På jagttegn-holdet kalder de ham præsten, og naboerne kender ham som den meget talende ølbrygger, der kan finde på at læse lidt fra Esajas 53 henover en gang stegte ål.
»Man kan ikke skille mig fra min kristne identitet. Den bærer jeg uden på tøjet,« fortæller Mikkel Søtbæk stolt. Han supertrives i Bandholm på Lolland, hvor han og ægtefællen Katrine er i fuld gang med at udleve drømmen om et økologisk fritidslandbrug med blandt andet ølbrygning og biavl.
Han er meget glad for, at han fra den 1. juli kan kombinere det hele med en ansættelse som missionær i Indre Mission. Han begynder med en ansættelsegrad på 25 procent, som ændres til 80 procent, når han er færdig med sin kandidatgrad i teologi fra København om et år.
»Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre,« fortæller Mikkel, der er 24 år ligesom Katrine. Hun læser til lærer i Roskilde. De er begge to fjernstuderende.
En ven der var kvik og kristen
De har også det tilfælles, at de har haft en opvækst uden at kende noget til kristendommen. Mikkel voksede op i København og var som teenager en glødende ateist.
»Jeg anså religion for noget tåbeligt og primitivt,« fortæller Mikkel.
Så fik han en ven, der udfordrede ham.
»Jeg havde aldrig mødt et menneske før, der både var kvik og kristen. Han kunne svare på alle mine spørgsmål, og det rykkede i mig, for det tvang mig til at revurdere mit verdensbillede,« siger han.
Man kan ikke skille mig fra min kristne identitet. Den bærer jeg uden på tøjet.
»Vi diskuterede beviser for Guds eksistens, men da jeg efter intense studier ikke kunne modbevise Guds eksistens, kom jeg ud på tvivlens gyngende grund.«
Blev fyr og flamme
I gymnasiet blev Mikkel optaget af, at når Gud findes, så må han også have åbenbaret sig for mennesker. Han dykkede ned i kristendommen, og på nettet stødte han ind i den amerikanske teolog og apologet William Lane Craig, som fuldstændig fejede benene væk under ham.
Mikkel blev fyr og flamme, da han så et opslag om, at William Lane Craig kom til Danmark og skulle deltage i en debat i missionshuset Bethesda.
»Da jeg gik derfra, var der sket noget inden i mig. Det gik op for mig, at graven er tom. Jesus er opstanden,« fortæller Mikkel, der begyndte at gå til gudstjeneste i domkirken.
Han blev kontaktet af nogle fra Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), og han kom med i en gymnasiekreds. Han fik også kontakt med frikirken Vineyard i København.
»Det var et varmt troende fællesskab, hvor jeg følte mig hjemme,« siger han.
Katrine blev også kristen
Midt i det hele dukkede Katrine op. Det udviklede sig hurtigt til dybe samtaler om de store ting i tilværelsen, og kærligheden spirede.
»Jeg synes, at det er fedt at diskutere med mennesker, som kan udfordre mig intellektuelt. Det kunne Mikkel, og det faldt jeg for,« fortæller hun.
»Mikkel prøvede ihærdigt at overbevise mig, og jeg fik brudt rigtig mange fordomme ned. Jeg gjorde et bravt forsøg på at tro på sandheden i kristendommen, men det kunne jeg ikke. Jeg havde en modvilje mod det.«
Katrine blev student, og hun rejste til USA som au pair. Men to måneder senere var hun tilbage i Danmark på grund af hjemlængsel. Fem dage før hjemrejsen kunne hun ikke sove om aftenen, og hun fik den indskydelse, at hun ville prøve at bede til Gud.
»Det kom ligesom til mig, hvad jeg skulle sige. Jeg takkede ham for alle ting, og jeg sagde undskyld. Bagefter oplevede jeg en summen og en fysisk varme i maven, og jeg fik en overvældende følelse af kærlighed. Jeg lo af glæde, og tårerne løb ned ad kinderne. Det var ligesom, at der blev tændt for en kontakt inden i mig. Modviljen var væk,« siger Katrine. Hun skrev straks til Mikkel, der havde bedt for hende.
KFS-venner udfordrede
Der skete rigtig meget efter Katrines hjemkomst. Parret flyttede sammen i en lejlighed i Bagsværd og kom i Vineyard. »Menigheden bar os ind i den kristne verden. Som nye i den kristne tro var vi som et skib uden et kompas. Ganske langsomt begyndte vi at læse i Bibelen sammen og bede bordbøn,« husker Katrine.
Som nye i den kristne tro var vi som et skib uden et kompas.
