Prædiketeksten til 3. søndag efter trinitatis er fra Luk 15,11-32
Lignelsen om den fortabte søn er noget helt særligt for Søren Juul Skovenborg, der er pensioneret missionær.
»Vi har alle hørt den udlagt utallige gange. Selv har jeg læst flere bøger, der er skrevet over den. Der er altid noget nyt og overraskende at hente. For mig står snart sagt hvert ord med et særligt budskab,« siger han.
Teksten har mange detaljer, som er værd at lægge mærke til, så det er svært for Søren at vælge, hvad han særligt vil pege på.
»Skulle jeg alligevel vove at finde et ord, som har en særlig betydning for mig, er det beskrivelsen af sønnen, der var nødsaget til at leve blandt svinene: ‘Han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd’,« siger Søren.
Under en hungersnød gav man naturligvis ikke svinene rester fra husholdningen, men derimod uspiseligt foder. Men selv dette uspiselige foder ønskede han sig altså at spise.
»’Min søn her var død,’ beskriver faderen ham senere. Det var en rammende beskrivelse. Han kunne ikke komme længere ned. Han var uden håb,« siger Søren.
I samme situation
Den voldsomme nød, som sønnen i lignelsen oplevede, betyder noget særligt for Søren.
»Det er, fordi jeg engang har oplevet mig selv i samme situation. Min fortælling kan dog ikke lægges helt ind i hans. Jeg var ikke løssluppen. Min fortælling begynder egentlig med, at jeg mere lignede den selvretfærdige søn. Da jeg var omkring 19 år, blev jeg meget optaget af Marx og hans tanker om proletariatets diktatur. I det program var der ikke plads til Gud. Der var heller ikke plads til det løsslupne liv. Derimod blev mit sind fyldt med had, bitterhed og misundelse. Alle var forkerte, måske bortset fra mig selv,« husker han.
Da Søren var 21 år, lærte han to jævnaldrende kristne at kende.
»På en eller anden uforklarlig måde fik bekendtskabet med dem mig til at tænke over, om der kunne være en fortabelse. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det problem, for jeg forstod ikke pointen ved kristendommen. Og det selv om jeg var opvokset i et indremissionsk miljø,« fortæller han.
En misforståelse
»Jeg blev anbefalet at tage på Luthersk Missions Højskole. Efter få uger blev skolen alligevel for meget for mig, og snart begyndte jeg at pakke rygsækken. Men inden jeg nåede at rejse, blev jeg pludselig klar over, hvad der skulle til for at være en kristen. Jeg skulle gøre alt for Jesus. Det var en stor befrielse for mig, at det var så enkelt.«
Denne nye indsigt oplevede Søren lige i øjeblikket som en stor befrielse. Men hurtigt opdagede han, at hans nye erkendelse var én stor misforståelse.
Jeg sagde ikke ja til Jesus. Jeg besluttede intet. Jeg blev bare omfavnet af ham
»Den ældste bror i lignelsen mente, at han aldrig havde overtrådt et eneste af sin fars bud. Jeg nåede ikke at gøre nogen erfaring med, hvor meget jeg kunne gøre for Gud. Der var knap gået en time, før en pige spurgte mig, om jeg var i stand til at gøre det, som jeg havde besluttet mig for.
Spørgsmålet ramte mig som et lyn, for pludselig stod det tindrende klart for mig, at jeg slet ikke havde de kvaliteter, der skulle til. Min fortvivlelse var ubeskrivelig, for nu vidste jeg, at jeg ikke kunne undgå at gå evigt fortabt. Ingen kunne hjælpe mig. Heller ikke Gud. Jeg var som en død. Det var netop her, at jeg oplevede, at jeg var som den fortabte søn blandt svinene.«
Et nyt liv i nådens lys
Det døgn, som fulgte efter, står for Søren som det hidtil værste i hans liv.
»Men midt i mørket så jeg pludselig i et syn en hånd, der førte mig gennem en stor åben port. Jeg kan se den for mig endnu – her 45 år efter. Med ét stod det klart for mig, at hvad jeg ikke kunne, havde Jesus allerede gjort for mig. Det var ikke muligt for mig at formulere det sådan, men alligevel stod evangeliet lysende klart for mig. Jeg sagde ikke ja til Jesus. Jeg besluttede intet. Jeg blev bare omfavnet af ham. Som for den hjemvendte søn begyndte et nyt liv i nådens lys lige så pludselig og overraskende for mig,« siger Søren.
Lignelsen slutter med, at faderen giver udtryk for sin længsel efter fællesskab også med den selvretfærdige søn. »Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit,« siger faderen til den ældste søn. I denne længsel efter fællesskab også med den ældste søn ser Søren en vigtig pointe i lignelsen.
»Det viser, at Jesus afviser ingen på forhånd. Heller ikke de selvretfærdige,« understreger han.
»Hvordan han møder den enkelte, er vidt forskelligt. Det eneste, der er fælles, er sådan set dåben. Barnedåben viser os, at det afgørende ikke er, hvad vi gør og beslutter os for. Det afgørende er, at Jesus kommer til os.«
