Indre Missions økonomi er en kompliceret størrelse, hvor både indsamling, arvesager, virksomhedsdrift og ejendomshandler indgår i det samlede resultatet. Det har 53-årige Henrik Kristoffersen måttet sande, siden han 1. september overtog posten som bevægelsens økonomichef. Han har med egne ord fået lidt af en ilddåb, for i første halvdel af september har der været godt gang i alle hjørner af økonomien. Heldigvis har han en flok erfarne medarbejdere omkring sig, og de har beredvilligt svaret på hans hundredvis af spørgsmål.
På hans ryddelige skrivebord ligger en bunke plastikcharteks, som dag for dag vokser sig større, efterhånden som han bliver sat ind i alle økonomiens kringelkroge. Hvert chartek indeholder én sag, som han derfor hurtigt kan finde frem, når der er brug for det.
»Jeg er på godt og ondt et kassemenneske, der kan lide at have styr på tingene og forstå, hvordan det hele fungerer. For at skabe mig et overblik forsøger jeg at inddele alting i kasser, så jeg kan koncentrere mig om en kasse ad gangen. Det virker for mig, men nogle gange kan det godt blive for meget med den kassetænkning, for det er ikke alt, der kan klemmes ned i en kasse, og så må nogen rokke ved min kassetænkning. Jeg arbejder på at blive rundere – eller i hvert fald mindre firkantet,« smiler den 53-årige nordjyde.
Tænksomt midterbarn
Struktur var der også i barndomshjemmet i Hirtshals. På nogle områder var der måske lige rigeligt. Det har Henrik og hans to brødre ofte måttet høre for.
Henriks far arbejdede på havnen, og hans mor var hjemmegående. Når de tre drenge satte sig ved køkkenbordet om morgenen, havde hun på forhånd portionsanrettet havregrynene og overhældt dem med mælk og sukker. Ved hver tallerken stod desuden en varm kop kaffe, som ligeledes var tilsat og omrørt med sukker. Kaffekoppen har Henrik aldrig sluppet siden.
»Jeg er midterbarnet og skilte mig lidt ud fra mine brødre. Deres lege handlede om fart og spænding, mens jeg var den tænksomme type. Jeg kunne sidde i timevis og høre Giro 413 på min fars gamle spolebåndoptager. Eller cykle op på stadion og spille Liverpool-Chelsea med mig selv. Jeg kunne lide at være alene og bare lade tankerne løbe. Det kan jeg stadig.«
Hvor begge brødre havde hænderne rigtigt skruet på, sad der et mere bogligt hoved på Henrik. Særligt tal havde han flair for. Alligevel tog han et sabbatår efter 10. klasse og EFG på Hjørring Handelsskole.
»I et år stod jeg ved en maskine, der kappede hovedet af torsk. Min sidemand havde stået ved den samme maskine i 40 år, men han elskede sit job, og han lærte mig noget om, at sand arbejdsglæde ikke nødvendigvis hænger sammen med høj uddannelse.«
Selv vendte Henrik tilbage til handelsskolen og den toårige HH-uddannelse.
Gik i campingvognen
»Det var i de år, jeg for alvor tog stilling til det med kristendommen. Vi kom i både kirke og missionshuse, så jeg har altid hørt Ordet, og jeg kan ikke huske, at jeg ikke har troet på Jesus. Min største afstikker var vist, da jeg i 9. klasse skulle til fest hos en klassekammerat. Jeg købte to øl hos købmanden på vej derhen, men allerede efter den første fik jeg dårlig samvittighed, så jeg efterlod den anden i en hæk,« fortæller han med et glimt i øjet.
»Dengang var det sådan, at man helst skulle omvendes, også selv om man ikke rigtig havde været væk fra Jesus. På Sæby Bibelcamping foregik det ved, at man ‘gik i campingvognen’. Derinde sad missionæren, og når man havde bedt en bøn sammen med ham, kunne man sige, at man var omvendt. Og så blev der sunget Himmelklokker kimer næste aften i det store telt. Alt det oplevede jeg også, men jeg tror egentlig ikke, at det var den aften, det blev personligt for mig. Det skete over en længere periode, hvor jeg fandt ind i et helt særligt kristent fællesskab,« husker han.
I Hirtshals IMU var de fleste ældre end Henrik, så han og et par andre begyndte i Brønderslev IMU.
»Dér blev jeg overbevist om, at Jesus var den rigtige at følges med, og at jeg aldrig ville væk fra ham. Vi var en stor flok, der talte sammen, bad sammen, læste sammen og fortalte hinanden, hvad vi havde oplevet. Mange af vidnesbyrdene husker jeg endnu. At man kan træde ind i sådan et fællesskab og føle sig tryg, er helt unikt. Det giver mig en ro at vide, at der også er en kirke og et missionshusfællesskab til os, når vi nu skal rykke sydpå til en ny landsdel.«
40 kilometer for kærligheden
Det var også i Brønderslev IMU, han mødte Lisbeth, som han er gift med på 32. år. I starten var kæresteriet dog udfordret af den lange vej mellem Hirtshals og Brønderslev.
