Ude på landet bor der unge mænd og kvinder fra Afrika, der er i landbrugspraktik i Danmark. Langt væk hjemmefra kan den mørke og kolde vintersæson være ekstra lang. Når arbejdet med køer og grise er gjort, tilbringer de tiden på deres værelser. Der er ikke meget selskab ud over en internetforbindelse til familien langt borte.
I Skibbild-Nøvling i Vestjylland har gårdejer og grisehandler Jesper Madsen, som er en del af Indre Mission i byen, sammen med fællesskabet besluttet, at ingen skal sidde alene. Derfor åbner de en gang hver måned dørene til menighedshuset, hvor de inviterer afrikanere til en kristen fællesskabsaften med spisning, hygge, forkyndelse og lovsang på engelsk.
Frivillige fra IM-fællesskabet kører gerne 60-70 kilometer, nogle endnu længere, for at hente deltagerne til menighedshuset nordvest for Herning. De kommer fra hele Jylland og endda enkelte fra Sjælland, for rygtet om »Afrika-aftener« i Skibbild-Nøvling har spredt sig.
Tiden trækker ud
Da impuls lægger vejen forbi, er menighedshuset allerede klædt i festlige farver. I køkkenet er nogle af de frivillige travlt optaget med de sidste justeringer omkring maden, mens andre står i døren og er klar til at byde velkommen, spændte på, hvor mange der vil komme.
Jeg har jo altid haft ambitioner om, at missionshusene skulle fyldes op i stedet for at stå halvtomme
Omkring mødetidspunktet kl. 18 har der samlet sig en lille flok på 10-15 deltagere, som sidder og snakker. Minutterne går, og flere i velkomstgruppen trækker let på smilebåndene, for de kender efterhånden rytmen. Ved tidligere aftener stod huset næsten tomt ved starttidspunktet, men pludselig myldrede det ind, og mødesalen blev fyldt.
Derfor er der ingen panikstemning, kun en tålmodig venten og et par løse drøftelser om, hvorvidt mødetidspunktet på sigt skal rykkes, eller om det i virkeligheden bare er de lange, krogede veje til Skibbild-Nøvling, der gør, at det tager lidt længere tid for nogle at komme frem.
Jesper bliver dog mere utålmodig, som tiden går, og er konstant ved mobilen, for han er i kontakt med chaufførerne, som er på vej. Glæden er da også stor, når en bil ruller ind på parkeringspladsen, og deltagerne bliver mødt med varme håndtryk.
Mad og lovsang
Lidt efter kl. 19 vælger Jesper at lade aftenens program begynde, selv om der stadig mangler fem biler med deltagere.
Han byder velkommen på engelsk og præsenterer aftenens mødeleder, Lizzy Oget fra Kenya, som er ny i det udvalg, der står bag Afrika-aftenerne.
Jeg tror, mange er ensomme, for de har ikke nogen at være sammen med, når deres arbejde er slut
»Vi er meget glade for, at hun vil være en del af vores gruppe,« siger han og forklarer, hvordan de håber på at få endnu flere nationaliteter med i planlægningsgruppen, så aftenerne kan bæres af erfaringer fra de lande, deltagerne kommer fra.
»Vi er oppe i alderen, så vi ved ikke, hvad der fylder hos jer unge, der er kommet hertil,« siger han.
Kort efter bliver maden sat frem, og mens tallerkenerne bliver fyldt, begynder deltagere fra de fem forsinkede biler at dukke op én efter én. Snakken på forskellige sprog glider derudad, og efter middagen inviterer mødelederen dem, der er med for første gang, til at præsentere sig. De får efterfølgende et varmt bifald.
Så følger nogle lovsange, før én af de danske fra IM-fællesskabet holder en andagt på engelsk. Senere bliver der sat kaffe og kage frem. Efter endnu en runde lovsang og mulighed for at dele tanker fra hverdagen, slutter aftenen omkring kl. 22.
