Alex Ahrendtsen er bedst kendt som medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2011. Men fra 1989-1996 slog han sine folder på Odense Universitet (nu en del af Syddansk Universitet), hvor han studerede dansk, litteratur, religion og oldgræsk.
På universitetet fik han kontakt med unge fra Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) og var en del af en gruppe, som mødtes privat og læste i Bibelen. Her var folk fra både Indre Mission og Luthersk Mission, som han også fulgtes med i Sankt Hans Kirke.
»Jeg har lært rigtig meget om luthersk kristendom af de missionske. Det var en kæmpe fornøjelse,« husker han.
Men det billede, han mødte i KFS-gruppen, i kirken og blandt de venner, han efterhånden fik i miljøet, stemte ikke overens med det billede, han mødte i litteraturen.
»Som litteraturstuderende havde jeg selvfølgelig læst Hans Kirks Fiskerne, og det billede af Indre Mission, jeg fik fra Hans Kirk, kolliderede fuldstændig med det, jeg mødte blandt de moderne indremissionske. Derfor besluttede jeg mig for at skrive speciale om, hvordan litteraturen havde beskrevet Indre Mission,« fortæller han.
Negativ skildring er gået i arv
»I litteraturen skildres de missionske meget ofte som fordømmende og som selvopfattet hellige med en sort tilgang til kristendommen. Den skildring er gået i arv fra forfatter til forfatter fra 1890’erne og helt frem til i dag. Men hvor Jeppe Aakjær faktisk havde mødt kolportøren, præsten og indremissionæren, som han beskrev, så har en nutidig forfatter som Peter Høeg det næppe. Alligevel er beskrivelsen den samme, og der tages ikke højde for, at de indremissionske har ændret sig med tiden, « fortæller Ahrendtsen.
»Og fordi Indre Mission i dag er meget mindre end for 100 år siden, er der også langt færre, der kan sammenligne litteraturens skildringer med deres egne erfaringer. Derfor er de nedarvede skildringer blevet stereotyper, påpeger han og nævner Faster Anna i tv-serien Matador som et eksempel.
»Stereotyper opstår ikke af ingenting. Indre Mission har været fordømmende, hård og ubarmhjertig, og den har forsøgt at adskille sig fra syndige mennesker og etableret et helligt samfund. Men der er jo også sket en udvikling siden.«
En øjenåbner
Hvis Indre Mission har et dårligt image, kan det dog ikke kun tilskrives litteraturen. Alex Ahrendtsen kender folk – også i Folketinget – som er vokset op på steder, hvor der var en klar opdeling mellem grundtvigianere og indremissionske.
»De hadede og hader stadig Indre Mission, og det har intet med litteraturen at gøre – det bygger på egne erfaringer. Men når de for eksempel læser Hans Kirk, genkender de noget i hans skildringer, som bekræfter dem i deres opfattelser. Og problemet med stereotyper og bekræftelser er, at man begynder at lede efter dem, og snart har man kun øje for stereotyperne,« forklarer han.
»For mig var det en øjenåbner at møde de her mennesker fra Indre Mission og Luthersk Mission, som var meget kærlige. Men mange har jo ikke den adgang til miljøet.«
IM kan kun overraske
På trods af fortællingerne har Indre Mission ifølge Alex Ahrendtsen stadig et stærkt brand.
»De fleste ved, hvad Indre Mission er. De tror i hvert fald, at de ved det,« tilføjer han.
»Men brandet forhindrer jer også i at nå ud til folk. I har det samme problem som Dansk Folkeparti. Når folk hører ordet Dansk Folkeparti, så har de nogle helt klare opfattelser af, hvem vi er. Og så er der mange, der lukker ørerne.«
Et navneskifte er dog ikke en løsning, Alex Ahrendtsen vil anbefale.
»Problemet er, at man ikke længere hører ‘Indre Mission’. Man hører alt muligt andet. Man hører fordømmelser, man hører måske hykleri, man hører hellighed, man hører ubarmhjertighed. Alligevel synes jeg, det er farligt at afskrive sig et navn, der er så kendt, for så skal I starte forfra. Alle ved, hvad Indre Mission er, og det er en fordel for jer, fordi så kan I kun overraske. Og det er altid godt at overraske. «
Tilbage til rødderne
Selvom han mener, at IM har et problem tilfælles med Dansk Folkeparti, så kan de ikke løses på samme måde.
»Hvis jeg var jer, ville jeg ikke bevæge mig ind i det politiske rum eller gå ind i debatter i medierne, for dér kan I kun tabe. Indre Mission blev stor, fordi man gik ud til mennesker, snakkede med dem, overbeviste dem og fik dem ind i forsamlinger. Og pludselig var der en vækkelse i gang. I dag foregår den slags på sociale medier, så et bud kunne være at lade helt almindelige indremissionske unge få deres egne TikTok-kanaler, hvor de på godt og ondt viser, hvad det vil sige at være kristen. Ærligt og direkte uden at være opstyltet eller forloren. Det må ikke være et glansbillede,« siger han.
»Min oplevelse er, at mange unge har en sult - en søgen efter svar, som de ikke kan finde nogen steder. Og der skal I jo stå for god gammeldags kristendom,« siger han og understreger:
»I vinder ikke hjerter gennem medier. I vinder hjerter ved at få adgang til hjerterne. Folk vil have autenticitet, og det får de kun i det menneskelige rum. Gør det, I er gode til, nemlig at prædike evangeliet og være et godt eksempel. Vær et lys fra mund til mund, fra hjerte til hjerte. Det er der, I er stærke. Men det tager ikke to år eller fem år, det tager måske en hel generation. «
