Det kan være hårdt at være forældre, og særligt i de sidste ti år er presset på især småbørnsforældrene eksploderet, mener Lene Rønne Pedersen, der er familiekonsulent i Indre Mission. Hun har lagt mærke til, hvor mange ting man skal forholde sig til som forældre i dag i forhold til, da hun selv var småbørnsmor.
»Som forældre kan man i dag jo ikke kigge nogen steder hen uden at være i tvivl, om man gør det rigtigt,« siger hun og understreger, at den store opmærksomhed på forældrerollen ikke forsvinder, bare fordi børnene bliver ældre.
»Det hele kommer til at handle om børn, børn, børn, når man først har fået dem.«
Alt dette kan både være spændende og prøvende, og det var blandt andet det, der fik Lene til at lave podcasten Hjælp, jeg er mor.
»Podcasten handler om, hvad det vil sige at være mor og kvinde. At være arbejdende, men samtidig passe på sig selv, på familien og på hinanden,« fortæller Lene.
Hun håber, at podcasten kan være med til at få lytterne til at reflektere lidt over deres liv og hverdag.
»Jeg tror, livet nogle gange kører så stærkt, at vi ikke lægger mærke til, hvordan det går. Vi undrer os over, hvorfor vi er så trætte, hvorfor vi ikke magter alt det, som naboen magter. Det, jeg gerne vil med podcasten, er, at vi en gang imellem lige stopper op og mærker efter, hvad det egentlig er, der sker rundt om os. Altså inden det går galt.«
Et af temaerne i podcasten er Når livet gør ondt, og det tema blev ekstra personligt for Lene, da det ramte lige ned i en situation, hun og hendes familie selv har stået i. 2021 var nemlig på mange måder et hårdt år for dem.
Bebrejdede sig selv
Det hele startede nogle år før, da hendes far pludselig døde dagen før sin egen 60-års-fødselsdag. Lene husker tilbage på den sidste gang, hun var sammen med faren. Den dag var hun kommet lidt forkert ud ad døren og havde været irriteret på sin far. Efter hans død påvirkede det hende, at det var det sidste minde, hun havde med ham. Hun følte sig også enormt svigtet af sin far, fordi han pludselig bare var væk. Han havde blandt andet været i gang med at lave en terrasse hjemme hos dem, som nu stod halvt færdig.
»Det lyder ikke særlig pænt at sige, at han ikke var færdig, men lige pludselig står vi der med en halvfærdig terrasse, som ikke kan blive færdig, fordi han ikke er der mere. Så jeg havde en følelse af, at han svigtede mig, samtidig med at jeg jo vidste, at han overhovedet ikke kunne gøre noget ved det,« siger Lene, der begyndte at bebrejde sig selv for de følelser, hun havde.
Det at være på kanten hele tiden giver nogle andre refleksioner ind over livet
»Det var vildt svært for mig at være i min egen sorg – og i mine søskendes, min mors og min mands sorg. Så det var bare vanvittigt hårdt. Og det negligerede jeg nok rigtig meget i processen. Men det var nogle virkelig hårde år lige efter det. Det der med at gå ind og ud af sorgen. Og hvad må man være ked af? Alle sørger forskelligt, og man kan nemt komme til at bebrejde sig selv for ting, som man ikke er herre over.«
Sønnen blev syg
Nogle år efter ramte coronaen Danmark, og i starten syntes Lene, at det gav et fint afbræk fra en hektisk hverdag. I starten af 2021 tog det dog en drejning, da deres dengang 11-årige søn begyndte at blive syg, uden at de kunne finde ud af hvorfor. De troede i starten, at han var deprimeret på grund af coronaisolationen, men han begyndte at tabe sig og være meget fraværende. Det blev værre og værre, og til sidst kunne han ikke holde til at gå. På grund af coronaen kunne de ikke bare gå til lægen med ham, så de fik først en tid 14 dage efter, de havde ringet til lægen. I ventetiden gik det op for dem, at det ikke bare var en depression. Da de endelig kom til lægen, var lægen dog ikke i tvivl om, hvad sønnen fejler.
