Et menneskeliv har værdi helt til døden

Flere meningsmålinger viser, at danskerne overvejende går ind for legalisering af aktiv dødshjælp. Mellem 70 og 80 procent går ind for, at dødeligt syge patienter skal have lov til at vælge livet og lidelserne fra. Spørger man derimod lægerne, er resultaterne stik modsat. Her svarer otte ud af ti nej til aktiv dødshjælp.

En af de læger, som svarer klart nej, er Connie Lilleholt Vibe, der er overlæge på Sct. Maria Hospice og Vejle Sygehus’ onkologiske afdeling. Hun mener, at netop lægernes massive modstand er en væsentlig årsag til, at politikerne indtil videre ikke har fulgt folkestemningen.

»Jeg tror, meningsmålingerne ville se anderledes ud, hvis man spurgte hr. og fru Danmark, om de ville give den dødbringende sprøjte. Det er nemmere at være tilhænger af aktiv dødshjælp, så længe det er nogle andre, der skal give hjælpen – som jeg i øvrigt slet ikke mener, kan kaldes hjælp,« siger hun.

»Og så tror jeg, at erfaringerne fra udlandet skræmmer. I lande som Schweiz, Belgien, Holland og flere amerikanske stater, hvor man har aktiv dødshjælp, er det ret tydeligt, at man er på vej ned ad en etisk glidebane. Hvor det i starten var en mulighed for en lille og helt særlig gruppe af syge og døende, ser man nu, at antallet af tilfælde stiger markant, og at ensomhed, alder, sorg, depression og endda økonomi nu kan være et argument for at acceptere en anmodning om aktiv dødshjælp. Jeg frygter, at nogle kan vælge aktiv dødshjælp, fordi de føler sig til besvær.«

Mennesket har værdi hele livet

Både det femte bud og hendes kristne tro og menneskesyn har betydning for overlægens modstand.

»For det første har jeg det menneskesyn, at ethvert menneske er unikt og uvurderligt, uanset hvor syg man er, og om man ligger på hospice og har brug for hjælp til alt. Patientens liv har lige så stor værdi som mit liv, og det vil jeg gerne vise hver eneste patient hele vejen til døden – i stedet for at skulle sige, at nu vurderer vi, at dit liv har så lille værdi, at vi faktisk synes, det er bedst at afslutte det. Det har intet menneske kompetence eller ret til at vurdere,« fastslår hun.

»For det andet ville legalisering af aktiv dødshjælp ødelægge tillidsforholdet mellem læge og patient. Hvis patienterne vidste, at muligheden var der, ville de måske slet ikke vove at fortælle, hvor slemt de havde det. For tænk, hvis jeg nu foreslog aktiv dødshjælp som en mulighed. Nej, patienterne skal vide, at de kan fortælle mig om al deres lidelse, og at jeg vil gøre alt for at hjælpe dem med at leve, indtil livet slutter. De skal kunne være helt sikre på, at jeg ikke vil tage deres liv, uanset hvad der sker.«

Hele mennesket er ramt

Connie Lilleholt Vibe har arbejdet inden for feltet palliativ medicin i seks år. Hun møder som regel patienterne, når alle behandlingsmuligheder er udtømte. Målet med den palliative indsats er derfor ikke at helbrede eller at udskyde sygdommens fremadskridende forløb, men at lindre alle former for lidelse og ubehag og gøre de sidste dage, uger og måneder så gode som muligt.

»Patienterne bliver ikke bare ramt af smerter, kvalme og forstoppelse, men også af psykisk, social og eksistentiel lidelse. Hele mennesket bliver ramt, og derfor kræver det en tværfaglig indsats at hjælpe hver enkelt patient,« forklarer hun.

Jeg har endnu til gode at høre en patient, som fastholder sit ønske om få sprøjten efter at have oplevet den hjælp, vi kan give

Personalegruppen tæller blandt andre læger, sygeplejersker, kok, psykolog, fysioterapeuter, musikterapeut og præst.