»Jeg spurgte min far om penge til bussen, men det fik jeg ikke noget ud af. Jeg kunne jo stoppe med at ryge, hvis jeg manglede penge, sagde han. Det var jeg ikke klar til, så jeg hoppede på cyklen og trampede de 40 kilometer til Brønderslev et par gange om ugen. Ofte var jeg først hjemme længe efter midnat. Så er man virkelig forelsket!«
Efter handelsskolen var Henrik soldat i flyvevåbnet. Han havde lederpotentiale og blev udtaget til sergent, men det var ikke i forsvaret, han skulle gøre karriere. Allerede på handelsskolen havde han vist en særlig evne til at knække regnskaber og opdage, hvor differencerne lå. Så da soldatertiden lakkede mod enden, skrev han 90 uopfordrede ansøgninger til samtlige revisionsfirmaer i Nordjylland.
Han fik da også både læreplads og revisoruddannelse, men efter fire-fem år i faget, blev han ringet op af en præst fra Brønderslev. Man manglede en kordegn, der kunne noget med tal.
»Lisbeth og jeg var i mellemtiden blevet gift, og vi havde snakket om at flytte til Brønderslev, hvor hendes forældre boede, men et job som kordegn havde jeg på ingen måde overvejet,« fastslår han.
Henriks indre kasse-menneske bryder sig ikke om den slags brud på den daglige orden. Men nogle gange overgås den af et andet karaktertræk, hans nysgerrighed.
»Jeg er meget nysgerrig og har svært ved at lægge noget fra mig, før jeg kender det til bunds og ved, hvordan det fungerer. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det kordegnejob gik ud på,« husker han.
Grønskolling blandt sorte habitter
Som 26-årig blev Henrik således en af landets yngste kordegne, og grønskollingen skilte sig ud, da han i 1997 var på sit første landskursus blandt ganske få kvinder og 170 mænd i sort habit.
»Det har heldigvis ændret sig siden. I dag er aldersgennemsnittet faldet, kvinderne er kommet i overtal, og de sorte habitter bliver kun brugt, når man har kirketjeneste,« siger han.
Det var dog langt fra den eneste forandring. De kommende år bød på omfattende strukturændringer, og Henrik endte som daglig leder for en medarbejderflok, der lavede regnskab og førte kirkebog for adskillige sogne i området. Sideløbende underviste han andre kordegne og fandt også tid til fagforeningsarbejde. Han var således landsformand i Kordegneforeningen fra 2016-2021.
På hjemmefronten kunne han desuden sparre med Lisbeth, som i 19 år har været kordegn ved Ansgars Kirken i Aalborg.
»Jeg kan godt lide at undersøge, hvilke knapper i organisationen vi kan skrue på for at arbejde smartere og mere effektivt. Om jeg også kommer til at foreslå nye strukturer i IM, er for tidligt at sige. Jeg er ikke kommet for at lave revolution, men hvis vi opdager noget, som kan gøres bedre, skal vi handle på det. Det skylder vi sagen. IM har ét altoverskyggende mål, og det er at lede mennesker til Jesus. Det må kassetænkning og ‘sådan plejer vi at gøre’ aldrig stå i vejen for,« understreger han.
Afklaring i æresporten
Ligesom nysgerrigheden drev Henrik ind i kordegnejobbet, blev den også hans vej ud af det.
»Vi var til bibelkreds en aften i foråret, og én bad om, at Indre Mission måtte finde en god økonomichef. I det splitsekund skete der noget i mig,« husker han.
Han tænkte ikke yderligere over det, før han nogle uger senere stod side om side med formanden for IM’s økonomiudvalg, Anders B. Hummelmose, og lavede æresport til et guldbryllup.
»Anders stod med et bundt gran, og jeg stod med klammepistolen, da jeg ikke kunne dy mig for at spørge til stillingen. ‘Er du interesseret i jobbet?’ spurgte han, men jeg skyndte mig at sige, at det var ikke derfor, jeg spurgte. Nogle dage senere spurgte han, om det var noget, vi skulle arbejde videre med. Og det var det,« fortæller Henrik, som efter flere samtaler blev tilbudt stillingen.
»Jeg oplever, at tingene har lagt sig til rette, og det er en stor og spændende udfordring for mig. Jeg føler, at jeg kan trække på meget af det, jeg kan, både med min revisorbaggrund og med min erfaring som leder i kirken. Og så håber jeg, at de erfarne og dygtige folk, jeg har omkring mig i afdelingen, kan hjælpe mig med resten. Jeg er blevet taget rigtig godt imod,« understreger han.
Campingvognen er et fristed
I sommer fik Lisbeth og Henrik solgt deres hus i Brønderslev, og de er nu på udkig efter et nyt i trekantområdet.
»Forhåbentlig betyder det, at vi kommer tættere på vores to sønner og deres familier. Lige nu bor de i Aarhus, men for et par år siden fortalte en af dem, at de drømte om at bo tæt på os, så børnebørnene fik en dagligdag med deres bedsteforældre. Det vil vi rigtig gerne være med til, men vi havde nok forestillet os, at vi skulle flytte efter dem – ikke omvendt,« smiler han.
Indtil videre må Lisbeth og Henrik leve som ægtefolk på distance. Lisbeth bor og arbejder stadig i Nordjylland, mens Henrik har slået sig ned i familiens campingvogn på Mørkholt Strand Camping, tæt på Fredericia.
»Det er en speciel periode, som forhåbentlig ikke varer for længe. Campingvognen har i mange år været et fristed, hvor vi kunne slappe af og bare være sammen. Når to kordegne lever sammen, kommer mange snakke derhjemme til at handle om kirke, men når vi er afsted med campingvognen, bliver der ikke snakket arbejde. Den har vi nydt at spænde efter bilen i ferier og friweekender, og det kommer vi også til fremover,« siger den nye økonomichef.
