelse, dengang hun for første gang fortalte det til nogen. Hendes veninde var lige blevet gravid for anden gang, og det havde taget hårdt på Katie Olesen, fordi hun også selv havde håbet at være gravid på dette tidspunkt.
»Min veninde stoppede lige med det samme med det, hun lavede,« siger hun med tårer i øjnene.
»Det var, som om det pludselig var det eneste, der skete i verden. Det var bare os to, der snakkede med hinanden. Min veninde sagde, at hun var virkelig ked af det, og at hun gerne ville bede for mig med det samme.«
Hun holder en pause for at få kontrol over stemmen igen, da det er svært at få ordene frem.
»Jeg følte, at det var Gud, der beskyttede mig ved, at hun var den første, jeg fortalte det til, for det var præcis det, jeg havde brug for på det tidspunkt.«
Gud må fjerne ønsket
Katie og Frederik Olesen håber stadig, at de en dag vil blive en børnefamilie, men det svinger meget, hvor optimistiske de er.
Imens nyder de deres relationer til niecer og nevøer, som de måske ser som en større gave, end hvis de ikke havde haft problemer med selv at få børn.
»Jeg har stadig et ønske om at få børn, og hvis det ikke skal blive til noget, så må Gud fjerne det ønske fra mig. Det har han ikke gjort endnu. Så jeg tænker, at det kommer på et tidspunkt,« siger Katie Olesen.