Og så begynder det store arbejde med at få alle godt hjem ad de samme snoede veje.
Mange afrikanere er kristne
Endnu en Afrika-aften har tydeligt vist, at initiativet har ramt noget vigtigt.
Jesper Madsen fortæller, at ideen opstod efter samtaler med nogle af de ni afrikanere, han har ansat på sine gårde.
»Det gik op for mig, at de kom fra lande med mange kristne, og at de selv var kristne. Det fik mig til at overveje, at der måtte være mange flere kristne afrikanere i Danmark, « siger han.
Da Jesper kom i bestyrelsen for IM i Skibbild- Nøvling, begyndte tanken at tage form.
»Jeg har jo altid haft ambitioner om, at missionshusene skulle fyldes op i stedet for at stå halvtomme. Så snakkede jeg med de afrikanere, jeg havde ansat, om det ikke kunne være en god idé at lave noget for dem. Jeg vendte det i bestyrelsen, som var med på det,« forklarer han.
Sammen med IM-fællesskabet blev planerne konkretiseret.
»Alt var gratis. De skulle bare tilmelde sig og sige, at de gerne ville afhentes,« fortæller Jesper.
Imødekommer et behov
Til den første Afrika-aften i juni kom der 52 afrikanere, og mødesalen var fyldt. I august var der omkring 40, og det samme gjaldt aftenen i september, hvor der fortrinsvis var deltagere fra Kenya, Uganda og Tanzania.
»Selv om vi har tilmelding, er det aldrig til at sige, hvor mange der kommer. Og det er ikke de samme, der kommer hver gang. Nogle skrev til mig sidste gang: ‘Når vi nu ikke kan komme den her gang, må vi så heller ikke komme den næste?’ Der er ikke nogen tvivl om, at der er et behov for disse aftener,« fortæller Jesper.
For mig handler det om, at jeg gerne vil være med til at give afrikanerne Guds ord, og at de får mulighed for at være med i et kristent fællesskab og opleve den glæde, det er
Han understreger, hvor stor forskel aftenerne gør for deltagerne.
»Jeg tror, mange er ensomme, for de har ikke nogen at være sammen med, når deres arbejde er slut. Derfor betyder disse aftener meget. Det er noget, de ser frem til. Én af deltagerne sagde under en køretur: ‘Det er fantastisk, jeg har en ven i Danmark, som jeg skal møde i aften’.«
Jesper står også med positive udfordringer, som han forsøger at løse.
»Vi har fået henvendelser fra afrikanere på Sjælland, der spørger, om vi kan lave noget for dem,« siger han.
IM-fællesskabets store hjælp
Han lægger ikke skjul på, hvor meget opbakningen fra IM-fællesskabet betyder, også set i lyset af sprogbarrieren.
»Jeg synes, at det er fantastisk,« siger Jesper.
Ikke langt fra ham står nogle kvinder, der har været i gang i køkkenet.
»For mig handler det om, at jeg gerne vil være med til at give afrikanerne Guds ord, og at de får mulighed for at være med i et kristent fællesskab og opleve den glæde, det er,« siger én af dem.
Én af de andre stemmer i.
»Vi vil gerne gøre noget for dem. De er jo langt hjemmefra. Vi vil gerne, at de kan mødes med andre kristne, så de får noget mere socialt med hinanden. De bor jo spredt rundt.«
Formanden for IM-fællesskabet Thorkild Moesgaard fortæller, at der også arbejdes i den lokale kirke for at imødekomme de unge afrikanere.
»Vi arbejder på at få gudstjenesten oversat til engelsk for dem, der har mulighed for at komme der. Det har nogle efterlyst.«
Han ser rundt i mødesalen.
»Vi er spændt på, hvordan det udvikler sig med det her arrangement. Og om vi på et tidspunkt ikke kan være her, for huset er jo ikke ret stort.
