Prædiketeksten til 19. søndag efter trinitatis (18. oktober 2020) er fra Joh 1,35-51
Beretningen om Jakob, der under flugten fra sin bror Esau har en særlig drøm, er noget af det første, fritidsforkynder Kurt Nielsen fra Holstebro tænker på, når han læser søndagens evangelietekst.
»Jesus siger til sidst: ‘I skal se Himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen’. For mig relaterer det rigtig meget til Jakobs beretning. Han oplever det fantastiske, at Gud kommer til ham i en drøm og giver ham et løfte om en fremtid,« forklarer Kurt, som ser det samme løfte blive givet til disciplene i søndagens tekst.
»Jesus siger til disciplene, at de ikke alene er blevet kaldet til at følge ham; de skal også drages helt derhen, hvor de får lov til at se, at Himlen er åben – også for dem.«
Gud tænker anderledes
Beretningen om Jakob fik en personlig betydning for 10 år siden, hvor Kurt havde svært ved at se nogen grund til, at Gud ville have med ham at gøre.
»Jeg oplevede i mit verdslige liv, at tingene skred sammen under mig. Det forplantede sig til mit gudsforhold, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke er værdig i det almindelige verdslige liv, hvordan kan jeg så være værdig over for Gud?«
Det fik ham til at føle, at han havde svigtet, både i sit kald og i sit arbejde. En gudstjeneste i København, hvor prædikenen netop handlede om Jakobs drøm, fik Kurt til at indse, at Gud tænker anderledes.
»Det talte voldsomt til mig, at Gud faktisk åbner en stige helt op til Himlen; at jeg ikke bare er kaldet, men at Gud har åbnet en vej helt hjem til sig selv igennem Jesus Kristus. Han har ikke ladt mig i stikken, men han har givet mig tilgivelse og nærhed.«
Guds konklusion
For Kurt understreger det, hvor stor Guds kærlighed er til mennesker.
»Den kærlighed, Gud har, bliver ved og ved og opgiver ikke sit ærinde. Gud ønsker, at vi skal møde den kærlighed, som han har til os gennem Jesus Kristus.«
Kurt glæder sig over, at Gud kan bruge ham, selvom han ikke føler sig værdig i sig selv.
»Vi kan mislykkes i rigtig mange ting, og selvom vi kan tænke, at vi ikke er værdige, og at vi er ubrugelige over for Gud, så er det ikke Guds syn på os. Det er vores egen konklusion; Guds konklusion er, at han elsker os, og det bliver han ved med indtil den sidste dag,« forklarer Kurt.
Han understreger, at Gud godt kan håndtere det brudte.
»Gud er ikke bange for vores fejltagelser, Gud er ikke bange for vores synder, og Gud er ikke bange for det, at vi har spillet fallit. Det er os, der ikke kan håndtere det. Gud bliver ikke febrilsk, og han står stadigvæk ved sit løfte og sit kald; han ønsker at føre os hele vejen – også ind i en åben Himmel.«
Det spredes lynende hurtigt
Når man har mødt Guds kærlighed, ønsker Gud også, at man skal udpege Jesus for andre.
»Johannes Døber peger Jesus ud for sine disciple: ‘Se det Guds lam’. Det er ham, vi skal følge. Jeg bliver forbavset over den ringvirkning, der er i teksten. Det starter med Johannes Døber og nogle få disciple, og så spredes det lynende hurtigt,« bemærker Kurt, som selv har oplevet ringvirkningerne.
»Jeg står i et asylarbejde i Nørrelandskirken i Holstebro, og inden for de seneste fire-fem år er der næsten 100 mennesker, der er blevet døbt. Så jeg ser nogle store opmuntringer.«
Nære relationer
Kurt har tidligere været missionær i Tanzania og har haft mulighed for at pege Jesus ud for mange der, men han understreger, at det også er vigtigt, at man tænker i nære relationer, når man skal pege på Jesus.
»Nogle af dem, som bliver kaldet, peger Jesus ud for andre, som er i den nære sammenhæng. Jeg tror, det er de nære relationer, som er udgangspunktet for at kalde mennesker. Hvordan er relationen til ens nabo eller ens arbejdskammerat? Hvor ligger nærheden?«
Selv finder han især nærheden i nabolaget.
Guds konklusion er, at han elsker os, og det bliver han ved med indtil den sidste dag
»Jeg er gået på efterløn og har masser af tid. Den relation, jeg har til de mennesker, som bor i nabolaget, er blevet forøget med 1000 procent, efter at jeg er gået fra som lærer, og det betyder, at jeg har en daglig kontakt med nogle af mine naboer,« siger han.
»Det har jeg aldrig haft før, og der kommer også sporadiske glimt af ting, som har med gudsforholdet at gøre, når vi taler om, at livet kan være svært,« uddyber han.
»Hvad gør vi? Hvor er vejen, vi skal gå? Man kan være et stille vidne om, at der er altså en Gud, vi kan gå til.«
Kurt opfordrer til at følge invitationen, som Gud giver gennem Jesus.
»Hvis man ikke følger opfordringen til at komme til Jesus; hvis man synes, at Jesus har for lidt, at Jesus ikke kan opfylde ens behov, så går man godt nok glip af meget velsignelse,« understreger han.
»Jesus vil hjælpe mig med det, som jeg går og tumler med. Det kan godt være, det ikke lige bliver på den måde, som jeg har tænkt, men en dag skal jeg få lov til at se, at Himlen er åben.«