»Lægen kiggede bare på mig og sagde: 'Din søn har diabetes 1, og han skal på sygehuset, og det er nu.' Så kom vi ned på sygehuset, hvor vi fandt ud af, at han havde så meget syreforgiftning og mangel på insulin i sin krop, at de overvejede om han skulle på intensiv,« fortæller Lene.
Sønnen reagerede dog lynhurtigt på insulinen, så de endte med at blive sendt på børneafdelingen i stedet.
»Vi var meget inde og ude af den der glæde over, at det trods alt bare var diabetes, vores søn fejlede, og så sorgen over, at vores søn var syg. For det er et sindssygt pres at få et barn med diabetes. Du skal være over ham 24-7. Og dit barn skal jo leve med det resten af livet, hvor han hele tiden skal tænke over, hvad han foretager sig i forhold til sit blodsukker. Så det var en kæmpe omvæltning for os som familie. Samtidig var det også en lettelse at vide, hvad det var, han fejlede.«
Rammes voldsomt af corona
Tre uger efter, at sønnen fik konstateret diabetes, blev Lene syg med corona, og hun blev meget hårdt ramt.
»Jeg havde over 40 i feber, men jeg havde ikke lyst til at fortælle til nogen, hvor skidt jeg faktisk havde det, for de kunne hverken gøre fra eller til. Det var corona, så de måtte ikke engang komme ind til mig. En af nætterne var jeg så syg, at jeg bad Gud om at passe på min familie, for jeg var sikker på, at jeg ikke vågnede igen om morgenen. Men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var helt handlingslammet. Da jeg så vågnede op næste morgen, var jeg bare mega taknemmelig for, at jeg levede,« fortæller Lene.
Lene var stadig meget syg, men efter hun i over to uger havde været isoleret på værelset, kunne hun og hendes mand se, at de ikke kunne holde til det længere, så hun brød isolationen, da hun fik det en smule bedre.
»Jeg skulle bare ud og møde nogle mennesker og snakke med nogen. Og min søn, der endnu ikke helt havde vænnet sig til sin diabetes, havde brug for mig.«
Det tog lang tid for Lene at komme sig over sygdommen. I august, fem måneder efter sin sygdom, var hun kommet nogenlunde ovenpå igen. Men så fik hun coronavaccinen. Vaccine nummer to slog hende fuldstændig ud, og hun har haft senfølger lige siden.
Lenes mand falder om
I november faldt Lenes mand om med kramper på badeværelsesgulvet og var slet ikke sig selv, da han vågnede op.
»Da han vågnede op, var han meget ubehagelig og meget vred. Så jeg ringede efter ambulancen, for der var bare noget helt galt.«
En af nætterne var jeg så syg, at jeg bad Gud om at passe på min familie, for jeg var sikker på, at jeg ikke vågnede igen om morgenen
Lenes mand blev indlagt, og han blev tjekket for både kræft og hjerneblødninger. Til sidst fandt de ud af, at han har epilepsi. På grund af det måtte han ikke køre bil i et år, så Lene, der stadig var sygemeldt på grund af corona, var nu den, der skulle til at køre rundt. Lenes mand var påvirket af medicinen, som gjorde ham meget træt. Derudover havde de en dreng, der stadig var ved at lære at have diabetes. Så det var en meget turbulent og svær tid for familien.
Én blev helbredt
Oven i alt det andet kom familiens hund til skade i julen, da den på en gåtur spiste snus. Dyrlægen fortalte, at hvis der begyndte at komme blod i hundens afføring, skulle den aflives.
»Vores hund var den stabile i vores familie på det tidspunkt, og den, der gav glæde. Så det slog mig fuldstændig ud,« siger Lene.