»For eksempel kan det være svært at smertedække en patient, som er bange eller har nogle svære relationer. Hvis vi kan hjælpe patienten med nogle af disse sociale og følelsesmæssige forhold, så kan vi også bedre lindre de fysiske smerter. Derfor bruger jeg en del af min tid på at tale med patienterne og finde ud af, hvad der fylder hos dem. Jeg snakker ikke ret meget med patienter om tro, men de må gerne vide, at de også kan sige til mig, hvis de er bange for at dø eller for, hvad der skal ske bagefter,« siger hun.

Livgivende at arbejde blandt døende

Arbejdet blandt døende kan være følelsesmæssigt udfordrende, men det er ikke så trist at arbejde på hospice, som mange måske forestiller sig.

»Jeg oplever, at det er enormt livgivende. De fleste patienter er klar over, at de snart skal dø, og derfor bliver tiden på hospice ofte meget intens. Her bruges tiden på det allervigtigste, og for langt de fleste er det at få ro til at være sammen med de nærmeste pårørende. Denne ro står ofte i kontrast til den uro og de mange forstyrrelser, der ellers har præget sygdomsforløbet, « siger hun.

»Jeg, som er rask og har en travl hverdag med arbejde og familie, kan lære meget af at opleve, hvordan små ting kan få stor betydning, når man ligger i sin seng og er for svag til for eksempel at spise eller til at stå på sine ben. Det kan give en stor glæde at betragte et egern kravle rundt og spise nødder uden for vinduet. Sådan noget ville jeg ikke værdsætte på samme måde, men det minder mig om, at jeg også har brug for at stoppe op og fokusere på det, der er vigtigt i mit liv, og glæde mig over de små ting i hverdagen,« fortæller Connie Lilleholt Vibe, der bor i Aarhus med sin mand Klaus og deres tre børn.

Enkelte beder om sprøjten

Debatten om aktiv dødshjælp fylder ikke meget på hospice, men en sjælden gang møder hun patienter, som »beder om at få sprøjten«.

»Så spørger jeg, hvad der får vedkommende til at sige sådan, og oftest fortæller patienten om det, der er allermest lidelsesfuldt, eller det, som patienten frygter vil ske. Det giver mig mulighed for at fortælle, hvad vi kan gøre for at lindre lidelsen. Jeg har endnu til gode at høre en patient, som fastholder sit ønske om at få sprøjten efter at have oplevet den hjælp, vi kan give. Jeg oplever, at det ikke er et reelt ønske om at få en dødbringende sprøjte, men et råb om hjælp i lidelsen. Min opgave er at hjælpe med at fjerne eller lindre lidelsen – ikke at fjerne patienten,« siger hun.

Hun har dog forståelse for, at mennesker kan nå dertil, hvor de ønsker at dø.

»Ved indlæggelsen på hospice fortæller mange, at de håber, at de snart får lov at dø. De oplever måske, at det kun går én vej, og derfor har de mest lyst til, at det bare skal stoppe nu. Nogle er bange for at komme til at ligge og lide i de sidste dage. Så fortæller jeg dem, hvordan vi kan hjælpe dem og lindre deres symptomer også helt til sidst. At vi også har mulighed for at give dem sovemedicin, så de kan få en pause fra smerterne og ubehaget. Det at komme helt væk fra lidelsen i nogle timer kan ofte give nye kræfter, så de kan have en god stund med de nærmeste bagefter,« forklarer hun.

»Jeg oplever indimellem patienter med så stor lidelse, at jeg kunne ønske for dem, at de snart fik lov at dø. Men det gør stort indtryk på mig, at selv i den situation er der patienter, som bliver ved med at kæmpe for at holde sig i live. Det fortæller mig, at intet menneske er i stand til at vurdere livskvalitet på andres vegne.«

Når behandlingen er udsigtsløs

Connie Lilleholt Vibe føler sig generelt tryg ved den danske lovgivning, som forbyder aktiv dødshjælp, men tillader såkaldt passiv dødshjælp, hvor man undlader eller stopper en udsigtsløs behandling hos en patient, som er uafvendeligt døende.