Hun beskriver deres tro på Jesus som en stille vandring. Det førte blandt andet til, at Katrine deltog i et dåbskursus og blev døbt. Det var hun ikke blevet som barn.
Nogle af Mikkels KFS-venner udfordrede parret på deres forståelse af dåb og nadver, og det satte skub i en proces, der endte med, at parret forlod Vineyard og begyndte at komme i den lokale folkekirke.
»Det blev lidt for overfladisk, og jeg savnede gudstjenesten i folkekirken, dens tyngde og ærbødighed,« forklarer Mikkel, der begyndte at studere teologi på Københavns Universitet, blandt andet inspireret af William Lane Craig.
De samme venner udfordrede parret på, at de boede sammen uden at være gift.
»Først tænkte jeg, at papiret ikke betød noget, fordi vi havde lovet hinanden troskab. Men Katrine overbeviste mig om, at vi skulle giftes, for det står klart i Guds ord, at det, vi havde og gjorde sammen, tilhørte ægteskabet. Vi gjorde, hvad vi ville, og ikke hvad der var bedst for os,« fortæller Mikkel. Parret drog konsekvensen af det og var ikke sammen de sidste tre måneder, inden de blev gift i 2016.
Teolog og bonde
Der var flere grunde til, at brylluppet foregik i Maribo Domkirke. Mikkels far kom fra byen, og så var parret flyttet til området et lille års tid inden, de blev gift.
»Da jeg besøgte Katrines familie og så deres æbleplantage i Endeslev lidt uden for Køge, blev jeg fuldstændig forelsket i landlivet. Vi besluttede os for at finde et sted på landet og købte det her sted for næsten ingen penge,« fortæller Mikkel, der beskriver sig selv som lidt af en »bonderøv«.
»Det er så forløsende at beskæftige sig med livet på gården. Der er en dejlig vekselvirkning mellem naturlivet og det akademiske arbejde på teologistudiet.«
Parret har fundet nogle andre unge kristne familier i området, som de jævnligt mødes med. I nogle år kom de i Bandholm Kirke, men valgte sidste år at rykke over i Lolland-Falster Kirken, der er en frimenighed tilknyttet Luthersk Mission.
»Vi savnede en god, bibelsk funderet forkyndelse, og at troen var en levende tro med efterfølgelse,« forklarer Mikkel.
Af teologiske grunde kom han også frem til, at han ikke kunne se sig selv som præst i folkekirken lige nu.
»Det gjorde mig rigtig fortvivlet, for jeg elsker folkekirken,« siger Mikkel, der begyndte at bede til Gud om fremtiden.
»Jeg tænkte på, hvad min teologiuddannelse skulle bruges til, og hvordan jeg skulle forsørge min familie.«
For godt til at være sandt
I forbindelse med en gudstjeneste talte han med en bekendt, som ikke plejede at komme i menigheden. Hun nævnte tilfældigt under samtalen, at Indre Mission søgte efter en missionær til Lolland og Falster og Sydsjælland.
»Jeg tænkte, at det er for godt til at være sandt,« forklarer Mikkel. Han kontaktede hurtigt regionslederen, og det hele endte ud i en ansættelse.
»Gud hører bøn. Det er en kæmpe velsignelse, at jeg kan få lov til at leve her på Lolland og forkynde evangeliet. Jeg havde været i vildrede, og nu havde Gud skænket så konkret en bønhørelse,« understreger Mikkel, der glæder sig over at få et job under ordnede forhold, som gør, at Katrine kan gå hjemme.
For den kommende missionær er Indre Mission et nyt bekendtskab, som han glæder sig til at lære at kende. Han ser mange muligheder for mission i området.
»Der er tusindvis af ildsjæle, som brænder for egnen. Vi er nogle af dem, der også brænder for, at mennesker skal høre evangeliet,« understreger Mikkel, der sammen med Katrine engagerer sig i forskellige fællesskaber.
»Vi går ikke stille med, at vi er kristne, og det giver os mange samtaler,« tilføjer Katrine.
Gud er med os
Mikkel kan ikke sige så meget om arbejdsopgaverne endnu.
»I begyndelsen skal jeg bruge min tid på at være der for de små fællesskaber,« fortæller Mikkel. Han lister steder op som Maribo, Nakskov, Nykøbing Falster og Vordingborg.
»Jeg er godt klar over, at hvis der skal være kristne fællesskaber her om ti til femten år, så kræver det, at der er nye mennesker, som møder Jesus,« siger han.
Men Mikkel er klar til at smøge ærmerne op og siger frimodigt med et stort smil: »Hvem kan være imod os, når Gud er med os?«