Da hunden så begyndte at skide blod, foreslog Lenes morbror, der var hos dem den dag, at de bad for hunden.
»Det kunne jeg ikke forholde mig til. Altså Gud helbreder jo ikke hunde,« husker Lene, at hun tænkte.
Hendes mand fik hende dog overtalt, for som han sagde, så kan det jo aldrig skade at bede. Så de gik ud på græsplænen, hvor morbroren bad for hunden.
»Da jeg stod der, tænkte jeg bare: Nå Gud, tak for lort! Jeg var bare så vred,« siger Lene.
Gud har velsignet mig med ikke at være særlig bekymringsfuld. Det har virkelig været en Guds gave ind i alt det her. Det sætter mig fri til ikke at grave mig ned i et hul
Der gik halvanden time, så begyndte hunden at drikke, hvilket den ikke rigtigt havde gjort tidligere. Efter et par timer spiste den, og efter et døgn var den helt normal igen.
»Det var sådan en mærkelig oplevelse, for der var sket så meget. Og min tanke var: Gud, hvorfor er det lige vores hund, du helbreder? Jeg kunne jo godt have ønsket, at det var min søn eller min mand – eller mig selv – der var blevet helbredt. Men det var jo et tegn for os på, at Gud er der,« siger Lene, der fortæller, at hunden stadig lever og har det godt i dag.
På den anden side nu
Lene lever stadig med senfølger efter corona. Hun lider af kronisk træthed, og så har coronaen fremprovokeret gigtsygdommen fibromyalgi hos hende. Det gør, at hun kæmper en kamp i hverdagen mod træthed, muskelsmerter og et nervesystem, der hurtigt bliver påvirket. Nogle dage kan hun være sengeliggende en hel dag, fordi hun har ondt. Derfor har hun kun mulighed for at arbejde 12 timer om ugen.
Lenes mand har ikke epilepsianfald mere, da medicinen virker. Deres søn har også lært at takle sin diabetes på en god måde og lever et på mange måder normalt teenageliv.
»Nu er vi ved at være på den anden side af alt det her,« siger Lene.
»Og når jeg ser tilbage, kan jeg godt tænke: Hvordan klarede vi det? Vi har virkelig været igennem mange følelser, hvor vi gik fra, at min far dør, til bekymring for vores søn, til at jeg selv tror, jeg dør, og videre til bekymring for min mands sygdom. Det hele var bare så voldsomt, og hvordan kommer man igennem sådan noget? Det kan jeg ikke svare på. Den ene dag tager den anden, og det tror jeg er meget godt – at vi ikke kender dagen i morgen. For det har været voldsomt. Men vi er på mange måder kommet godt igennem det. Vi synes, at livet er hårdt, men vi er glade for hinanden og kan se en masse glæder i hverdagen. Så med den erfaring er der jo en anden dybde i mange ting, hvilket jeg også kan bruge, når jeg taler med mennesker i min podcast. For det at være på kanten hele tiden giver nogle andre refleksioner ind over livet,« siger Lene og fortsætter:
»Og så tror jeg også bare, at Gud har velsignet mig med ikke at være særlig bekymringsfuld. Det har virkelig været en Guds gave ind i alt det her. Det sætter mig fri til ikke at grave mig ned i et hul, for det kunne man sagtens gøre, tror jeg.«
Når Lene snakker med andre, der har det svært, bliver hun mindet om, at hendes historie ikke er værre end andres.
»Jeg synes, at det er rigtig fint, at vi ikke skal måle os med hinanden. For det handler jo også om, hvordan vi oplever det, og hvordan vi agerer i det. Jeg håber, at jeg med min podcast kan hjælpe med, at man får øjnene op for, at vores historier bare ikke er ens. Vi kan ikke bare sammenligne én til én, men vi kan have nogle gode erfaringer, som vi kan læne os op ad.«
Hør podcasten Hjælp, jeg er mor