»Patienten kan fravælge en udsigtsløs behandling som for eksempel respirator eller sondeernæring, og i visse tilfælde kan lægen træffe beslutningen, hvis patienten ikke er i stand til det. I de situationer undlader man at give en behandling, som kunne holde patienten i live for en tid, og lader i stedet sygdommen gå sin naturlige gang. Vi fjerner så at sige hindringen for, at patienten dør af sin sygdom, samtidig med at vi lindrer de symptomer, dette medfører. Det vil være rigtigt at gøre, når patienten er i en udsigtsløs situation, for vedvarende behandling med det formål at forlænge livet har også en pris for patienten og kan være lidelsesfuldt,« forklarer hun.

»Det føles helt naturligt og rigtigt at gøre, når man for eksempel undlader at give antibiotika ved endnu en lungebetændelse hos en uafvendeligt døende patient. Det kan føles noget sværere – lidt som at balancere på en etisk knivsæg – når det handler om at slukke en respirator, som vi også oplever på hospice. Men det er helt det samme: Vi undlader en udsigtsløs behandling hos en uafvendeligt døende patient,« forklarer hun og uddyber:

»Når patienten vælger respiratoren fra, tager han eller hun ikke ansvar for sin død, men for sit liv. Respiratoren har holdt vedkommende i live i et stykke tid, men på et tidspunkt kan livet med respirator blive så lidelsesfuldt, at patienten vælger den fra og i stedet lader sygdommen gå sin naturlige gang.«

Troen er en styrke i mødet med døden

Gennem sit arbejde møder hun flere kristne patienter. Og selv om ingen patienter er ens, oplever hun, at de ofte har et andet forhold til døden end mange andre.

»Jeg oplever, at troen kan have betydning for, hvor meget angst man skal lide af i mødet med døden. Er man tryg i, at der venter et evigt liv med Jesus på den anden side af døden, så er man ofte mere rolig, end hvis man ikke har den vished. Det oplevede jeg også, da min egen mor for mange år siden døde af kræft. Hun var overbevist om, at hun var i Guds hånd, og at der ventede hende noget godt efter døden. Det var en stor styrke for hende og gav hende ro i mødet med døden, og det var en dyb og stærk trøst for mig i min sorg over at miste hende.«

Siger ikke op

Connie Lilleholt Vibe er overbevist om, at hun sammen med sine kollegaer gør en forskel for mennesker i den sidste og vanskelige periode af livet. Skulle aktiv dødshjælp på et tidspunkt blive tilladt i Danmark, betyder det derfor heller ikke, at hun lægger sin opsigelse.

»Nej, hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt, arbejder jeg det helt rigtige sted. For på hospice har vi netop muligheden for at tilbyde mennesker et meget bedre alternativ. Vi kan lindre det lidelsesfulde og give værdig omsorg for hele mennesket – hjælpe både patient og pårørende i det svære. Det er selvfølgelig en anden sag, hvis vi kommer dertil, at lovgivningen tvinger mig som læge til at udføre aktiv dødshjælp – at slå et andet menneske ihjel. Så vil jeg i den konkrete situation argumentere for, hvorfor aktiv dødshjælp er forkert, og palliation – lindring af patientens lidelse – er rigtigt. Hvis det ikke ændrer noget, må de fyre mig,« siger hun.

Hun tror ikke, det kommer til at ske i Danmark i hendes levetid, men i andre lande er det ikke helt utænkeligt.

»Jeg ved, at plejehjem i nogle lande kun kan få offentlige tilskud, hvis de tillader, at der udføres aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord på stedet. Og at læger nogle steder har pligt til at henvise patienter til en læge, som vil udføre aktiv dødshjælp, hvis de ikke selv vil. Så der er nogle steder, hvor vi nærmer os tvang.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.